Når romankarakterens indre udvikling afspejles i sprogets struktur

Om forfatterens indre præstations- og forventningspres, om Klougarts tilsyneladende ikke særlig ’svære toer’, ’Hallerne’ og associationen til Wung-Sungs ungdomsbog ’Kopierne’




Josefine Klougart - her portrætteret af
Sofie Amalie Klougart

Jeg har med spænding set frem til at læse noget af den hypede forfatterinde, Josefine Klougart, som allerede med sin første bog, ’Stigninger og fald’ - og i en alder af bare 25-26 år - formåede at blive indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2010.

Det vidner om et litterært talent ud over det sædvanlige. Også selvom der var kritik af udvælgelsen af Klougart i Information, idet Sven Holm mente, at hendes bog ikke var gjort af det stof, som indstillinger til Nordisk Råds Litteraturpris skulle besidde:

»Klougart er bestemt en dygtig og talentfuld forfatter, men Stigninger og fald er ikke oppe på det niveau, hvor den er en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris værdig. Det er ikke at tage prisens størrelse og betydning alvorligt at nominere den.«

Indstillingskomitéen, bestående af Asger Schnack og Lilian Munk Rösing, forsvarede derimod deres valg i selvsamme artikel, og fortsatte hypen i indstillingsskrivelsen, idet Asger Schnack forfattede så fine ord som:

”Der er passager i denne bog, hvor sproget lyder som sproget selv, som om det inderst i sig fragter en indsigt, der ikke kan omskrives eller genfortælles, men kun kan erfares i form af netop disse sætninger. Denne egenskab ved litteratur karakteriserer det klassiske værk, som vi kender dem fra vores største digtere”

Weekendavisens Lars Bukdahl mente, at man gjorde en ung debutant en bjørnetjeneste ved at indstille hende så tidligt i hendes forfatterskab, når man måtte gå ud fra, at der ville komme bedre og mere vægtige bøger senere.

Hvad hype kan gøre ved forfatterens indre pres

Jeg skal love for, at uanset om Klougarts talent berettiger til at modtage en så stor hæder og opmærksomhed eller ej, så kan jeg tale med om den bjørnetjeneste, som Bukdahl taler om. For jeg modtog selv et legat på 150.000 kroner fra Kunstrådet i 2005, som 23-årig, og før end jeg havde udgivet andet end en selvtrykt digtsamling, som jeg skrev da jeg var 18-19 år.

Det var med til at give mig storhedsvanvid og indledte en langvarig skrivekrise, som jeg egentlig først føler jeg er blevet endeligt befriet for nu her, lidt over seks år senere. Der var også en masse andre tungtvejende ting, der gjorde, at jeg gik i skrivekrise dengang, men legatet var i hvert fald en ikke ubetydelig del af det.

Det gav mig på en måde en alt for usund bevidsthed omkring, at jeg var god til det, jeg lavede, på et tidspunkt, hvor jeg i princippet blot skulle have været ydmyg og lyttende overfor mine ’læremestre’ i form af det forlag, som jeg var i dialog med på daværende tidspunkt. Set i bakspejlet føler jeg på sin vis det var alt for tidligt i mit forfatterskab at modtage en sådan hæder, fordi jeg var så meget i tvivl om alt hvad jeg skrev, og i høj grad stadig var så søgende en forfatter, som jeg var. Jeg havde jo ikke engang fået hul igennem til forlagene endnu.

Det skal ikke lyde som en beklagelse, for jeg er da stadig fantastisk stolt over at de fandt mig god nok til et legat, især når man tænker på, hvor snævert nøglehullet er. Det skal blot forstås som en nuancering: Det er på sin vis lettere at få lov at gå og udvikle sit forfatterskab i det skjulte, i hvert fald hvis man ikke er i besiddelse af et vældig fasttømret selvværd, men derimod et selvværd som er sensitivt overfor omverdenens signaler, meninger og kritik.

Om Klougarts tilsyneladende ikke særlig ’svære toer’

Udefra set ser det ud som om, at Josefine Klougart fuldstændig strøget udenom de ovenstående forhindringer: Året efter hendes debut udkom kortromanen ’Hallerne’, som jeg altså gav mig til at læse for nylig – for med ovenstående in mente var det for mig utroligt spændende at læse, hvordan hun slap af sted med ’Den svære toer’, som utallige forfattere har oplevet at brænde nallerne på. Nogle går ligefrem i stå inden denne anden bog, mens andre angriber problemstillingen fra andre vinkler - det sjoveste eksempel er forfatteren Lone Aburas, der på temmelig opfindsom vis har sørget for at punktere alle muligheder for indre blokeringer ved simpelthen at kalde sin anden bog: 'Den svære toer'.

I mit tilfælde var hele psykologien, som gør ’Den svære toer’ så forbandet svær for rigtig mange mennesker, ikke henlagt til nogen opfølger efter en succes, men derimod til legatet fra Kunstrådet. Psykologisk set handler det jo om de samme mekanismer. Men for at vende tilbage til Klougart, så er hun sluppet virkelig godt fra det massive forventningspres, der må have ligget og luret i hende (hvis hun ligner mange andre det mindste) – det må være min konklusion efter endt læsning af ’Hallerne’, også selvom jeg indtil videre kun har læst en kort tekstprøve af hendes debut til sammenligning.

At mærke historien uden at forstå den

Hun er ikke blot sluppet fra sin anden udgivelse, men har lavet et lille kunstværk, hvor hun viser sig selv frem som et lyrisk talent, der formår at kanalisere sin lyrik ind i en prosaform, som er skåret så smukt, og med så stor en menneskelig indsigt, at man mærker historien i stedet for at forstå den. Og det er en svær disciplin at mestre, og vel nok en af de helt specifikke ting, man ikke kan lære en forfatter på nogen skoler, i hvert fald ikke på det niveau, som Klougart mestrer.

Man mærker hendes sprog og hendes historie, og man mærker ikke mindst omfanget af den destruktive, nedadgående psykologiske spiral, som har standset kvindens (bogens hovedperson) fremadskridende udvikling, og sat hende ind i en tilstand, hvor hun nærmest ikke mærker noget længere, men blot er et tomt registrerende hylster. Man mærker og accepterer at hun ikke længere kan undvære at leve uden den dominerende mand, og at hun derfor heller ikke har muligheden at flygte fra det hele.

Når den indre udvikling afspejles i sprogets struktur

Hvis man overhovedet skal finde luppen frem og give noget kritik til den ellers temmelig overlegne Klougart, så er det faktisk, ironisk nok, i hendes sprog man kan lede - måske er hun lige lovlig dygtig og kunne gøre tingene lidt mere simpelt ind imellem? Som jeg selv fik af vide af en redaktør engang, hvilket jeg stadig husker: Du har så god psykologisk sans og indblik i dine karakterer, at du ikke behøver at garnere det med så mange villet ’kunstneriske/litterære’ ting i dit sprog.

I Josefine Klougarts tilfælde synes jeg det kammer en lille smule over til tider, så man sidder og bliver en anelse irriteret - men det er en ekstremt hårfin balance – for langt hen ad vejen er hendes sproglige stil, med de mange gentagelser, de mange kolonner og det forfinede og billedrige sprog netop med til at understøtte kvindens udvikling, der som sagt ser ud til at være gået i stå.

Men jeg synes at den slags sproglige understøttelser af personernes indre udvikling kan antage lidt patetiske og unødvendigt opmærksomhedskrævende former i litteraturen. Jeg er sikker på, at langt de fleste litteraturstuderende vil klappe i deres små hænder over at kunne analysere sig frem til sådanne ting, men jeg er bare helst fri for alt for meget af den slags, fordi jeg synes det føles lidt fortænkt og anstrengt, hvilket er synd for et værk, som det i bund og grund var unødvendigt at garnere med den slags ’litterære' krummelurer.

Eksemplet Jesper Wung-Sung og eksemplet mig selv

Et andet eksempel på en bog jeg netop har læst, og som i endnu mere udpræget grad benytter sig af samme sproglige underbyggelse af hovedkarakterens psykologiske udvikling, er i Jesper Wung-Sungs roman Kopierne, der vandt Kulturministeriets Børnebogspris i 2010.

