 |
| Stine Pilgaard på stol. Pressefoto af Per Morten Abrahamsen |
Er i færd med at læse Stine Pilgaards uovertruffent morsomme, veloplagte og anmelderroste debutbog, 'Min mor siger', og sidder og sammenligner den med gårsdagens interview i Information af forfatteren, som jeg sjovt nok hilste på til en reception i går. En af de ting, der falder mig i øjnene i Interviewet, er forfatterens undvigelse på interviewerens åbenlyse og uundgåelige spørgsmål om, hvor hun får sine mange sjove indfald fra:
"... Nogle har sammenlignet med stand-up og dåselatter. Lidt fornærmende, synes jeg, for jeg sidder ikke og indfører vittigheder, for at det skal være sjovt. Sådan har jeg slet ikke tænkt over det."
For er dette ikke bare en bekræftelse af klicheen om den smukke blondine, der helst vil høre, at hun er klog, den kloge pige, der helst vil høre hun er smuk, og den hylende morsomme forfatter, der helst vil høre, at hun fx er en alvorstung, minimalistisk sværvægter?
Alle bliver de fornærmede og vender i overført betydning om på hælen, hvis man fortæller dem de åbenlyse ting, og i Stine Pilgaards tilfælde handler det åbenlyse om, at hun har en fantastisk timing og et særegent komisk talent, hvis lige måske ikke findes i yngre dansk litteratur, selvom Lone Aburas kravler op mod Pilgaards sokkeholdere i sin fine debut, 'Føtexsøen'.
Vigtigt for Stine Pilgaard at huske er det, at blot fordi det åbenlyse uundgåeligt må fremhæves af enhver dygtig formidler, er det jo ikke nødvendigvis en udelukkelse af, at hendes bog kan være god og fin litteratur, eller at hun også besidder en lang række af andre, virkelig stærke kvaliteter som forfatter, som hæver sig op over gennemsnittet, og uden hvis tilstedeværelse humoren ikke kunne have kommet til sin ret i en litterær sammenhæng. Men for en formidler der tager sig selv og opgaven seriøst, gælder det jo om at udpege de punkter, hvor der er stjernepotentiale, og ikke bruge tiden på at fremhæve ligegyldige ting, hvor man vil falde i ét med en mængde af andre dygtige forfattere.
Og hvad skulle man egentlig ellers sammenligne med, udover 'dåselatter og stand-up', for at få den formidlingsmæssigt vigtigste pointe frem: At dette her er superdygtig forfatter med en i litteraturen sjældent set stærk sans for humor. At hun så benægter at skulle have tænkt på, at hendes bog er komisk, da hun skrev den, er jo nærmest komisk i sig selv.
Det kan da også godt være at hun ikke har skænket det en tanke. Men hendes sprog er blot lidt for gennembearbejdet og stramt til, at man rigtig kan tro på den. Det hun mener er måske, at humoren er noget, der falder hende fuldstændig naturligt, og at hun ikke på den måde har siddet og tænkt på, at det skulle være sjovt. Det er blot noget, der kommer til hende. Alene i intervewet med Kristen Bjørnkjær mærker man op til 3-4 gange, at hun er [frivilligt eller ufrivilligt] morsom, at hun har en fin og underspillet humor, et eksempel på dette er afslutningssekvensen i interviewet:
"Afslutningsvis henter Stine Pilgaard en bog frem fra sin reol. Den viser sig minsandten at være skrevet af intervieweren for en menneskealder siden. Kærestesorg hedder den. Hun fortæller, at hendes mor forærede den til hende, mens hun selv "sad og vrælede".
"Og det var noget med, at damerne blev helt vilde, fordi det var en mand, der havde følelser, og så har du bare scoret helt vildt meget på den bog der, ikke?"
Det benægter intervieweren ikke. Nå, men Stine Pilgaard syntes blot, det var et sjovt sammentræf - og får sin dedikation."
Det er en sjov ting, denne med, at vi mennesker ofte ikke vil høre om det åbenlyse, også selvom det er en positiv ting. Og hvis nogen er så taktløse at påpege det, så gør vi modstand eller bliver sårede, og gør alt hvad vi kan, for at vige udenom. Også selvom det ville være en hel del nemmere for os selv i det lange løb, og kræve langt mindre anstrengende undvigemanøvrer, bare at se sandheden i øjnene og acceptere den. Men sådan er vi mennesker så sjove og finurlige.
I Stine Pilgaards tilfælde handler det vel blot om at omfavne sit komiske talent som en gave, som er næsten ingen andre forundt [selv kun et fåtal af stand-up-komikere eller dåselatter-serier er jo i virkeligheden rigtig sjove, når det kommer til stykket?], og acceptere, at det er på denne front hun for alvor vil kunne skabe sig et helt unikt navn i dansk litterær sammenhæng, et navn som vil kunne få både stor folkelig gennemslagskraft, samt finlitterær anerkendelse, mens hun formentlig vil falde i et med tapetet af et par hundrede andre dygtige forfattere, hvis hun undlader at benytte sig af dette talent i fremtiden.
Men dette er hun sandsynligvis også godt bevidst om, og måske prøver hun i virkeligheden blot at undlade at gøre sit komiske talent alt for bevidst for sig selv, idet hun måske er bange for, at en bevidsthedsgørelse af det unikke kan være en dræber af det selvsamme. Og det kan hun måske have ret i? Eller også er det fordi hun, forståeligt nok, hellere vil have anerkendelse for alle de litterære aspekter, der har været et knaldhårdt arbejde for hende at udføre, og ikke alt det, som hun bare har slynget ud af ærmet uden at tænke over det, nemlig humoren. Men læseren er ligeglad med, hvilken del af en bog, der har været hårdest eller lettest at udføre, vi tænker kun på, hvad der er bedst at læse. Og derfor hun slipper næppe for at høre på spørgsmålet utallige gange fremover: "Hvor får du dine mange sjove indfald fra?" Egentlig er første del af hendes svar ret sympatisk, men dog lige lovlig ydmygt, grænsende til det selvfornægtende:
"Det er ikke mig, der er sjov, men verden ..."
Ok, what ever gets you through the day, Stine Pilgaard, det skal vi ikke mundhugges mere om. Så længe du bare fortsætter med at gøre det, du gør.
Køb bogen her!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar