Det snart en evighed siden jeg har skrevet på min blog. Der er sket en masse ting siden sidst, men knap så meget litterært eller kunstnerisk i det hele taget. Tiden er gået med opgaveskrivning og eksamensforberedelse (at glo ud i luften samt drikke øl med vennerne), samt ikke mindst: Huskøb.
Min kæreste og jeg har længe været på jagt efter det perfekte sted at slå os ned, og ikke mindst en bank der gad låne to studerende mere end en million. Den ene bank ville kun låne os 630.000, hvilket var nok til en nedrivningsparat hybel i den overmodne banan, mens den anden bank åbenbart syntes vi var gode for 1.2. Sådan kan man jo regne så forskelligt. Efter at have gennemsøgt store dele af landet, fandt vi til sidst det hyggeligste gule hus på Djursland, med 8.000 kvm have med alt hvad hjertet kan begære af hygge, natur og ikke mindst albuerum.
Men dog er der sket én fin litterær ting, nemlig at jeg i dag har modtaget Direktør J.P. Lunds og hustru Vilhelmine Bugges legat. Det varmer i dén grad i en tid, som ikke ligefrem har budt på mit livs største kreative selvtillid. Faktisk har de seneste par år været mine mindst kreative år siden mine tidlige teenageår, hvilket egentlig er ironisk, idet jeg vel objektivt set aldrig har haft mere succes end lige nu. Måske er jeg bare blevet alt for harmonisk til at lave god kunst. Der findes nu ingen kunstkatalysator som en håndfuld solide neuroser og angst. Jeg skal nok finde min drivkraft et andet sted fremover.
Selve pengemængden fra legatet er forholdsvist overskuelig, men alligevel stor nok til at lune i en hullet lomme. Det vigtigste er dog hæderen. For det minder mig om, at jeg har noget, der skal holdes ved lige. At det ikke er ligegyldigt det jeg laver. Legatet giver mig noget fornyet gejst omkring mine projekter, hvilket har været tiltrængt.
Her kan I se nogle af de senere års modtager af legatet - der er virkelig dygtige og anerkendte navne på listen, blandt andre Cecilie Eken, Bo Hr. Hansen, Adda Djørup, Suleima Hind, Julia Butschkow, Tomas Lagermand Lundme, Sissel-Jo Gazan, Peter Adolphsen og ikke mindst min gode gamle skriveveninde: Julie Thor Fryd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar