Overvejelser over, hvad der udgør kernen i kunstnerisk talent, samt betragtninger omkring hvad man bør fokusere på, når man udvælger og støtter kunstnerisk talent.
I gårsdagens udgave af det blandt feinschmeckere meget udskældte tv-program, X-factor, fik vi et bevis på en ung mand, der har et kunstnerisk talent. Hvad der er interessant ved eksemplet Morten Benjamin er, at stort set alle ser ud til at være enige om at han er dygtig, hvilket man kan se på reaktionerne i kommentarfeltet på Youtube i videoen her ovenfor, samt på reaktionerne fra både X-factor-dommerne og -livepublikummet.
Men hvorfor er der så bred enighed i tilfældet Morten Benjamin? Det er helt åbenlyst at han går ind og berører de fleste af os, der lytter. Det kan man mærke selv, og det kan man også læse på alle kommentarerne på Youtube. Han har den særlige og mystiske X-factor, som man ikke kan sætte på formel, og som vi drages imod.
Men måske kan man godt komme det nærmere? For præcis hvordan er det at Morten Benjamin går ind og rører os? Han har uden tvivl en fantastisk lækker lyd i sin stemme, og også en veludviklet sangteknik. Men en langt vigtigere del af hans talent ligger i, at han er i stand til at sætte sig selv i en følelsesladet intens tilstand bag sine lukkede øjenlåg, en tilstand han formår at filtrere sin sang igennem på en måde, så vi mærker hans følelser og dermed mærker os selv. Det indikerer en høj grad af selvindsigt og menneskelig indsigt.
Det er som om han på en og samme tid fremkalder både de kærligste stunder i sit liv, i skyggen af de mest smertefulde øjeblikke i hans liv, dog med kærligheden som den sejrende part til sidst. Han formår at være fuldstændig til stede i sangen, og formår på en måde at bringe hele sin samlede erfaringssum til torvs når han synger. Han husker følelsen af kærligheden, smerten, nederlagene, ydmygelserne og alle de intense oplevelser, der har præget hans liv.
Det er denne evne til fuldstændig at tilsidesætte alt hvad der måtte ligge af overfladiske og nuværende bekymringer og så bare gå ind og være fuldstændig til stede i følelserne mens han synger, alt sammen på en måde der ikke er forceret - det er denne evne der udgør størsteparten af hans kunstneriske talent. Selvfølgelig kombineret med en indre nødvendighed til at formidle nogle ting fra sit inderste, samt en stor kærlighed til publikum - man kan simpelthen mærke på ham, at han vil publikum det bedste - og ønsker at fortælle os noget - og det er også en af grundene til, at han får os til at føle os så godt tilpas.
Det er ikke sikkert, at han selv kan eller vil gå ind og forklare eller analysere hvorfor han er god til at synge, og det er jo i bund og grund også ligegyldigt for ham, idet han blot bør fokusere på at blive ved med at gøre det, han gør så godt.
Men måske kunne man lære noget af en sådan analyse i den kunstneriske verden? For i rigtig mange kunstneriske sammenhænge, det være sig i musikbranchen eller litteraturbranchen, der fokuserer dem, der udvælger, ikke nok på disse kerneforhold i kunstnerne og de kunstneriske produkter, som de er med til at fremelske. De tager ikke altid det ovenstående frem som en lakmusprøve inden de leger fødselshjælpere for kunstnere og deres produkter, eller inden de uddeler legater osv. - men det burde de måske gøre?
Hvad er en af grundene til, at drenge ikke gider at læse bøger i skolen? Eller til, at folk ikke gider at betale for musik længere? Hele tiden fokuserer man på alle mulige ligegyldige aspekter når man søger at finde løsningen på problemstillingerne, i stedet for at bruge tiden på at fokusere på det væsentlige: Er de kunstnere, som udvælgerne er med til at fremelske, i besiddelse af dette grundlæggende kunstneriske talent, som Morten Benjamin udviser? I mange tilfælde ville lakmusprøven vise et negativt resultat. Inden for børnelitteraturen ville man, hvis man udførte en sådan lakmusprøve, måske kunne se, at grunden til, at drenge holder op med at læse måske er, at den litteratur, der skrives for drenge i den alder, hvor de holder op med at læse, i rigtig mange tilfælde er skrevet af pseudokunstnere, og ikke egentlige kunstnere. Kunne der være en sammenhæng?
Der bliver skrevet og udgivet enorme mængder af bøger og musik, hvor kunstneren ikke er i besiddelse af disse grundlæggende egenskaber, som en kunstner bør have i sig som en selvfølge, førend en professionel kunstnerisk levevej overhovedet burde komme på tale. Morten Benjamin har fået en genvej, hvis man kan kalde det for en genvej, til forståelse og indlevelse, og det er, at han er blevet grovmobbet og tæsket gennem sin skoletid, samt at han har ADHD.
Alt for ofte fokuserer vi på det tekniske talent når vi betragter, vurderer og udvælger talent og kunst her i landet, i stedet for at tage ved lære af denne Morten Benjamin, og så begynde at anlægge et helt andet syn på udvælgelse af kunsten.
For et par år siden var der i X-factor en pige med samme evne, en blind pige, som formåede at formidle, hvordan hun havde det, fuldstændig ufiltreret ud til publikum. Desværre var hendes sangtekniske kvaliteter ikke finpudsede nok til, at dommerne mente, at hun skulle gå videre. Men hun havde evnen, som vi efterspørger, og som vi alle hylder, når den vises frem i sin færdige form. Men når den endelig viser sit ansigt foran en, i en mere spæd form, så slagter man den på grund af manglende sangtekniske kvaliteter.
Sangteknik kan man sætte mennesker til at lære, hvis de i forvejen udviser et nogenlunde talent, men det er kun livet der kan lære dig dét, som den blinde pige, eller Morten Benjamin for den sags skyld, er i besiddelse af. Der er også et par andre i årets X-factor, som er i besiddelse af denne evne, og det er humørbomben Mulila fra Afrika, samt storfavoritten Ida. For et par år siden var der desuden en pige ved navn Sidsel af Sri Lankansk oprindelse, som havde evnen. Man kunne håbe at der på et tidspunkt bliver en selvransagelse og en debat omkring, hvad der egentlig er vigtigt i forhold til talentudvikling. Her er et af de meget få eksempler på egentlig X-factor i X-factor, Anne Louises meget smukke fortolkning af Kashmirs 'Splittet til atomer':
Sjovt nok så viser et tilbageblik på alle de foregående års vindere af X-factor at ingen af dem reelt har haft X-factor eller har været store kunstnere med besiddelse af den form for talent, som de ovennævnte har været i besiddelse af. Der har som sagt været X-factor enkelte gange i showet, men de er ikke gået hele vejen nogen af årene, hvilket måske burde være et vink med en vognstang om, at et eller andet i showet ikke er, som det skal være.
Der har været rigtig mange teknisk dygtige sangere igennem tiden, men "dem kan man fodre svin med," som Thomas Blachman sagde i går - reelt har der måske kun været ca. 5 stykker der har haft den der særlige evne. Og det er jo hverken færre eller flere end der ville have kommet frem i musikbranchen på et par år alligevel, udenom X-factor, hvilket er værd at tænke over, og burde få tankerne til at lede hen i retning af, at teknik ikke er det vigtigste og aldrig kan være et mål i sig selv - det vigtigste og eneste mål er indholdet, indlevelsen.
Der bliver brugt alt for meget tid på at fokusere på alle mulige andre aspekter, selvom det vigtigste i virkeligheden er denne evne til at få andre til at mærke dybden i sig selv, hvilket disse mennesker er i besiddelse af, og som udgør den egentlige X-factor. Man kan skrive nok så mange bøger eller lave nok så mange plader osv., men hvis ikke du er i stand til at viderebringe noget ægte fra dit inderste, igennem det, du laver, så er du i bund og grund ikke kunstner efter mine bedste overbevisninger. Det hænger på mange måder sammen med begrebet 'ægthed'. Spiller man musik eller skriver bøger fordi det er sjovt og hyggeligt, eller fordi man får berømmelse, respekt eller hvad ved jeg, ud af det, eller gør man det af en indre nødvendighed som består af, at du er nødt til at formulere noget væsentligt til dine medmennesker?
Størsteparten af al kunst har ikke denne iboende nødvendighed i sig, og er dermed groft sagt tidsfordriv eller underholdning, også selvom det definerer sig selv som kunst. En lang række af disse kunne man kalde pseudokunstnere. Disse pseudokunstnere består af mennesker, som er så gode til at efterligne de egentlige kunstnere, så det virker som om de føler tingene ægte, så det virker som om de laver ægte kunst.
Den slags pseudokunstnere består kulturlivet af for en stor dels vedkommende, og de løber også med stort set al medieeksponeringen, hvilket man som nævnt kan se i og med, at ingen af X-factor-vinderne besidder egentlig kunstnerisk X-factor. Et udpræget godt eksempel på sådanne pseudokunstnere er fx X-factor-dommer Pernille Rosendahl, samt de tidligere års dommere, Lina Rafn og Remee, hvilket måske burde diskvalificere dem som dommere i en udvælgelsesproces - i hvert fald hvis målet er at udvælge og sætte skub i fremkomsten af egentlig kunst, og ikke kun underholdning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar