Foredrag og Workshops

Jeg underviser også børn og unge i at skrive, bl.a. på folkeskoler, biblioteker samt hver mandag eftermiddag på Forfattersporet på Den Kreative Skole i Silkeborg. Jeg tager også ud og holder foredrag om mine bøger på skoler rundt omkring.

Jeg har tidligere holdt foredrag og/eller skriveworkshop på bl.a.:

Fire 7. klasser i Grenaa hører om Jeg er modig. Indtil bladene en dag forsvinder.
Foto: Rita Mogensen

Langsøskolen i Silkeborg
Kalbyrisskolen i Næstved
Langhøjskolen i Vivild
Magrethe Reedtz Skolen i Ryde
Kattegatskolen i Grenaa
Rougsøskolen i Ørsted
Nørre Alslev Skole
Hvinningdalskolen i Silkeborg
Sct. Annæ Skole på Amager
Virklund Skole
Viborg Forfatterskole 2014
Forfattersommercamp 2014, Kongenshus Efterskole, Historier i Spil

Hvis du ønsker at få mig til at undervise i skrivning på din skole, eller få mig ud til et foredrag, kan du her læse mere om, hvad jeg tilbyder:

Foredrag a ca. to lektioner
Forfatteren præsenterer sit forfatterskab og fortæller eleverne, hvordan det er at være forfatter. Evt ud fra bogen 'Jeg er modig.'

Søg støtte til at få mig ud her: Kunstrådets pulje 'Børns møde med forfattere og illustratorer' - det er meget let at søge!) Kunstrådet betaler 2.500 kr., og derudover betaler I rejsen samt 1.000 kr. Hvis I mod forventning ikke får støtten, og ikke har råd til de 3.500 kr., så finder vi ud af en pris, som I kan betale.

Jeg har rigtig god erfaring med at kombinere et foredrag med en kort skriveworkshop på ca. 3 lektioner. I 2014 har jeg bl.a. lavet et sådant forløb på Langsøskolen, Kalbyrisskolen, Langhøjskolen, Magrethe Reedtz Skolen og Rougsøskolen.  

Der bliver limet, skrevet og læst højt. Foto: Kalbyrisskolen, Næstved
Skriveworkshops:
Jeg kommer gerne ude på jeres skole én, to eller mange flere dage, hvor jeg lærer jeres elever at blive endnu bedre til at skrive. Jeg medbringer teknikker som kan få selv den mindst skriftlige elev til at producere en historie, de ikke selv havde troet, de kunne skrive. Vi vil komme igennem en masse sjove skriveøvelser, korte oplæg, afprøve en masse forskellige igangsætningsøvelser m.m.

Søg støtte: Jeg vil anbefale at søge støtte til workshops igennem huskunstnerordningen hos Kunstrådet. Læs mere i linket eller her nedenfor. 
Huskunstner:
Jeg er godkendt som Huskunstner i Kunstrådets database. At være Huskunstner betyder, at jeg tilknyttes mere fast til jeres skole, fx 3-4 dage eller i en uges undervisning, en måned eller mere. Lektionerne kan fordeles ud over forskellige dage, eller tages ud i ét, alt efter ønske. For at have mig som Huskunstner kræver det, at vi sender en ansøgning ind til Kunstrådet. Både forfatter og skole kan stå for ansøgning. Jeg har været Huskunstner på Kattegatskolen i Grenaa i skoleåret 2014/2015 i et længere forløb, og jeg kan være behjælpelig med at skrive ansøgningen og i samarbejde kan vi finde ud af, hvad I kunne tænke jer at lave - jeg kommer gerne med forslag.

Pris pr. lektion - forhandles individuelt: Kunstrådet supplerer op med de resterende ¾ af lønnen. Dvs. skolen skal således kun betale forfatteren almindelig lærertimeløn!


Citat fra Rita Mogensen, bibliotekar og dansklærer, Kattegatskolen, i forbindelse med foredrag med 7. klasserne på Kattegatskolen i Grenaa, november 2013:

”Mads holdt et særdeles inspirerende foredrag for alle elever på 7. årgang, specialklasser og lærere. Han fortalte bramfrit og meget levende om sin bog Jeg er modig. Indtil bladene en dag forsvinder, og det faldt i de unge menneskers smag. De lyttede intenst og opmærksomt og var meget opslugt af Mads Heinesens fine beskrivelser af de følelser, tanker og forventninger, som optager drenge i puberteten. Mads viste også billeder på storskærm af fx. hans noter i forbindelse med skrivning af en sang. Forud for foredraget havde de fleste læst bogen og formuleret spørgsmål til forfatteren.
Mads svarede derfor på rigtig mange spørgsmål fra både drenge, piger og lærere under besøget.
Han skrev også mange autografer til de unge mennesker og gav sig god tid til at tale med dem i mindre grupper. Efterfølgende har flere elever udtrykt stor tilfredshed med forfatterbesøget, og de håber at se Mads Heinesen igen på Kattegatskolen på Åboulevarden. Der arbejdes på, at få ham tilknyttet i et længerevarende projekt på skolen.” 
Rita Mogensen, bibliotekar og dansklærer, Kattegatskolen

Elevcitater fra elever i 7.q på Kattegatskolen:
"Mads Heinesen snakker i et sprog til os unge, som gør, at det bliver sjovere og mere spændende at høre om hans bøger." Sofie. 
"Mads Heinesen bruger oplevelser fra sit eget liv, når han skriver. Der er mange billeder i hans bøger, og det gør, at bøgerne ikke bliver tørre at læse." Marcus 
"Mads Heinesen er rigtig god til at fortælle." Hawraz

Brøndby-Bibliotekerne, oktober 2013
”Vi havde Mads ude til en to-dages forfatterworkshop for 10-12 årige forfatterspirer. Børnene var meget begejstrede og fokuserede og syntes, at det havde været ”godt og sjovt”. Vi oplevede, at Mads var god til at møde børnene på deres egne præmisser, fra den livlige dreng med den vilde fantasi, som skulle have hjælp til at fokusere og få historierne ned på papir, til den stille pige, som havde brug for hjælp til at finde på.”



Kontakt: 

Tlf 61726976
Mail: mads@heinesen.net