At læse en bog ud fra dens præmis
Jeg må indrømme at flere af anmelderne slet ikke læser bogen ud fra dens eget præmis, men mere ser ud til at læse den ud fra egne forventninger om, hvad de havde regnet med at få at vide, samt ud fra egne fordomme om en fyr som Klaus Riskær. For det første anmelder de den alle som en selvbiografi og et stykke fakta, selvom der i det indledende ord står ret præcist at: "Personerne i bogen er ikke virkelige personer ... Bogen indeholder optrin og begivenheder, der er opdigtet og fiktion for at opnå en sammenhæng i den samlede fortælling, som har ligget mig på sinde at tilsikre..."
Hvis jeg må have undskyldt anmelderne her, så burde de vide, at denne bog ikke kan anmeldes så entydigt som en fagbog eller en selvbiografi, når den korrekte betegnelse faktisk ligger et sted mellem fiktion og debatoplæg (hvilket jeg forklarer senere).
Om at ramme muren
For det andet skriver fx Berlingskes anmelder, Jens Andersen, at: "Som forfatter til en selvbiografi må man være indstillet på at give mere end fligen af sin sjæl. Det er Klaus Riskær ikke i sin første bog om det første år i Søndre Omme Statsfængsel"
Det siger mere om hvilken hånd Jens Andersen har benyttet til at udføre dette arbejde, end det siger om Klaus Riskærs bog. Jens Andersen går åbenbart ud fra, at fordi en 'charlatan' som Klaus Riskær kommer i fængsel, så skal han pludselig være en helt anden person, end den han er. Hele bogens præmis og dramatiske opbygning går på, at bogen slutter lige der, hvor Klaus Riskær indser, at han har mødt 'Muren', muren som medfangerne påstår vil ændre hans syn på fængselsopholdet. Dette får vi vist i en sekvens hvor Klaus Riskær i et af sine evindelige forsøg på at omgøre fængselsdommen til et positiv break i sin tilværelse, et break med positive påtvungne fællesskaber, hvortil den unge medfange, Arvid, svarer:
"Det er udelukkende et spørgsmål om tid. Før eller siden rammer du muren. Du rammer muren, som alle før dig har ramt muren. Når du er kommet dertil, så tager vi en ny snak om gentagelser og påtvungne fælleskaber."
Hvordan skal man forvente af en kæk og humørfyldt og positiv og kreativ hovedperson, at han skal begynde at selvransage sig selv dybdegående inden han har ramt denne 'mur'? Og i sin iver for at sige, at Klaus Riskær ikke graver dybt nok, så undgår det Jens Andersens opmærksomhed, at Klaus Riskær med sin bog faktisk giver et ganske væsentligt indblik i en af sine kernekompetencer, nemlig hvordan han er i stand til at anlægge et relativt blik på alting, så det passer til hans aktuelle virkelighed, og han dermed kan sætte sig selv i stand til at kringle sig en vej igennem enhver tænkelig situation, så den ender med at falde ud på en fordelagtig måde. Denne evne bruger han både på en mindre heldig måde (hvorfor han nok er endt i fængsel), men han anvender den også på konstruktive måder, ved fx at skabe nye virksomheder, ved at påpege nye alternativer til fængselsvæsenet (som Ankomsten egentlig gør, se nedenfor), samt skriver kronikker om nye vinkler på store, samfundsøkonomiske problemstillinger, senest for nylig i Information.
Dermed er det fuldstændig forkerte præmisser anmelderne anmelder bogen ud fra, når de fx angriber Klaus Riskær for ikke at give nok af sig selv og for at man ikke kommer nok ind under huden på ham. De vil gerne have en bog, som går ind under huden på Klaus Riskær, men måske er han netop ikke denne dybdegående føleperson, men mere et rationelt og utroligt kreativt tænkende menneske? I hvert fald indtil han rammer denne mur, eller muren rammer ham, hvilket hans anden bog i trilogien skulle handle om, en bog som Gyldendal dog kun ville udgive, hvis bogen nåede et vist salgstal - et salgstal den ikke så ud til at opnå, idet fortsættelserne i hvert fald desværre ikke er udkommet.
Riskærs debatoplæg, der blev tiet ihjel
Men hvad der er mest ubegribeligt er, at anmelderne fuldstændig formår at undgå at omtale det, der er hele Klaus Riskærs ærinde med bogen, nemlig en revolution af den måde, vi tænker fængselsvæsen og fængselsstraffe og resocialisering her i Danmark. Klaus Riskær påstår at fængselsvæsenet nærmest ikke har udviklet sig siden 2. verdenskrig, og før det nærmest ikke havde udviklet sig siden 1700-tallet. Bogens hovedsigte er at vise et fængselsvæsen som mere er optaget af at deponere og nedbryde mennesker end af at benytte den åbenlyst oplagte lejlighed af varetægten til at give folk den mulighed for at komme på fode i deres liv, en mulighed som de fleste indsatte ikke ser ud til at have fået igennem skolesystemet eller på hjemmefronten, hvor det meste er gået skævt. I bogen omtales fx et af Klaus Riskærs idéer som 'Projekt Paradis', som præsenteres af en ung, kvindelig studerende ved navn Kathrine, som er en (selvfølgelig lækker) illusion, opstået til lejligheden i Klaus Riskærs hoved:
"At fængslet ikke længere skal ses som indespærring af ånd og sjæl, men i stedet for som et kloster. En renselsesproces, hvor den indsatte får kræfter og 'gåpåmod', støtte, hjælp og bistand. At meningsfulde værdier skal erstatte meningsløs afstraffelse, forsumpning i nedbrudte sociale miljøer og destruktion af den indsattes evne til at komme ud på den anden side som et helstøbt menneske."
