Om at tage ved lære og holde fokus

To fyrtårne, fødselshjælpere og store inspirationskilder.
Foto af Sif Meinke, lånt fra Torben Weinreichs hjemmeside.

 Tanker om nogle store personligheder i børnelitteraturen, og hvad deres hjælp har gjort for mig; tanker om en af forfatterens største faldgruber: at komme til at bruge tiden på ting, der lugter af litteratur, men ikke er det; og sidst, men ikke mindst: tanker om hvordan det hele hænger sammen med afslutningen på en forfatters krise.

Man kan vel ikke sige, at det, at jeg efter fire et halvt år stopper som webmaster for min tidligere lærer på Forfatterskolen for Børnelitteratur, professor, forfatter m.m. Torben Weinreich, ligefrem er en nyhed der kommer til at ramme verdenspressens forsider - men alligevel synes jeg det er værd at dokumentere med et indlæg der fortæller lidt om den betydning Torben Weinreich og hans kone Kari Sønsthagen har haft på mit forfatterskab.

Det vigtigste mit arbejde med hjemmesiden gav mig, var ikke pengene - idet jeg lavede det for vennepris, krydret med diverse løbende gaver i form af de nyeste bøger fra hans hånd - men derimod et tættere bånd til Torben, og dermed en tættere kontakt med en kæmpe inspirationskilde, som har viet hele sit liv til en utrættelig og imponerende indsats for dansk børnelitteratur. Jeg forsøgte at undlade at forstyrre eller udnytte denne forholdsvist tætte kontakt, af respekt for, at han altid så ud til at have vigtige ting i søen, som jeg syntes ikke en enkelt forfatter skulle forstyrre med sine trivielle problemer.



Min udgave af Torben Weinreichs hjemmeside, som den så ud 5. januar 2012.

Et kritisk punkt
Dog blev vigtigheden af min relation til Torben og Kari for alvor synlig for et års tid siden. På det tidspunkt nåede mine problemer med at få færdiggjort ungdomsbogen 'Jeg er modig' et kritisk punkt. Jeg havde nu gået rundt om den varme grød i lige præcis fem år, siden jeg skrev den første udgave, og der var ikke sket fremskridt med teksten overhovedet. Præstationspresset blev bare større og større indeni mig - og tre ellers lykkeligt og stolt modtagne legater fra Kunstrådet på samme projekt havde ikke gjort presset mindre.

Jeg havde gjort adskillige forsøg, men kom ligesom til at starte på en ny historie hver eneste gang. Til forskel fra de foregående år, så havde jeg nu et forlag og en redaktør, som havde sagt god for bogens udgivelse, dog selvfølgelig på den betingelse, at bogen skulle skrives færdig, hvortil jeg havde fået nogle anvisninger. Det var dog langt fra lige så konkrete anvendelige anvisninger som de to tidligere projekter vi havde lavet, de to bøger om Vilmer, hvilket skyldtes projektets mere særegne karakter.

Men trods anvisningerne blev blokeringen nu blot endnu mere total, og jeg blev klar over, at jeg måtte have endnu mere hjælp udefra. Fem års opbygget forventningspres var blevet en knude jeg ikke kunne løse alene, hvis jeg nogensinde skulle skrive bogen færdig. Jeg kunne på ingen måde ramme den tone, som det oprindelige udkast så fint havde haft, et udkast jeg skrev meget hurtigt, på omkring en måned, med tæt daglig dialog med min gode ven og forfatter, som i samme periode sad og skrev på sin fine debutsamling, der udkom i 2005 - en dialog uden hvilken bogen sandsynligvis ikke var blevet til i første omgang.

At råbe på hjælp
Jeg skreg min nød ud til en række folk, heriblandt Torbens kone, Kari Sønsthagen, der lagde hovedet i blød sammen med Torben, og vendte tilbage for at tilbyde mig at Torben kunne tage en samtale med mig. Det er det bedste, der findes, sagde Kari, han har hjulpet store forfattere videre gennem tiden - og hun sagde også, at jeg tilsyneladende havde udgivelsesangst. Jeg var angst for at blive færdig med mine ting, en angst, der på sin vis har siddet i mig i alle de år. Jeg har haft angst for at folde mig ud som forfatter, for at stole på, at jeg var god nok, for at turde indse, at jeg havde et talent, som egentlig bare havde brug for albuerum og tiltro for at få optimale vækstbetingelser.

Lars Vegas Nielsens smukke forside.

Jeg havde håbet at mine problemer nu var løst efter denne fortrinlige samtale med Torben, hjemme i deres hus på Sydsjælland, men nej: Bogens endelige tilblivelse var mig stadig en gåde. Jeg nåede endda at skrive et udkast til min redaktør, som hun blev lettere forarget og hidsig over, og med det samme bad mig skrotte næsten fuldstændig, på nær et par enkelte små brudstykker: Hun mente jeg havde ødelagt alt det fine ved det oprindelige udkast, og i princippet havde brugt resterne af den gamle bog til at gå igang med at skrive en helt ny og meget mere grænseoverskridende bog til et meget ældre publikum. Og hun havde fuldstændig ret. Hvilket hun som regel har. Så det var tilbage til tasterne igen.

Opslidende arbejde kulminerer
Efter mange års hårdt, mentalt arbejde, som nærmest var en hån mod den legende lethed, hvormed første udkast var fremkommmet, blev jeg færdig med bogen i 2011. Det var ikke spor sjovt, og hele processen ødelagde en del af min glæde ved både det at skrive, men også selve bogen.

Men det var med Karis ord forhåbentlig den prop, som skulle fjernes, for at mit forfatterskab kunne begynde at blomstre uden alle disse problemer. Jeg sagde høfligt ja, for at vise respekt for, at både hun og Torben midt i deres hverdag havde taget sig tid til at hjælpe mig på vej - en hjælp de ikke på nogen måde havde behøvet at give mig - men inderst inde følte jeg det nærmere som om, at dette ville blive det sidste jeg nogensinde ville skrive, og at jeg aldrig nogensinde ville skrive et ord igen.

Hvornår lysten returnerede
Der gik da også sin tid før lysten kom igen. Faktisk gik der et helt år, og først en måneds tid før oprettelsen af denne blog, begyndte idéerne igen at røre på sig, på en hemmelig måde. Jeg greb pludselig mig selv i at gå igang med at skrive lange begyndelser til helt nye romaner, og langsomt er lysten og glæden til at eksperimentere, læse og skrive, vendt tilbage.

Og netop tiltroen til mine egne eksperimenter var en af grundstenene for, at Jeg er modig's struktur og sprog overhovedet blev til i første omgang. Jeg fik godt nok skudt i skoen af Jyllandspostens anmelder, Karen Lise Søndergaard Brandt, i den ellers ok anmeldelse af bogen, at mit forsøg på at spille smart "ikke er noget der ikke er set før" - men så er der i hvert fald nogle kapitler i børnelitteraturen der er gået hen over hovedet på mig, for jeg har ikke set min bogs mage før, hvis man ser på både formen, indholdet og målgruppen, og derfor føler jeg at den har en større berettigelse end hun mener. Til gengæld har hun i sin anmeldelse nok desværre ret i, at teksterne taber en anelse højde undervejs. Jeg skrev den så godt som jeg kunne på daværende tidspunkt, men den kunne have været en anelse bedre når først historien tager fat. Men det var en svær udfordring at bevare en høj litterær kvalitet og korte, afrundede tekster samtidig med at en meget konkret handling skulle tage fart.

At bevare fokus
Tilbage er blot at sige, at Kari fik ret i sin spådom: Tilblivelsen af Jeg er modig blev i sandhed den prop, jeg skulle have ud af systemet, før jeg kunne begynde at se vejen fremad, en vej der ellers var totalt tilsandet igennem mange år. Og Torben og Karis hjælp og urokkelige tro blev altså en uvurderlig hjælp i processen. Aldrig har jeg mødt nogen, der brænder så meget for børnelitteraturen som de to mennesker, hvilket i sig selv er utroligt inspirerende. Men hjemmesidedesigner? Det skal jeg ikke være igen.

For hvis der er én ting webmasterperioden også har været med til at lære mig, er det vigtigheden af at holde fokus på selve skriften, og ikke af ren desperation (for anerkendelse og for at bruge sine kompetencer) komme til at forfalde til at lave alle mulige ting der lugter lidt af litteratur eller musik, men i princippet slet ikke er det. Det være sig webmasterarbejde for en litteraturprofessor som Torben, bestyrelsesarbejde i musikforeninger, gratis feedbackarbejde til tonsvis af musikere og sangskrivere, og hvad jeg ellers har rodet mig ud i igennem årene. Det lugter lidt af litteratur og musik, men det har intet at gøre med det. En formulering min før omtalte gode ven og forfatter vist fandt på engang, vi gik i en af vores lange samtaler. Og faktisk forsøgte Kari at lære mig dette allerede flere år tidligere, hvor hun kommenterede mig og min vens desperate forsøg på at starte eget forlag, så vi kunne blive udgivet, ved at sige, at hun syntes det var en elendig idé, fordi det at være forfatter handlede om at bevare fokus på skriften.

En sidste stolt bemærkning
Som en sidste gave som tak for min arbejdsindsats, og som tak for mit tilsendte eksemplar af den færdige 'Jeg er modig'-bog, sendte Torben mig sin seneste bog, Forfattere i nyere dansk børnelitteratur, som giver et indblik i de - efter hans mening - fire vigtigste danske børnelitterære forfattere, og desuden fortæller om en del af de forfattere, som ligger i laget lige under, og som har potentialet til måske i fremtiden at blive blandt de vigtigste. I den håndskrevne dedikation skriver han at jeg, hvis jeg fortsætter i samme spor som 'Jeg er modig', måske kommer med i den næste udgave. Det er da noget, der får en til at bøje sig i støvet. Så hjælper det alligevel at tage ved lære og holde fokus.