 |
| Peter Laugesen med ild i piben - Foto: Claus Bonnerup, Politiken |
Da vi en måneds tid i januar 2008 passede Aases hus og luftede hendes hjertelige og godmodige hund, Leika, mens hun var ude at rejse, kunne vi dagligt se Peter Laugesen spankulere rundt i skovbrynet med sin lille gravhund, i lettere duknakket tankefordybelse, med sin pibe og halvlange sølvgullige hår med en lillebitte måne bagpå.
Jeg tænkte flere gange på at opsøge denne sympatisk og cool udseendet mand og afkræve ham nogle gode råd om digtningens hemmelighedsfulde kunst, men jeg turde ikke, da jeg mente at min anmassende facon sikkert ville være temmelig irriterende for ham. Så jeg lod ham gå, kun forstyrret af et stille, indforstået smil, når vores veje krydsedes på grusvejen eller i skoven: "Jeg ved, hvem du er, og jeg skriver også."
Efter Aases alt for tidlige død i sensommeren 2011, hvor familien skulle til at fordele og sortere et helt livs ting og remedier, fandt jeg en gave fra Peter Laugesen på Aases bogreol, en gave ingen andre viste interesse for, og som jeg derfor fik lov at få. Det var Laugesens digtsamling, 'Forstad til alt', med en dedikation indeni, som jeg ikke kunne stå for:
En pind
Til Leika
Fra Peter
juli 2003
Æret være Aase og Leikas minde - jeg er sikker på, at de begge sender et stort tillykke med dagen til Peter Laugesen fra det sted, de nu befinder sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar