Om børnelitteraturens paradoks og drenges svigtende læselyst

Om det særligt børne- og ungdomslitterære paradoks der opstår, når en ellers intenderet realistisk romankarakterers måde at agere og handle på rammer fuldstændig skævt af karakterens faktiske alder. Og det problem der ligger i, hvis smagsdommerne ikke evner at spotte dette paradoks, idet de jo dermed heller ikke kan bedømme det. Og hvordan jeg med alt dette ender med at komme nærmere på et nyt bud på drenges svigtende læselyst.

Har lige læst Bo Green Jensens sympatiske og stemningsfulde ungdomsbog, 'Dansen gennem sommeren' her til eftermiddag og var især inspireret af den sanselighed og poesi, der gennemstrømmer bogen, og får historien til at leve. En poesi, der desværre stadig, lidt over tredive år efter bogens udgivelse, ser ud til at være lidt af et særsyn i ungdomsbøger, der som regel baserer sig på et langt mindre poetisk sprog.

Overordnet set, var det en rigtig inspirerende bog at læse, som gav mig adskillige idéer til egen skrivning, men i denne sammenhæng var det dog en lidt mindre heldig ting, som faldt mig i øjnene, og som egentlig var det, jeg ville tale om her, nemlig at nogle af personerne i bogen forekom mig at være endog lige lovlig voksne til tider.

Forfatterens mørkt filosofiske gidsel i teksten 
Bo Green Jensen har benyttet sig af det litterært ofte benyttede trick, at han har lavet en dyb og mørkt filosofisk karakter som ven til den mere ligefremme jeg-person, en fyr der kaldes Stankelben, som fremsiger monologer så filosofiske og indsigtsfulde, at de lyder som om det er Michael Strunge, der taler ud af hans mund. Dermed gør forfatteren delvist Stankelben til gidsel for forfatterens egen samfundskritiske betragtninger, under påskud af, at det er en troværdig karakter i en bog, der fremfører dem.

Jeg har også været venner med kloge 16-årige dengang jeg var yngre, men aldrig nogen 16-årige, der ud i én køre har fremført noget helt på niveau med Stankelbens 'junkie'-tale, som han fremfører rundt om et bål på Bornholm:

"- Alle er narkomaner. Junkien er blot en karikatur, alle afhængige mennesker i fortættet version. Alkoholikeren, flaskemennesket, er hans fætter, men vi er alle sammen afhængige. Hele verden er junkie. Den skal have olie og energi og velfærd og sprøjter gerne gift ind i sit blod, hvis det kan holde byernes hjul i gang. Og vi helmer ikke, før jorden er tom. I den moderne mennesker er der ingen frie mennesker, og junkien er indbegrebet af denne slaveeksistens. Tv er junk. Benzin er junk. Hver har sin gift, og hver har sin nål, og de, der foragter junkier, er idioter i et glashus. Vil jeg mene." 

Om det børnelitterære paradoks
I det hele taget er det ikke noget særsyn i ungdoms- og børnelitteratur, at romankarakterernes måde at agere på rammer fuldstændig skævt af karakternes faktiske alder. Jeg har adskillige gange undret mig over, at der ikke bliver bedømt noget mere ud fra dette, når de voksne leger smagsdommere og udvælger bøger til børnene, hvad enten det er i form af anmeldere, folkeskolelærere, seminarielærere, fagbogsforfattere etc. For dermed kommer voksne tit til at vælge litteratur, som er god litteratur, set fra voksnes øjne, men som overhovedet ikke har taget stilling til, om litteraturen rammer børnene der, hvor de er.

Jeg siger ikke, at man skal tale ned til børnene, og det er helt bestemt også godt at give børn noget intellektuelt at tænke på, som i 'Junkie'-talen ovenfor - men jeg synes problemet kommer, når de voksne, som er børnenes og de unges stort set eneste adgangsvej ind til litteraturen, ikke i høj nok grad ser ud til at være i stand til at spotte, hvornår romankarakterer rammer plet i den psykologiske udvikling, og hvornår de overhovedet ikke gør.

Et undervurderet aspekt i bedømmelsessituationer 
Dette er et aspekt i børne- og ungdomslitteraturen, som der måske ikke i høj nok grad bliver taget stilling til i bedømmelsessituationer - måske bliver det ofte blot taget for givet, at anmelderen har taget stilling til det, selvom det burde være et mere eksplicit og afgørende bedømmelseskriterium. De tilfælde, hvor der bliver taget stilling til det, ligger primært når de voksne mener, at noget bliver grænseoverskridende for børnene, og 'junkie'-talen er jo ikke på den måde grænseoverskridende.

Problemet ligger måske i virkeligheden i, at langt de fleste voksne anmeldere, lærere etc. tror de har fantastisk god indsigt i netop dette felt, mens det ofte slet ikke er tilfældet? Og at de mennesker, som ansætter dem, som skal bedømme, endnu mindre har indsigt i dette felt, og derfor stoler blindt på deres indsigt i børnenes verden, fordi deres indsigt trods alt er bedre end deres egen?

Et konkret eksempel
Et eksempel på noget af ovenstående er fx dengang i 2009, da min egen bog, 'Hvad så, Vilmer?', i en lektørudtalelse (bibliotekernes anmeldersystem, som har afgørende betydning for biblioteksindkøbet) blev sammenlignet med Haye Van der Haydens 'Små kys'-serie. Dette var i mine øjne en lettere absurd sammenligning, som i virkeligheden udstillede lektørens manglende sans for, hvornår forfattere har indblik i barnesindet, og hvornår de ikke har.

For det var efter min mening netop en af min bogs allerstørste forcer, som vedkommende uforvarende kom til at nedgøre ved at sammenligne den med 'Små kys'-serien, idet 'Hvad så, Vilmer?', bedre end langt de fleste børnebøger jeg har læst til denne målgruppe, formår at ramme børnenes alder, sind og måder at agere på lige på kornet, mens 'Små kys'-serien ofte er så tåkrummende elendig indenfor denne kategori, at man undrer sig over, hvorfor den er blevet udgivet i Holland i første omgang, og endnu mere undrer sig over, hvorfor den er blevet oversat til dansk. For eksempel er der nogle uskyldige, seksuelle beskrivelser som ligger et godt stykke fra, hvordan et barn ville opfatte og udføre dem, at det er tydeligt at der er tale om en voksen, der ikke er i stand til at sætte sig ind i et barns måde at opfatte verden på.

Et bud på årsagen til drenges svigtende læselyst 
Når man hører så meget om, at drenge ikke gider at læse litteratur, så kan det undre, at man i stedet for at tage så meget hensyn til læsebearbejdelse og lix-tal, at man risikerer at kvæle poesien, ikke i stedet tænker på, om man skulle arbejde noget mere med ovenstående problemstilling? Børn vil i mine øjne have godt af en langt mere poetisk børnelitteratur, hvilket Bo Green Jensen med sin bog for 31 år siden slog et virkelig fint slag for - for børn er langt mere sanseligt kompetente end voksne tror - men hvis det skal være en rigtig succes, skal det i mine øjne stadig gøres på en måde, der afspejler, at de voksne har sat sig endnu bedre ind i børnenes verden, og viser at de respekterer romankarakterernes reelle psykologiske alder.

Det drejer sig i virkeligheden også om at den litterære troværdighed i børnelitteraturen ofte bliver brudt uden konsekvenser: Voksne ville jo heller ikke acceptere, hvis detektiven i en kriminalroman taler som en 15-årig teenager lige pludselig, så hvorfor skulle børn acceptere at en 15-årig begynder at tale som en 27-årig Michael Strunge på hallucinerende stoffer, og hvorfor skulle fx drengene så acceptere det og gide læse det? Meget af det, vi tror handler om drenges manglende læselyst, bunder måske lige så meget i litteraturens manglende kvaliteter på ovennævnte punkt?