Hårdtslående og mindeværdig debut



Pressevenligt pressebillede af forfatteren.

For nylig læste jeg en af de mest iøjenfaldende debutudgivelser jeg har læst fra en dansk forfatter. Det var Bjørn Rasmussens kortroman med den lange titel: 'Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet'.

Bogens fortæller bærer samme navn som forfatteren Bjørn, og i selve bogen er der også temmelig mange konkrete ting der peger i retning af, at dette er en roman med stærkt selvbiografiske træk, i og med, at der fx midt i bogen er fotografier af Bjørn Rasmussens heste-standpunktskarakterer, eller hvad man nu skal kalde dem.

Grænseoverskridende smukt
Når det er interessant er det fordi selve handlingen er temmelig voldsom og lige på, rå og poetisk. Den handler om en ung, homoseksuel fyr, der er blevet seksuelt misbrugt af sin mor og som dreng har et hemmeligt SM-forhold til sin voksne ridelærer. Som helt ung østjyde i København vælger Bjørn at få arbejde på et bordel, hvor han gudhjælpemig krydser samtlige 27 seksuelle præferencer af, da bordelmutter beder ham fortælle, hvad kunderne kan få hos ham.

Man skiftevis græmmes, frastødes og tiltrækkes af Bjørn Rasmussens bog, men man kan ikke undgå at læse den færdig, fordi der er så meget på spil for både forfatteren og fortælleren Bjørn, og fordi sproget mange steder flyder så smukt og er så særegent sprudlende, at det er en ren nydelse at læse.

Psykologi som religion
En af de ting, der falder i øjnene er balancen mellem det ekstremt eksplicitte og det meget implicitte - nogle steder er sexscenerne beskrevet voldsomt detaljeret, og andre steder antydes tingene kun let. Og det fungerede rigtig godt for mig. Hele hans seksuelle og psykologiske udvikling er ekstremt interessant at studere fordi man får lov at komme helt ind til personen - eller i det mindste har forfatteren formået at opbygge en illusion om, at man kommer helt tæt på personen - dog spidder fortælleren flere gange psykologer og psykologien, og fejer således psykologiserende mennesker af banen med den mindeværdige sætning: Psykologi er jeres religion.

Det kan føles som et lettere absurd angreb (eller forsvarsmekanisme) fra både fortæller og forfatter, absurd fordi hele Bjørns væsen tilsyneladende er blevet flænset op og lagt blødende til skue på jorden, men hvis nogen ikke kan dy sig for at pille lidt i kadaveret (lege psykologistuderende) så får de et rap over nallerne af Bjørn. På en måde føles det som en løftet pegefinger om, hvordan forfatteren ønsker at hans værk skal læses, hvilket han jo i bund og grund (heldigvis) ikke har noget at skulle have sagt omkring alligevel.

Når man trækker i land
Det eneste, der dog direkte irriterer og får en ellers virkelig god bog til at falde en anelse i niveau, er et afvigende afsnit hen imod slutningen, hvor forfatteren af en eller anden grund ser ud til at føle trang til at afvæbne og svække hele bogen med en masse ord omkring, at man jo ikke skal tro på alt, hvad man har læst, og at man jo skal huske på, at det er fiktion: "At du læser 'mig' er selvfølgelig en hovedløs fortalelse, og i forlængelse heraf  bør jeg nævne, at jeg ikke har fundet på det hele selv," hvorefter han opremser en masse forfattere, hvis sætninger han har lånt, og herefter glider direkte over i en ligegyldig takketale til Copydan-midlerne og en række menneskenavne, som læsere, der ved en del om forfatterskolen (hvor Bjørn Rasmussen har gået), udmærket kan afsløre som ægte forfattere. Fx er der næppe mange andre end Pablo Llambias der hedder Pablo til fornavn, og navnet Christel skulle vel ikke efterfølges af et Wiinblad?, og Solvej måske af et Balle?, og Merete måske Pryds Helle?

I det hele taget så kunne bogen godt være sluttet lige inden denne opremsning og takketale. Det er i hvert fald der bogen slutter for mig. Et irriterende træk, som enhver redaktør med respekt for sig selv burde have overtalt Bjørn Rasmussen til at fjerne - eller flytte om i nogle noter - inden udgivelse. Men på den anden side - hvis det var mig, der havde skrevet en så ekstrem bog ville jeg nok også have følt trang til at afvæbne bogen inden den skulle ud til verden. Det er blot synd for litteraturen, når man laver den slags numre.

En vild udgave af Tomas Espedal
Det er dog petitesser, for overordnet set er det en fantastisk spændende debutbog, som man aldrig vil glemme igen. Faktisk minder bogen lidt om en vild udgave af Tomas Espedal - den associerende skrivemetode, hvor sproget i sig selv er i front, og hvor forfatteren skifter mellem meget konkrete sceniske beskrivelser, flettet ind imellem lyriske og mere abstrakte formuleringer. En vældig effektiv og poetisk skrivestil, der tiltaler mig vældig meget, og som sætter forventningerne til hans fremtidige forfatterskab helt i vejret.

Dog er det altid interessant at se, hvad en ung forfatter, der i den grad ser ud til at have plukket sin hovedstol i sin debut, vælger at fortsætte med i fremtiden. Jeg håber han fortsætter med at gå tæt på mennesket, og ikke bliver fristet til at gå ud af et ligegyldigt sidespor. For om hans bog er selvbiografisk eller ej, er jeg i bund og grund ligeglad med, så længe han formår at overbevise mig om, at det er "mere virkeligt end hvis det var sket i virkeligheden," som er et af Ernest Hemmingways mantraer om skrivekunsten i 'Om at skrive'.

Køb i øvrigt også gerne Bjørn Rasmussens debut alene for det smukke bogomslag, lavet af Thomas Joakim Winther, der dog kun delvist kan ses her til højre.