Når landsbyerne dør med skolens lukning

Kalvehave Skole på en regnvejsdag.

Jeg fandt for nylig ud af, at Vordingborg Kommune ønsker at nedlægge min barndoms skole, Kalvehave Skole, som også danner rammen om min seneste børnebog, 'Jeg er modig. Indtil bladene en dag forsvinder.' Det fik mig til at skrive et læserbrev til Sydsjællands Tidende, som du kan læse nederst i denne blogpost, og som blev bragt. 29. februar.

Men egentlig går diskussionen om skolelukninger vel ud til en meget stor del af landet, ud over Kalvehave. For siden 2001 er der foretaget 500 skolelukninger, ifølge DRs artikel og radioudsendelse 'Landsbyerne lukker med skolen', og i de kommende år vil ske yderligere 230 lukninger.

Dronning Alexandrines Bro set fra Kalvehave kirke

En ting er, at lukning af en landsby sker på baggrund af, at der simpelthen ikke er mulighed for overlevelse. Men i mange tilfælde sker landsby- og skolelukninger netop ikke som følge af almindelig, fair konkurrence, men som følge af mere eller mindre uigennemtænkte og desperate statslige eller kommunale beslutninger.

I tilfældet Kalvehave er det startet med, at DTU, som af den tidligere regering fik selvbestemmelse, har valgt at flytte Vordingborg Kommunes eneste forskningsarbejdsplads, Lindholm Forsøgscenter, til Tyskland og København. Og det på trods af, at besparelsen efter nyere beregninger kun er omkring 1 mio. om året i driftsomkostninger, og at Lindholm i forvejen laver deres samarbejde med omverdenen i form af e-mails etc. med afdelinger i fx Århus og derfor i princippet ikke har brug for en placering nær København. Og på trods af, at man på Lindholm har alle bygningerne parat, og for to år siden netop har bygget nye, topmoderne bygninger for omkring 80 millioner.

Mønsbroen med Kalvehave og Nyord i baggrunden.

Hvor mange år skal man ikke ud i fremtiden førend det begynder at blive rentabelt at flytte Lindholm? Dertil kommer, at lukningen af først Lindholm, og siden områdets folkeskole, uden tvivl vil føre til, at store dele af områdets og kommunens ressourcer vil forsvinde ud af området for tid og evighed. Hvem betaler prisen? Det gør de små samfund ude i provinsen, som ikke er store nok til at råbe op, og som ikke er stærke nok til at modstå indgreb af denne størrelsesorden.

I DR-udsendelsen, som jeg linkede til i begyndelsen af denne artikel, får formanden for Landsbyerne i Danmark, Carsten Abild, det præcise spørgsmål: Hvor stor en andel af de landsbyer, som får lukket deres skole, vil reelt kunne overleve? Svaret er ifølge Carsten Abild, at i de tilfælde, hvor folkeskolerne ikke på privat initiativ bliver omdannet til fx lilleskoler, så dør stort set samtlige landsbyer når skolen lukker, det viser alle undersøgelser. En anden ting Carsten Abild også siger er, hvilket jeg også kommer ind på i mit nedenstående læserbrev, at det reelt er meget, meget billigt at holde de små folkeskoler kørende, i forhold til hvor meget det koster at lukke skolerne, i tabt skattefortjeneste, fordi de ressourcestærke skatteborgere flytter ud eller bliver helt væk, samt pga. svigtende hussalg og dalende huspriser.

Mit læserbrev om Kalvehave Skoles lukning til Sydsjællands Tidende: Læs det også online i Sydsjællands Tidende, side 56