"Gode idéer bliver sjældent til gode bøger" Tomas Espedal

 

Efter ti år blev første udkast af min første roman for voksne færdig. I første udkast i hvert fald. Inderst inde ved jeg godt, at der stadig er lang vej inden udgivelse, men jeg nyder den stille sejr alligevel. For kun måneder siden ville jeg have fundet det lige lovlig optimistisk at tro på, at jeg kunne være klar allerede nu, men så tog fanden ved mig i de sidste par uger, og på et par enkelte nætter på mit natarbejde (fint forfatterjob iøvrigt) skrev jeg op mod 30 sider hver nat. Og så endda nogle af bogens bedste sider, skulle jeg mene, nogle af de sider, som formentlig kommer til at definere bogens stil i langt højere grad end de første 80 sider, som jeg brugte flere år på at sidde at overtegne og redigere i med den røde kuglepen.

Egentlig synes jeg ikke det sværeste er at skrive selve teksten i en bog, det kan man gøre overraskende hurtigt, især når man er en lynskriver som jeg - det sværeste og mest krævende er alt forarbejdet. At lære sine karakterer ordentligt at kende, at ramme den rigtige tone i bogens sprog og miljø, at finde ud af, hvad ens bog egentlig handler om, og hvilke sidespring der skal skæres væk med hård hånd, hvilket jeg alt sammen er nødt til at mærke mig frem til.

Jeg er en forfatter der tror meget på min intuition og mine mere ubevidste idéer, og knap så meget på mine gode, gennemtænkte idéer. Jeg har efterhånden lært, at det bedste man skriver, rent kunstnerisk, det næsten også altid er det, der bare flyver ud mellem sidebenene og som man ikke rigtig synes er noget særligt.

Desværre har man tit en tendens til at tænke, at det, man rigtig har knoklet med, og gennemtænkt ned til mindste detalje, det også er det bedste, rent kunstnerisk, men det er altså sjældent tilfældet efter min mening.

Der er en grund til, at sangskrivere tit siger, at sangen bare kom til dem på tyve minutter. Det lyder sikkert forbløffende for folk der ikke selv kender så meget til den kreative verden, men der er altså en god grund til, at det er sådan det hænger sammen.

Jeg læste på et tidspunkt i Illustreret Videnskab - hæng mig ikke op på de eksakte tal, men artiklen sagde noget i retning af, at ens bevidsthed kan fastholde ca. 10 bits ad gangen, mens underbevidstheden kunne fastholde og operere med måske 11.000 bits. Når man kender til dette størrelsesforhold mellem bevidstheden og underbevidstheden, så giver det pludselig rigtig god mening at de gennemtænkte, brandgode idéer som oftest er dårligere end de spontane idéer - misforstå mig ikke: spontane idéer er dog også tit dårlige! Men hvis man er ude efter at opnå det sublime rent sprogligt, sin egen indre kunstners ypperste originale højdepunkt, så nytter det ikke noget at lade sig diktere rigidt af sine gode, gennemtænkte idéer - så skal man i stedet have fat i sine fornemmelser, sin intuition. Så skal man tilbage til sin barndoms frie, spontane leg, hvor den sunde fornuft ikke udstak retningen.

Forfatteren Tomas Espedal, som jeg synes rigtig godt om, skriver noget om vigtigheden af alt dette på side 57 i hans bog 'Gå - eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv':
 

Den norske forfatter Tomas Espedal, fra forsiden til 'Gå - eller kunsten at leve et
vildt og poetisk liv'. Espedal besøger Testrup højskole 23.1- 25.1 i 2012



"... Gode idéer er det værste jeg ved. Dem er jeg modstander af. Gode ídéer bliver sjældent til gode bøger
   Men er det sådan at dårlige idéer bliver til gode bøger?
   ...
   Der bliver ikke gode bøger af hverken gode eller dårlige idéer ... At skrive er at modarbejde sine egne idéer; hvis jeg ved hvad jeg vil skrive, og hvordan, så gider jeg ikke skrive det. Skrivearbejdet skal være åbent, og så gælder det om at få arbejdet bogens strukturer frem, skrive digtets indhold frem som ofte går dybere end det man selv vil med digtet.
   Gælder det også for prosa?
   Det burde gælde for al litteratur ... Der er historien om Tolstoj, han havde en idé om at skrive en roman hvor han fordømmer en kvinde der er umoralsk. Han ville vise hvor forfærdelig galt det kan gå for en kvinde og hendes familie når hun er utro, men den roman han skrev blev noget helt andet end han havde tænkt sig. Selve skrivearbejdet førte, mod Tolstojs vilje, til den smukke og tragiske historie om Anna Karenina. Det er det der er litteratur, at vi skriver os frem til noget vi ikke har ønsket, et smukt monster, som Mary Shelleys Frankenstein, noget vi ikke kan forestille os på forhånd."

Noget af det dårligste man kan gøre, hvis man gerne vil skrive god litteratur, det er altså at forholde sig stejlt til fx en synops, et idéoplæg, et forbilledes meninger og måder at gribe skriveprocessen eller selve stoffet an på, eller en indre tvangstanke om, ens sprog burde ligne Dostojevskis, selvom man helt åbenlyst skriver som en Ole Lund Kirkegaard. For hvis ens indre motor vil en anden vej end de ellers velgennemtænkte oplæg, så bliver det aldrig nogensinde god litteratur, at arbejde imod sin motor. Og det bliver højst sandsynlig heller ikke særlig sjovt. Det gælder om at følge med flowet, for det viser sådan set selv vejen mod målet, hvis man stoler på sig selv og lytter rigtig godt efter hvad ens indre fornemmelser fortæller en.

Nå, men dette er en tankerække, som jeg sikkert vil følge op på løbende. Men med disse ord skulle min blog have fået en nogenlunde hæderlig åbning, skulle jeg mene. Hvad siger du, hvad mener du om gode idéer og sprog?'

Køb Espedal her!