Som splintret glas - en skriveerkendelse

Jeg læser Helle Helles 'Dette burde skrives i nutid', i anledning af hendes netop tildelte pris, De Gyldne Laurbær, men jeg mister koncentrationen idet der ikke rigtig sker noget i bogen, og jeg begynder at tænke på min egen roman, som har hvilet siden natten før juleaften.

Det går op for mig, at den måske ikke skal skrives i 3. person men derimod i jeg-fortæller. Min erfaring siger mig, at det eneste rigtige svar ikke kommer til mig ved at tænke mig grundigt om, men tvært imod ved at give plads til mine fornemmelser.

Jeg forestiller mig en række tilfældige sætninger fra bogen, skrevet i jeg-fortæller i stedet for 3. person, og i det samme ser jeg mig selv sprænge min vej ud af en klaustrofobisk beholder at tykt glas; nu svømmer jeg pludselig under vandet, under et tykt lag is, jeg sprænger min vej op gennem det tykke lag, der splintrer som glas omkring mig; jeg rejser mig, drivende af iskoldt vand, og ser verden med et langt klarere blik, de dumpe lyde er med ét blevet skarpe; jeg er skabt til at bevæge mig på land, til at se igennem luft, og ikke vand.

Jeg skal skrive bogen om. Det bliver et stort arbejde, og tanken har strejfet mig flere gange tidligere, men nu står det helt klart for mig. Det er det eneste rigtige at gøre.

Jeg fortalte min kæreste om min erkendelse, og hun sagde: "Fik du virkelig alt det ud af at læse tyve sider af Helle Helle? Det var mere end jeg fik ud af hele bogen." Det skal dog lige siges, at vi begge er fans af 'Ned til hundene' og 'Rødby-Puttgarten'.