Her begynder bogen gradvist i anden halvdel at bestå af meget kortere sætninger og opbrudte tankerækker, hvilket er en idé, der skal ser ud til at skulle underbygge og afspejle hovedkarakterens udvikling, idet han er ved at gå i stå, blive opløst, dø – men her er det endnu mere ekstremt ført ud i livet, idet den sproglige forvandling er temmelig påfaldende og massiv (flere af siderne i anden halvdel består af meget få ord, og anden halvdel fylder vel det samme som de første tredive sider af bogen i ord-mæssigt omfang), hvilket, synes jeg, er unødvendigt og på en eller anden måde svækker en ellers stærk ungdomsbog en anelse i min verden.

Tanken er sjov nok, og jeg kender den udmærket fra mig selv, idet jeg selv benyttede den i første udkast af min ungdoms-/børnebog ’Jeg er modig. Indtil bladene en dag forsvinder’, som endte med at få en helt anden udvikling i redaktionen. Nogle vil måske tænke, at jeg så blot siger dette fordi jeg ikke selv formåede at få udgivet bogen med det oprindelige, ’litterære kneb’, som jeg altså mener at kunne spotte sporene af hos både Josefine Klougart og Jesper Wung-Sung, men jeg er temmelig sikker på, at min egen bog ikke var blevet spor bedre af at have fasthold knebet, men tværtimod mere prætentiøs.

(En sidebemærkning: I øvrigt tænkte jeg på, at det er sjovt, at ingen anmeldere har kommenteret ligheden mellem den fængslende ’Kopierne’ og Cormac McCarthy's uden sammenligning fremragende bog, ’Vejen’? Begge bøgers dystopiske univers med den udsultede flugt mod skibet ude i havet osv.?)



Filmatiseringen, som jeg endnu ikke har set

Den slags sproglige kneb, hvor sproget i mere eller mindre påfaldende grad ser ud til at efterligne karakterens indre udvikling, skal man efter min bedste overbevisning forsøge at lade ligge i skuffen, for hvis man ønsker at skrive virkelig stor litteratur, så skal de opstå som en nødvendighed i teksten, eller som en automatisk, ubevidst handling fra forfatterens side. Det kan måske godt tænkes at Klougart ikke har tænkt over det, men det har Wung-Sung formentlig.

Patetiske darlings eller fantastiske sprogblomster

Omsat i virkelighed i Josefine Klougarts tekst, så mener jeg, at hun ind imellem tangerer det lettere patetiske i sprogbrugen, hvilket på sin vis er på nippet til at få mig til at overveje at droppe den færdige læsning.

Fornemmelsen siger mig, at hvis hun havde holdt en lille bitte smule igen, og skruet bare en anelse ned for sine darlings i den redaktionelle proces, og i stedet havde brugt lidt mere energi på at give historien en anelse mere gods på det mere konkrete handlingsmæssige plan i stedet, så havde hun måske stået med et mere isnende klart værk, som var gået endnu dybere ind under huden på læseren, end den gør i forvejen.

Jeg gætter på, at hun ville afvise det jeg siger, med en forklaring gående på noget i retning af, at det netop er det, der er med til at skille hende ud og definere hendes stil som forfatter – men det tror jeg bare ikke det er. Jeg tror nok hun skulle skille sig ud under alle omstændigheder, med den sproglige kraft hun besidder. Det er heller ikke en mere leverpostejsfarvet omjustering af hendes skrivning jeg overvejede, blot en minimal nedtoning. Hvis jeg havde været forfatteren eller redaktøren, altså. 

Fremtidens talentudfoldelse

Men uanset om der er hold i noget af det jeg siger, eller ej, så glæder jeg mig til at læse ’Stigninger og fald’, og til at følge Josefine Klougarts ubestridelige talent udfolde sig i fremtiden, og ikke mindst til at se, om Nordisk Råds Litteraturpris kommer til at gå til hende engang i fremtiden. En ting er man da i hvert fald ikke i tvivl om, og det er, at hun har fanget en hel del læsere med sit sanselige og poetiske sprog, heriblandt Nordisk Råds indstillingskomites ene halvdel, Asger Schnack:

”Er man følsom over for sproglig artikulation, vil man tabe vejret; er man en cool intellektuel, der søger indre linjer, vil man begynde at føle; og er man den blinde læser, der farer på, vil man begynde at se.”

Køb bogen her!