I dag bringer Information en artikel, der i sin overskrift stiller spørgsmålet: "Må mordere tjene på at skrive om deres mord?" Der stilles i artiklen skarpt på, at man i "Norge overvejer [...] at indføre en lov, der forhindrer Breivik og andre drabsmænd i at tjene penge på at skrive om deres bøger. Loven er allerede en realitet i USA og Australien. Men ikke i Danmark, hvor Jønke og Lundins bekendelser skæpper godt i kassen hos både forfattere og forlag," som Information skriver.
Artiklen bringer også en udtalelse fra Berlingskes litteraturanmelder, Jens Andersen, der siger: "Jeg går bestemt ind for ytringsfrihed, men jeg går også ind for censur, når man skønner, at det er nødvendigt."
Netop denne udtalelse belyser de mange problematiske vinkler i de tanker, som både Jens Andersen og flere i Norge i disse dage går og tænker, i deres sympatiske iver for at skåne verden for syge tanker.
Det helt åbenlyse problem er, at hvis man først begynder at lave love, der forhindrer visse mennesker i demokratiet i at udtale sig, så har man jo netop ikke længere et demokrati. For hvem er de mennesker, som Jens Andersen mener, skal gå ind og vurdere, hvornår noget er nødvendigt at censurere?
Han må vel mene, at det er nogen fra staten, der skal gå ind og agere censurkomite, for befolkningen har jo åbenlyst dannet sin egen holdning: De vil gerne udgive og læse om morderes syge tanker. Jønkes bog har "foreløbig solgt i over 150.000 eksemplarer," som der står i artiklen, og Lundins bog må også formodes at have en vis appel i befolkningen, at dømme ud fra bibliotekernes massive indkøb af bogen.
Det vil sige, at der er rent faktisk en hel del mennesker i demokratiet, der gerne vil høre, hvad disse syge mennesker har at sige. Mens Jens Andersen i Berlingske Tidende gav Lundins bog nul stjerner, så var Erik Jensen mere rundhåndet og gav således bogen tre hjerter, og skrev samtidig:
"Skulle bogen så ikke være udgivet? Jo, mener jeg. For selv om den er grusom, patetisk, klam og ubeskrivelig i al sin selvforherligelse af 'alfahannen' Lundin, en »belæst diplomat« i fængslet ifølge sig selv, giver biografien et ufiltreret indsigt i et sygt, morderisk sind."
Og netop dette leder mig frem til det andet store problem, som nordmændene og Jens Andersen overser: Måske er der rent faktisk noget at lære ved at læse denne slags bøger, på trods af deres syge karakter? Måske kan demokratiet udvikle sig ved at lære disse menneskers tanker bedre at kende, måske er det tanker som disse, der får os til at tage børneopdragelse, kriminalitetsforebyggelse og resocialisering af fanger i det danske fængselsvæsen mere alvorligt end vi gør nu?
Hvis vi begynder at censurere alt det, vi ikke bryder os om, så afskærer vi altså også os selv fra at tage ved lære af de ubehagelige ting. Og en ting er sikkert, og det er, at man løser ikke altid problemer ved at lade som om, de ikke er der, tvært imod vokser de sig ofte blot større.
Når bibliotekssystemets lektør, der er med til at bedømme bøgernes kvalitet, og dermed også i stor udstrækning styrer indkøbene, skriver at:
"Psykiatere, psykologer, andre behandlere samt folk i politi og kriminalforsorg bør læse bogen for at blive klogere - ellers er det svært at se en målgruppe ud over særligt nysgerrige og folk med fascination af ondskabens omskiftelige udtryk"
Så er det jo en direkte modsigelse, som er styret af egne følelser. Mener lektøren hermed ikke, at der findes særlig mange "særligt nysgerrige" eller "folk med fascination af ondskabens omskiftelige udtryk"? Prøv at åbne øjnene, kriminalgenren har aldrig været mere massivt til stede i befolkningen, både på film og tv. Folk ønsker åbenlyst at se og læse om disse ting.
Måske skal man ikke udelukkende forklare denne trang med, at folk er underlødige af natur, men også se den som en konstruktiv kollektiv terapeutisk bearbejdelse. Og måske skulle man tage det med i sine overvejelser, inden man begynder at kaste sig ned ad den glidebane det er, at indføre censur i et demokrati, uanset hvor hjertensgode menneskelige holdninger der ligger til grund for tankerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar