fredag, januar 27, 2012

Når Dan Turell ikke er fin nok


For ti år siden arbejdede jeg som pædagogmedhjælper i en børnehave i den finere ende af Vesterbro, mens jeg drømte om at udgive bøger og plader, og lave store maleriudstillinger og blive en rigtig kunstner. Derfor stod jeg ofte op et par timer inden jeg skulle møde i børnehaven for at kunne nå at arbejde lidt på mine ting.

En dag fandt jeg ud af, at en af de sjoveste og mest opfindsomme små drenge i børnehaven havde en far, der var digter, og tilmed en anerkendt digter, der fik masser af penge fra staten til at skrive sine ting. Jeg drømte om at suge næring ud af hans kunstneriske talent, og begyndte derfor at købe nogle af hans bøger og samle mod til at tale med ham om det at skrive.

En sen eftermiddag, da de fleste var gået hjem, og han kom for at hente sin dreng, stødte vi på hinanden på legepladsen, hvor jeg som oftest drønede rundt med ungerne. Jeg fortalte ham, at jeg gerne ville være forfatter og havde skrevet en digtsamling, der dog endnu ikke var blevet antaget. At jeg havde læst hans seneste bog og godt kunne lide den. Han var meget høflig og interesseret og spurgte ind til, hvad jeg læste af litteratur.

Det eneste, der florerede i mit hoved, var Dan Turéll, som jeg havde læst en hel del, og som havde været en af dem, der havde givet mig inspiration til at blive forfatter, idet han med sin ligefremme, humoriske gadedrengestil i fx 'Vangede-billeder' og i hans digtsamlinger ramte noget i mig allerede som teenager.

Jeg ville måske også gerne have sagt Dostojevski eller Camus, eller noget andet, der virkelig kunne imponere den flinke digter, som netop nu udviste interesse for min skrivning, men der dukkede ikke andet op end Dan Turéll, hvilket jeg heller ikke på nogen måde var ked af.

Sammensætningen af de to små navne, 'Dan' og 'Turéll', fungerede på sin vis som en spulende byge af iskoldt vand i digterens ansigt, og i det samme blottedes et koldt og fornærmet stenansigt, og den ellers så interesserede digter vendte sig om på hælen og gik ind for at hente sin dreng, og tog hjem uden at sige farvel.

Det var den dag jeg lærte noget om, at nogle mennesker er i stand til at være så overfladiske, at det grundlag, de dømmer andre mennesker ud fra, er så spinkelt, at det nærmest må betragtes som værende fiktion.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

- Hvem var forfatteren?

Mads Heinesen sagde ...

Hehe, spurgte den anonyme læser :-) Det må nok desværre forblive mellem mig og ham, også selvom han sikkert ikke engang ville kunne huske denne lille hændelse. Tak for kommentaren!