 |
| Korpus forklædt som Warhol |
Jeg læste Claus Beck-Nielsens nye bog 'Jeg taler til jer' forleden. Eller det vil sige: Jeg tror nok jeg læste hans nye bog forleden, for efter endt læsning fandt jeg ud af, at Claus Beck-Nielsens borgerlige navn åbenbart står ledigt som et forladt internet-domæne, efter han igennem ti år har forsøgt at opløse sin egen identitet (kulminerende med begravelsen af hans identitet på Assistens Kirkegaard i oktober sidste år, et optog jeg selv deltog i), så enhver nu i princippet kunne være forfatteren til 'Jeg taler til jer'. Dette påpegede Claus Beck-Nielsens omvandrende korpus da også selv over for Informations anmelder, Tue Andersen Nexø:
»Da ethvert menneske i princippet kan være Claus Beck-Nielsen, så er det absolut muligt, at jeg er forfatter til Claus Beck-Nielsens nye roman. Men det kan lige så godt være dig, der er forfatteren.«
Jeg må indrømme, at jeg faldt lige på halen i, da jeg læste bogen, idet hele denne litteraturdebat var gået hen over hovedet på mig i løbet af efteråret. Så jeg læste med stor fryd, idet jeg ikke har læst hans bøger siden den fantastisk fængende 'Claus Beck-Nielsen - Biografi 1963-2001' i 2004, og derfor glædede mig til at se, hvilke skinner han nu lagde ud foran sig selv.
 |
| Biografien, her i en svensk udgave |
Hele projektet med 'Jeg taler til jer' forekom mig hurtigt som værende en lettere fortyndet udgave af Claus Beck-Nielsen, som jeg kender ham, et slags mellemspil i hans forfatterskab, men da jeg først havde accepteret dette, begyndte den faktisk at blive temmelig morsom på en temmelig plat måde, og jeg tænkte da også flere gange over, hvad han dog havde gang i med denne udgivelse - hvorfor var han pludselig ude på at træde hele verden over fødderne, hvorfor ville han med ét slag fornærme både afrikanerne på Nørrebro, og tale nedsættende om kvinder og hele den danske bestand af forfattere og anmeldere? Men jeg læste troligt videre, fint underholdt, og tænkte, at det var jo Claus Beck-Nielsen, og han kunne jo i princippet finde på hvad som helst, og dette var måske et absurd forsøg på at skifte fuldstændig spor.
Da jeg havde læst bogen søgte jeg selvfølgelig om bogen på nettet, og så begyndte skuffelsen for alvor at brede sig. For det viste sig, at rygterne om den egentlige forfatter bag 'Jeg taler til jer' allerede var ilet dens udgivelse i forvejen, så bogen var blevet ignoreret af store dele af anmelderkorpset, da den udkom i oktober i år.
Og så begyndte brikkerne selvfølgelig at falde på plads, og skuffelsen meldte sig. For nu havde jeg siddet i flere timer og troet jeg læste en bog af en mand, som jeg finder vældig inspirerende og interessant, og hvis fremtidige kunstneriske udvikling jeg havde afventet med stor spænding. Hvilket træk kan han om muligt lave efter han bogstavelig talt havde sænket sit ti år lange identitetsprojektet i jorden? Forhåbentlig ville han skifte ham og finde helt nye veje at betræde.
Da jeg begyndte at tænke mig lidt om, så kunne jeg heller ikke få denne temmelig nedladende og usympatiske bogs fortæller til at harmonere med Claus Beck- Nielsen. Jeg mødte ham (hans korpus, undskyld) på Spot Festival for et par år siden, hvor jeg rendte rundt og anmeldte for Bandbase/Gaffa, og der hilste jeg på ham og fortalte at jeg var fan af hans 'Biografi', og jeg må sige, at jeg fik indtrykket af en nærmest selvudslettende høflig og venlig mand, som tydeligvis satte stor pris på min kompliment.
 |
| Beck-Nielsens 'enke' lægger roser på kisten |
Nå, men tilbage er der vel bare at sige, at jeg har været lidt for naiv i min litteraturlæsning, og at jeg glemte at friske op på, hvad Claus Beck-Nielsens projekt egentlig har handlet om. Men min temmelig ukritiske og autoritære tilgang til forfatternavne og bogtitler, samt til Claus Beck-Nielsens projekt, bed mig bagi, så jeg nu endte med at sidde sad tilbage med en temmelig stor irritation over at have spildt min tid, idet jeg ikke fandt ud af noget som helst om hans fremtidige projekt, og i stedet endte med at blive temmelig træt af hele dette identitetsprojekt.
Køb bogen her!
2 kommentarer:
Spørgsmålet er jo også, om ikke 'projektet' forlængst har nået sit betydningsmæssige klimaks (hans 'død' f.eks.). I sig selv rejser det interessante spørgsmål til både kunst og eksistens, når Beck-Nielsen går ud og laver sådan et stunt, men luften lukkes langsomt ud af ballonen, synes jeg, når han vedvarende insisterer på sin egen ikke-eksistens. Eller sagt med andre ord: det underminerer på en måde det konceptuelle stativ, spørgsmålene hænger på, og man kan efterhånden spørge "Er det døden og dens kunstneriske ekkoeffekter i sig selv, han er interesseret i, eller er det rent faktisk et liv EFTER døden, han er på jagt efter?". Noget kunne efterhånden tyde på det sidste. Han er i hvert fald i fare for at ende som et spøgelse i mere end én forstand.
Når det er sagt, så må jeg også lige tilføje, at jeg (indtil videre) har haft stor sympati for hans arbejde. Som nævnt så synes jeg, at han rejser nogle interessant spørgsmål, og jeg er overbevist om, at man i fremtiden vil se tilbage på hans projekt med både forståelse og respekt. Man kan blot håbe på, at han formår at fastholde det essentielle, så det ikke løber ud i sandet og bliver en vag kunstner-galpen.
Udfordringen for Beck-Nielsen, tror jeg, er at undgå at slå plat på sit dødsstunt. På et tidspunkt er han nødt til at stille sig tilfreds med de effekter, det allerede har haft. Han må acceptere sit selvmord! Men så igen, hvordan gør man det, når man fysisk set stadig findes. Hvor går man hen som død? Og hvad helvede skal man lave? Måske er det i virkeligheden det, han vedvarende spørger sig selv. Måske er det bare os, der ikke fatter omfanget af hans eksistentielle skærmydsler.
Ja, og på en eller anden måde var det måske også at gå for langt, at han ligefrem valgte at ’begrave sig selv’. For mig tog det i hvert fald en god del af luften ud af ballonen – ikke på selve dagen for begravelsen, men efterfølgende, hvor jeg havde en lidt tam følelse omkring projektet. En del af magien var på en måde gået af det hele.
Jeg tror også, som du siger, at han nu må stille sig tilfreds med identitets/dødsprojektet og så begive sig ud ad nye stier. Ellers er der nok fare for, at det bliver lige lovlig patetisk.
For min skyld gør det ikke noget, hvis han venter et år endnu med at lade høre fra sig. En begravelse kræver vel ligesom lidt tid at fordøje, hvis man skal tage en slags ’genopståen’ seriøst? Men jeg tror, ligesom du, at han i netop denne stund må have nogle seriøse grublerier omkring, hvordan pokker han skal tage sit kunstneriske projekt hen efter denne her omgang… for det kan ikke være nemt, når man sætter overliggeren så højt som han gør.
Det bliver på en eller anden måde utroligt spændende at opleve hvordan hans eftermæle bliver, når han engang om mange år går herfra – hvis man ellers kommer til at opleve det. For det må vel også tage litteratur-, kunst- og samfundskritikerne noget tid at forstå hans livsværk til fulde, og komme til at kende effekten af hans værker. Man har på fornemmelsen at det kun er eftertiden der kan fortælle os, hvor stor en kunstner han egentlig er - om hans virke kommer til at blive anset som et stort, opstyltet bluffnummer eller stor og vigtig kunst.
Men du har ret, som det er lige nu, så står han måske på vippen til at kunne ødelægge det hele.
At han bærer kimen i sig til at kunne tage det hele på gulvet, oplevede jeg engang i Århus, hvor jeg så ham optræde med sine egne sange, efter et fantastisk foredrag – hans musikalske optræden var så tåkrummende jammerlig, at man ikke troede sine egne ører. Det var den mest hæslige overgang jeg nogensinde har oplevet – fra ekstremt fascinerende fortællekunst til fuldstændig og aldeles rærlig musik.
Det kan også sagtens tænkes, at manden er færdig i showbiz, idet han har leveret sit livsværk til ende, og fra nu af kun vil opleves som en gal landsbytosse med en guitar. Jeg har da i hvert fald flere gange spurgt mig selv, i hvor høj grad manden er i sindsmæssig ligevægt eller ej – men han er jo også skuespiller, og garanteret en dygtig en af slagsen. Spændende bliver det i hvert fald at følge hele projektet! Tak for din kommentar, i øvrigt!
Send en kommentar