 |
| Peder Frederik Jensen. Foto: Robin Skjoldborg |
"Kalfatrejern: Jern der bruges til kalfatring." Ok, så er vi så langt. Lad os tage en anden: "Sætjern: Bruges til at sætte værket ved kalfatring. Hvorpå man slår det til med rabatjernet." Aha. Og selvom der skulle være nogen, der havde forstået hvad kalfatrejernet var, hvad er så rabatjernet? Det minder mig mest af alt om 'Anders Lund Madsens ÆØÅ - ordbog over ting, der ikke findes', hvor et tilfældigt eksempel lyder: "Belabön: Lydløs men indtrængende bøn til Gud fra en erklæret ateist, hvis lille hund er løbet væk."
'Læretid' er på mange måder en blandet fornøjelse. På en og samme tid er der noget utroligt sympatisk og utroligt irriterende over bogen. Det sympatiske ligger i Peder Frederik Jensens forholdsvis loyale og fine beskrivelse af et miljø og et fag, som man ikke hører om så tit, og hvilket jeg nemt kan relatere til idet jeg for det første er opvokset på landet blandt håndværksmæssige typer, men som sagt også har haft mange håndværkere omkring mig i min familie, og derudover også har haft mange fritidsarbejder og småjobs igennem mit liv, som giver mig en fin referenceramme. Fx fem måneders arbejde på en fiskefabrik, hvor jeg mødte en del af samme slags typer, som findes i Peder Frederik Jensens 'Læretid'.
Det irriterende består blandt andet i, som man måske kan fornemme, at man føler sig holdt underligt unødvendigt udenfor under læsningen. Der er side op og side ned med arbejdsmæssige beskrivelser fra bådebyggerlærlingens tid, men de bliver på en eller anden måde beskrevet så ordknapt, at det som regel er helt umuligt at forestille sig hvordan det tager sig ud i virkeligheden. Og dermed står man tilbage med en lang række beskrivelser, som ikke siger læseren en dyt, med mindre man selv er bådebygger eller måske snedker og tømrer. Ind imellem giver disse beskrivelser dog en for læseren sjov og lummer dobbeltbetydning, som passer fint ind i jargonen:
"Han lærte at bruge en porehammer, når skibsspigerne skulle knaldes i plankerne." Og nej, jeg har ikke stavet forkert, det er spigerne og ikke pigerne, der hentydes til.
Det skal dog med, at bogen på en måde fungerer bedre efterhånden som man skrider frem i den, idet man som læser langsomt fatter en anelse mere af håndværket, og på den måde bliver læsningen dermed en allegori over selve det at lære et fag fra bunden, hvilket nok også er den måde, de fleste litteraturfolk vil læse bogen på, kunne jeg forestille mig. Som læser, der ikke gider udelukkende at læse bøger på dette metaplan, får man sin belønning i form af et poetisk brag af et feststemt afslutningskapitel, her gengivet i sin fulde længde:
"Svendebrevet kom med posten i en konvolut fra Metalindustriens Lærlingeudvalg.
Det er bordeauxfarvet med guldskrift og ligner et pas."
Man tror næsten det er løgn, at bogen slutter på denne måde, men det gør den. Historien minder mig på mange måder om min nu afdøde morfars gamle memoirer, som han nedskrev i sine sidste år, inden han døde som 91-årig. Min mor læste, vistnok som den eneste, dem alle sammen, fra ende til anden - de fleste af os gav op efter et par sider. Hun gav da også selv forklaringen: Det hele manglede ligesom de sanselige beskrivelser af hvordan det føltes at være der. Det var bare en lang opremsning af begivenheder set på lang afstand.
Præcis det samme kan man på sin vis sige om 'Læretid'. For selvom der mange steder er glimt af en dygtig forfatter, så strander det hele i en underlig form for snobbet anekdote, der forekommer at foregå i en tid der er langt forud for forfatterens egen erindring. Og ligegyldigheden opstår fordi man ikke kommer nærmere fortælleren. Man hører ganske vist små brudstykker om hans civile liv. At han har en kæreste, der forlader ham, at han taler med venner og forældre, og finder en ny kæreste - måske endda en antydning af, at han er sammen med en luder?
Men det hele kommer aldrig ind under huden fordi vi ikke får lov at få nogen som helst indikationer på, hvordan fortælleren har det, og fordi vi kun hører meget henkastet om det hele. En ting er, at forfatteren har valgt at tage et stilistisk valg, og har valgt at det mere skal være en metafortælling end en realistisk fortælling, men derfor kunne man godt have givet lidt mere ved dørene, i det mindste indirekte. Et metalag giver for mig ingen mening, hvis det bliver på bekostning af, at realplanet ikke fungerer, hvis det bliver på bekostning af, at jeg ikke kan mærke personerne i bogen. En ting er, at man som forfatter måske ikke har ønsket at udlevere sine egne følelser, men vi lærer gudhjælpemig heller ikke nogen af de andre personer i bogen at kende. Svenden og Mester forbliver fx også beskrevet på en lidt nedladende, overfladisk, men dog også kærlig, måde, i stedet for som hele mennesker:
"[Læredrengen] skar sig og fik væltet bøtter med maling.
Man kan ikke vinde hver gang, lød det fra Svenden.
Eller:
Op på hesten.
Om igen.
En gang til for prins Knud."
Og mere dybdegående er det ikke, når han taler med vennerne: "Man gør, hvad der forventes, sagde han i telefonen til sin ven." Så er det kapitel slut.
Man søger og søger efter nogle dybder eller noget mening med historien. Men det hele forbliver simpelthen en beskrivelse af en læretid, beskrevet med nostalgisk erindring, med manglende farver og sansninger, manglende følelser. Man kan næsten forestille sig at forfatteren har stået med hele planen parat, hele bogens tema, og så har haft muligheden for at puste liv i bogen, og give det hele følsomhed og alt det, der betyder noget for mennesker, men så i stedet har valgt at sige: Næ, det skal sgu være en skitse. For sådan var de mennesker og den tid, jeg beskriver. Der var ingen følelser og ingen dybde.
Men historien er dog stedvist spændende og flot beskrevet, og den har sine løsrevne og direkte småhistorier fra bådebyggersalonen i det vestsjællandske, fx en dramatisk og lyslevende anekdote som denne, der vises i kapitlets fulde længde:
"En ven fik kappet fire fingre på rundsaven. Når han fortæller om det, siger han, at han var helt rolig. At han havde fuldkommen overblik, og at det ikke gjorde ondt.
Han slukkede maskinen, bandt sin hånd ind i en serviet og ringede 112.
Da han havde lagt på, samlede han sine fingerstumper med den frie hånd og lagde dem på høvlebænken.
Monterede så spaltekniv og sikkerhedsklap på saven, dem, han havde taget af for at kunne komme til. Nu skulle de på af hensyn til forsikringen.
Han holdt hånden højt og ventede på ambulancen. Først da den kom, gik han i chok og husker ikke mere.
Men fingrene blev syet på, og de virker.
Dog mangler der fire milimeter af de midterste led.
Det er klingens bredte."
En dramatisk og klart beskrevet sekvens, som står fint for sig selv. Men som dog også er helt løsrevet fra resten af bogen. Som en af de mest mindeværdige anekdoter fra erindringerne. Men dog er den også ultrakort. Og man aner ikke hvem vennen er, og vender hverken før eller siden tilbage til ham. Bogens længste kapitel [på 5½ af de meget ordknappe sider] beskriver nogle delvist uforståelige sekvenser, hvor Læredrengen arbejder på værkstedet, og hvor han vist for alvor har fået rigtig godt greb om faget.
Det meste strander dog desværre i et alt for ordknapt stileksperiment, uden nogen nævneværdige former for udvikling i Læredrengens personlighed, og det på trods af hans fire års prægning i et direkte miljø, som ligger langt fra hans opdragelse blandt to teologforældre.
Men på trods af alle disse kritikpunkter, så kan man ikke lade være med at mærke en sympati for bogen. For på trods af, at Peder Frederik Jensen også gør lidt grin med sit miljø - i hvert fald er det mange steder skrevet på en måde, så det af de fleste mennesker nok vil opfattes sådan - på trods af det, så mærker man at han holder af sin tid som Læredreng, og han holder af miljøet og hele tiden som bådebyggerlærling - i hvert fald set i erindringens og nostalgiens tåger. Det er som nævnt lidt som at læse en gammel mands erindringer, hvor man udmærket ved, at alle de grumme følelser er blevet sparet væk, så det hele fremstår i et rosenrødt skær, der ikke gør ondt at fortælle om. Det var nu en dejlig tid! Men denne nostalgiske kærlighed redder delvist bogen i land, selvom den er ved at gå under, ligesom bilen der kører i havnen på side 127:
"Det viste sig, at Falcks pionerer var blevet sparet væk i byen, så de skulle komme helt fra Korsør.
Da den røde vogn med gummibåden på taget ankom, var det eneste, redderne kunne gøre, at bjerge liget."
Peder Frederik Jensens bog står på en eller anden måde for mig som et skib, der er gået på grund på en banke uden for havnen, men uden nogen er døde af det. Fiskerne sprang bare i vandet og svømmede i land, og skibet står stadig derude i vandet, som et minde om noget, der kunne have været voldsomt, dramatisk og mindeværdigt, men som blot forblev en hyggelig og varm anekdote i lokalbefolkningen, en anekdote af den slags, som er med til at definere livet i en lokalbefolkning.
Hvis bogen skulle have fungeret på et højere plan for mig, så kunne jeg dog godt have tænkt mig at have hørt historien fra den person, der rent faktisk var til stede på skibet, da det gik på grund, og som rent faktisk følte noget omkring hele situationen - fortalt som om det foregik nu og her - og ikke fra den person, der stod inde på land og kiggede på hele hændelsen, og viderefortalte den som om den var foregået i en fjern barndom engang for halvtreds år siden.
Man kan undre sig lidt over, hvem Peder Frederik Jensen har haft mest i tankerne, da han har skrevet sin bog: Sig selv og sit forfatterego, samt sine litteratur- og metalagskyndige venner og bekendte - eller de ægte håndværkere og de ægte læsere og de ægte mennesker af kød og blod? Jeg synes det ville klæde ham hvis han blev mindre bevidst om sproget og litteraturfolkene, og sprængte sin vej ud af de snævre sætninger, og så bare skrev sine historier med noget mere menneskelig og sansemæssig indlevelse, glemte alt om, hvad litteraturfolkene mener er god stil, og så bare skrev derudaf, med ægte indlevelse, med ægte og fuldbyrdet kærlighed til de mennesker og de miljøer, der er med i hans bøger, og ikke som dette, hvor han holder det hele lidt ude i en strakt arm, i stedet for at omfavne det fuldstændig betingelsesløst.
Det handler om at skrive som man er, og ikke som man gerne vil være. Som Borum sagde til Dan Turéll engang: Skriv som du er, vær som du skriver. Og min anke er så måske, at jeg tror at Peder Frederik Jensen har en mere jordbunden natur i sig, end denne bog antyder, for hvorfor skulle man ellers have holdt en læretid ud i fire år, i et miljø så konkret og direkte som det, han beskriver? Og det er denne jordbundenhed og sympati jeg godt kunne tænke mig kom lidt mere til udtryk i hans skrift. Jeg har ikke lyst til at have Forfatterskolen og de litteraturkyndige folk med deres snævre sætninger åndende mig i nakken i hver anden sætning, når jeg læser en bog om et så jordnært emne som at være i lære som bådebygger. Så har jeg mere lyst til at læse noget i retning af fx Dan Turéll eller Leon Nielsens 'Ballader om vold om ømhed', som også omhandler et miljø som Peder Frederik Jensens. Leon Nielsen skriver her i et simpelt sprog, hvor intet er forceret, men hvor kærligheden til livet stråler ud gennem siderne. Det er mere i denne retning jeg ser Peder Frederik Jensen udvikle sit talent, og finde sit publikum og sig selv som forfatter. Ved at droppe tankerne om sproget, men bare skrive sine historier.
Læretid af Peder Frederik Jensen
140 sider, 2012, Samlerens Forlag
Køb bogen her!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar