At sende ind til forlagene

Om at tage imod feedback fra forlagene, om persontegninger og om ligheden mellem Erlend Loe og Jon Fosses skrivestil.

Venter på svar fra min redaktør. Før jul sendte jeg de første tyve sider af en børnebog til hende, for at høre, om det kunne være noget for dem at arbejde videre med. Ingenting er sikkert, men jeg har da en god fornemmelse omkring projektet.

Dertil har jeg voksenromanen, som jeg dog endnu ikke har sendt ind til forlagene - i hvert fald ikke i dets nuværende format - jeg har ladet det ligge mere eller mindre ulæst siden jul, hvor første rå-udkast blev færdigt. Ord kan have godt af at hvile ind imellem. Pausen giver mulighed for at lade som om det er en anden, der har skrevet manuskriptet, hvilket man kan have brug for, hvis man skal kunne være så nøgtern som mulig i omskrivningen og redigeringen. Og skrivning handler meget om omskrivning, i hvert fald hvis man skal gøre sig forhåbninger om at andre skal gide læse det man laver af fri vilje, og måske endda ville udgive det.

At bruge et forlags feedback
Processen med at komme ind på forlagene handler om at blive ved med at dygtiggøre sig og dermed holde fast i skrivningen. I årevis. Og i mellemtiden gælder det om at lytte til redaktørernes feedback, hvis man altså er så heldig, at de kommenterer ens afslåede manuskripter. Kommentarer kan vel ses som forlagenes form for talentpleje. Desto mere uddybende de er, desto mere fremtidsperspektiv, kunstnerisk talent eller salgspotentiale ser de i ens tekst.

De har ikke tid til at give dybdegående feedback til hver eneste forfatter eller hvert eneste manuskript, så når der begynder at dukke mere tekstnære kommentarer op i afslagsbrevene, i stedet for høflige standartafslag som lyder noget i retning af 'manuskriptet passer ikke ind i vores udgivelsesprogram', er det i virkeligheden det første store vendepunkt som forfatter. For det viser at de har overvejet ens arbejde seriøst. Ofte er feedbacken i begyndelsen så sporadisk, at man skal kigge dybt for at finde noget, der kan bruges konstruktivt.

Det kan være noget i retning af: 'Sød historie, men dine personer forbliver noget overfladiske.' Hvilket kan være ekstremt svært, for ikke at sige umuligt, at bruge til noget som uerfaren forfatter, ud over at det nærmest kan virke som en hån at de skriver 'sød historie' - nærmest som om de klapper en lille dreng på hovedet. Og det er vel også netop det, et sådant afslag er et udtryk for: 'Sød historie' henviser netop til, at historien er velment og sød, men mangler de afgørende litterære kvaliteter der kan få den op i nærheden af noget, som de vil overveje at udgive.

Den skjulte hjælp
Dog får man lige en lille hjælp med på vejen, en hjælp som langt fra er dækkende på dette stadie af ens forfatterskab, men som dog kan give en et hint om udviklingsmuligheder, nemlig det at man fx kunne arbejde med personerne i ens historie. Hvis de skriver, at ens personer forbliver noget overfladiske drejer det sig altså om at gå i dybden med disse personer, så de bliver levende mennesker. Man kan begynde at aflure dygtige forfatteres persontegninger. Hvordan gør de? Beskriver de karaktererne gennem direkte beskrivelser: 'Han var en høj, mørkhåret mand med et flakkende blik', eller inddirekte gennem det, personen siger og gør?
Hvilke forfattere gør det på en overbevisende måde? Mit bud er, at de bedste persontegninger kommer fra virkelige mennesker, der har gjort et stærkt sanseligt indtryk på forfatteren, og ikke fra opdigtede forestillinger i hovedet.

Et eksempel på en god persontegning som jeg lige kan komme på, er Erlend Loes to supergode bøger, 'Naiv.Super' og 'Fakta om Finland'. Disse to bøger får netop deres styrke i persontegningen af de afvigende mandeskikkelser med aspergers syndrom og begyndende panikangst og stress, fordi forfatteren benytter nogle af sine egne, indre psykologiske mekanismer, som han uden tvivl kender indgående, og ikke forsøger at spise læseren af med overfladiske pap-figurer, som han desværre gradvist er gået mere og mere over til i sine nyere bøger. Dog skal det nævnes, at jeg har en mistanke om, at Erlend Loe har ladet sig kraftigt inspirere til sin skrivestil af Jon Fosses stil - fx er der en meget stor lighed mellem Loes 'Fakta om Finland' og Fosses 'Bådehuset' - Loes bidrag er så at dreje det hele i en endnu mere grotesk retning, og benytte sig af humoren i endnu højere grad.

Har næsten altid ret
En ting jeg har lært er, at forlagene stort set altid har ret, når de kommer med kritik. Det kan være ekstremt irriterende at indse, men det er sjældent de tager fejl i deres kommentarer. Så derfor er der meget at lære i disse meget vage pejlepunkter fra de spæde afslag.

Med min nuværende redaktør forholder det sig som fx sådan, at hun stort set altid har ret, når hun påpeger at nogle specifikke steder i teksten halter. Det er dog ikke altid at hendes diagnose eller medicineringsforslag er korrekt - men hun har altid ret i, at der er noget galt lige netop der, hvor hun satte fingeren ned i første omgang, og hendes forslag til ændringer leder en på sporet af løsningen, hvis ikke hun altså fandt løsningen i første hug. 

Som forfatter er man nødt til at få mere dybdegående og jævnlig respons, hvis man skal udvikle sit manuskript og sig selv som forfatter. Man skal ind i en rutine med at skrive og få feedback, med at læse og studere andre forfatteres teknikker gennem litteraturen. I denne proces kan det altså være en god idé at tage imod forlagenes hjælp, og anskue redaktørernes forslag som de gode råd fra eksperter, som de er et udtryk for i de fleste tilfælde.