Tanker om skrivekunstens psykologi

På det skrivehold, jeg havde kort før jul, gik en kvindelig psykolog, som adskillige gange i løbet af kurset kom med nogle vældig interessante ytringer omkring, hvor meget de teknikker, indfaldsvinkler og øvelser jeg introducerede dem til i skrivekunstens navn, havde af påfaldende ligheder med teknikker man benyttede som terapeutiske redskaber indenfor psykologien.

Jeg har tænkt en del over dette siden, og egentlig er det jo ikke så underligt, da jeg udover at interessere mig meget for menneskets psykiske processer som en naturlig del af forfatterhvervet, også har interesseret mig meget for de psykologiske aspekter ved selve det at skrive, ikke mindst efter flere længerevarende perioder med skrivekrise og manglende motivation og skaberglæde.

Når man først har prøvet at skrive noget, som var rigtig godt, og har fundet stor glæde ved det - det kan i mit tilfælde både have været et digt, et stykke prosa, en sang eller for den sags skyld et maleri - og man så efter en periode slet ikke ser sig selv i stand til at frembringe noget der har tilnærmelsesvist samme niveau, og heller ikke kan finde gejsten omkring det længere, så er det naturligt at begynde at spekulere over, hvad der var grunden til den manglende kvalitet og lyst.

Jeg grublede over forskellige tanker om sammenhænge, og måtte blandt andet erkende, at der er en tæt sammenhæng mellem ens læsning og kvaliteten og kvantiteten af ens skrivning. Men jeg tænkte også på, hvordan det kunne være, at jeg den ene dag så let som ingenting kunne skrive noget blændende klar prosa, som jeg kunne modtage legater på, mens jeg på et senere tidspunkt havde så patetisk lidt tiltro til min skrivning, at jeg måtte få min kæreste til at skrive første udkast af en mindre tekst, der skulle afleveres til et forlag under deadline - en tekst der i øvrigt senere blev solgt til Norge, som den eneste af de ti afleverede tekster.

Resultatet af de mange overvejelser omkring min skiftende tilstand af selvtillid omkring min skrivning blev selvfølgelig, at jeg fandt ud af, at en stor del af mine skriftlige problemer var psykisk betingede. Selvfølgelig kan man være mere eller mindre inspireret i forskellige perioder af sit liv, men den nærmest groteske forskel på kvaliteten af det jeg skrev, kunne ikke forklares udelukkende med at jeg var holdt op med at læse litteratur, eller var blevet dårligere til at skrive. Det måtte også have noget at gøre med min indstilling til mit kunstneriske arbejde - det måtte have noget at gøre med blokeringer, som følge af manglende selvværd og selvtillid.

Og så kunne jeg vælge at tro på, som nogle forfattere gør, at den slags skal løses af tiden alene, og kun i streng ensomhed - en kamp jeg så som et blodigt og måske uendeligt langt slag på en smal, halvrådden planke hen over en dyb afgrund, en kamp med kun én vinder - eller også kunne jeg vælge at tage skeen i den anden hånd og begynde at ændre min indstilling ved at søge hjælp for mine problemer fra eksperterne. Jeg valgte - ganske hårdt presset af min jammerlige uduelighed - den sidste vej, hvilket forklarer en del af de ligheder, som min kursist fandt mellem psykologien og skrivekunstens redskaber i min undervisning.