Uanset hvad der er Klaus Riskærs motiv med at begynde at komme med forslag til om omvendelse af hele fængselssystemet - om det er for selv at komme hurtigere ud, eller få lov til at lave noget mere spændende indenfor murene, eller hvad det nu er - så synes jeg det er mystisk, at hans bog ikke i det mindste bliver anskuet som et debatoplæg, hvis nu anmelderne mener - hvilket de fleste ser ud til at være enige om - at bogen er så dårligt skrevet, at man ikke skal beskæftige sig med den som et litterært værk.
Systemets evige fanger
Hvorfor har ingen i det mindste taget bogen seriøst som et debatoplæg om et temmelig vigtigt emne, som vedrører hele samfundets sammenhængskraft? For nylig fandt jeg ud af, at fængslede, når de er færdige med straffen, modtager en kæmpe regning, for at dække sagsomkostninger, hvilket for nogles vedkommende kan løbe op i mange hundrede tusinde eller en million kroner. En straf oveni straffen, som skal betales efter løsladelse, en straf som for manges vedkommende er umulig at betale, og som derfor inddirekte fordrer enten ugidelighed og uendelig offentlig forsørgelse, eller ny kriminalitet. Klaus Riskær kommer i bogen med adskillige eksempler på, hvordan systemet ødelægger menneskers mulighed for resocialisering.
De litterære kvaliteter
Ud over at være et vigtigt debatoplæg synes jeg faktisk bogen også fortjener ros for sine litterære kvaliteter. Selvom Klaus Riskær ikke er forfatter, så viser han med denne bog, at han har et kreativt talent som er større end de flestes, og som fuldt ud matcher og overgår en lang række af professionelle forfatteres talent. Fx har han et godt øre for samtaler, en god sans for detaljer samt en intuitiv fornemmelse for, hvordan man stykker en roman sammen, så den bliver interessant, fængslende og for sin læser. Han mangler blot at skrue mere op for poesien og ned for de litterært forstyrrende elementer - alt sammen noget han kunne have fået at vide, hvis hans bog havde fået lidt mere kvalificeret redaktionel modstand, hvilket han måske kunne have fået, hvis bogen var røget i fiktionsafdelingen hos Gyldendal, istedet for fakta-afdelingen. Men vigtigst af alt, og til modsætning for rigtig mange andre udgivelser så har Riskærs bog faktisk noget på hjerte - han har rent faktisk noget at meddele verden med sin bog.
Men ingen af anmelderne undede ham alligevel at få at vide, at han har gjort et ganske godt job her - det virker på mig som om det er andre ting, som de har imod manden, som har ligget til hinder for at give bogen en fair og ordentlig bedømmelse ud fra dens egne præmisser, hvilket de jo normalt ville have gjort i enhver anden sammenhæng. På den måde synes jeg mest af alt anmelderne udstiller sig selv som uprofessionelle anmeldere. De har fået en bog i hånden, som har mere på hjerte, og er bedre skrevet, end måske halvfems procent af de bøger, der rammer avisernes redaktioner, og alligevel tager de ikke opgaven rigtig seriøst.
Samfundets affaldsprodukter
På den måde virker deres anmeldelser præcis efter den hensigt, som Klaus Riskær beskriver i bogen: Fanger skal gemmes væk, så samfundet ikke skal forholde sig til de affaldsprodukter af samfundet, som fangerne er, affaldsprodukter som er udledt af samfundet selv. Anmelderne gemmer Klaus Riskær af vejen som et affaldsprodukt, hvis ord man ikke behøver at lytte til, og tager dermed ikke hans debatoplæg eller hans skønlitterære skrift alvorligt, som et skrift vi rent faktisk kunne - og burde! - lære en masse af som samfund.
Klaus Riskærs humor undgår åbenbart også anmeldernes lettere sløvede blik, men i hvert fald er der ret mange temmelige morsomme betragtninger i bogen, fx er det da meget sjovt da Klaus Riskær efter at have været henne til en vigtig og alvorlig samtale med den piberygende direktør for Kriminalforsorgen stjæler direktørens pibetobak, som en slet skjult tak for, at Riskærs egen pibetobak tidligere blev taget fra ham fordi det var imod fængslets regulativer.
NOTE: Sjov detalje er, at da Klaus Riskær er på sviptur med fængslet i Sønderho, så kommer en ældre 'kunstnerlignende' modstandsmand op til Klaus Riskær, og fortæller ham at hans egen samvittighed er det vigtigste han har, fordi retsvæsenet ikke altid dømmer retfærdigt. Sjovt er det fordi Klaus Riskjærs egen far ifølge Wiki både er tidligere modstandsmand og kunstner - er det mon en fiktiv samtale med hans egen far han her får filtret ind i 'fagbogen'?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar