At ændre en roman fra 3. person til jeg-fortæller

Påbegyndte i går de gennemgribende ændringer i min roman, som jeg for nylig fik en slags vision om, var en nødvendighed at udføre. (læs ’Som splintret glas – en skriveerkendelse’)

Det tager sin tid at ændre en hel roman fra 3. person til jeg-fortæller. Selvom skriveprogrammerne har deres ’søg og erstat’-funktioner, så giver det jo fx ikke meget mening blot at skrive ’jeg’ alle de steder, hvor der før stod ’han’ – i hvert fald ikke når der også optræder en hel del andre hankønsvæsener i bogen. Så det eneste, der dur er hårdt, manuelt arbejde.

Men jeg har allerede nu, efter 4-5 timers arbejde, fået et klart bevis på, at det var et rigtigt valg. Nu kan jeg pludselig se romanens sproglige svagheder lyse mig i øjnene. Sætninger, som jeg før havde ophøjet som små sproglige perler, forekommer mig pludselig trivielle og patetiske. Jeg troede, at bogen var langt mere færdig end tilfældet var, men der er stadig et stykke vej før sproget er derhenne, hvor jeg ved det skal hen.

Jeg har tit hørt, at når man er færdig med et udkast skal man lade det ligge i seks uger før man tager fat på det igen. Det kan give den nødvendige distance til, at man kan læse sit manuskript som om det var en anden der havde skrevet det, og dermed få en mulighed for at komme videre med projektet, idet man derved på en måde agerer sin egen konsulent.

Det har vist sig at være nødvendigt et utal af gange med dette manuskript. Fordi jeg undervejs ofte er gået i stå, og ikke har vidst, hvad jeg skulle gøre, hvilket hænger sammen med, at manuskriptet har været med mig i stort set samtlige faser jeg selv har gennemgået i min udvikling som forfatter. Og når man ikke ved, hvad man skal gøre, så er pausen en oplagt mulighed, nogle gange en nødvendighed.

Men hvis man mærker at man ved, hvad man skal gøre, for at komme i land, så er det, at tage en pause, nogle gange bare dovenskaben der viser sit ansigt. For der kan godt gå så lang tid, at man kommer for langt væk fra alle de vidt forgrenede, mere eller mindre ubevidste, strømme, der ligger som et netværk under romanens temaer og sprog.

Derfor kan det også ofte, hvis man er inde i et godt flow, være en stor fordel at færdiggøre tingene i en glidende bevægelse, en bevægelse som kan gå over dage, uger eller måneder. Så kommer der ofte til at stå mange flere kloge og skarpe og smukke ting på siderne, som man ikke selv var klar over, og som ikke var bevidste. Og derudover er det som oftest også sjovere og langt hurtigere.

Jeg forsøger af min erkendelse, som går på, at man ikke skal forspilde flowet når det er der, med diverse undskyldninger om alt muligt mellem himmel og jord. Det gælder om at udnytte det til fulde. For så kan man også give sig selv ro og lave noget andet, når der ikke er noget flow.