Syng med røvhullet – en takketale til Thomas Blachmann



Foto: Thomas Borberg, Politiken


Mange af de musikere og musikelskere, som af ideologiske grunde ikke har værdiget X-factor et blik, har i mine øjne fuldkommen overset at kunstneren Thomas Blachmann – som en af de eneste kunstnere i landet - i bedste sendetid har forsøgt at tage et ansvar for, at landets kunstneriske og menneskelige tilstand er ved at drukne i overfladiskhed og populisme. Han har taget kampen på kunstens vegne, hvilket han – efter nogle mindre downperioder rundt omkring - endnu engang beviste i aftenens udsendelse.

I min verden er det til hver en tid tusinde gange mere respektværdigt at tage denne kamp ved at stille op i et program, hvis præmis man grundlæggende hader, end det er at sætte sig hen i en krog og mukke, som langt de fleste kunstnere og musikelskere ser ud til at gøre. Det svarer lidt til dem, der af ideologiske grunde ikke stemmer til folketingsvalg, men i stedet bruger al tiden på at brokke sig over samfundets elendige tilstand på valgdagen. Thomas Blachmann har til sammenligning stillet op til folketingsvalg, og har efter bedste evne stået og brølet sine vigtige pointer ud i folketingssalen igennem fire år. På trods af, at han grundlæggende hader konceptet.

På et tidspunkt sagde han at: ”Man vil først kunne se effekterne af mit arbejde om 2-300 år,” hvilket trods den milde overdrivelse ikke udelukkende var ment som en joke. Han beviste endnu engang i aftenens show, at han rent faktisk mener noget med det, idet han sendte sine egne deltagere hjem, på bekostning af talentet Morten Benjamin, hvis tidligere performance jeg for nogle uger siden benyttede som udgangspunkt for et kritisk debatindlæg her på bloggen, idet han havde leveret en af de eneste reelle X-factor-performances i programmets historie – en sådan beslutning er vist aldrig før eller siden set fra en X-factordommer. De plejer at kæmpe med næb og kløer om deres egne deltagere, armeret med dårlige undskyldninger, der kamuflerer det faktum, at de sætter deres eget ego over kunsten.

Thomas Blachmann skal her på falderebet for hans deltagelse i X-factor have al ære og respekt for, at han havde nosser nok til at lægge sit ego og sine fine fornemmelser til side til fordel for kunsten, og tage kampen op lige der, hvor den er allermest vigtig, nemlig midt i den mest usmagelige, fordummende og som regel tandløse bedste sendetid på tv-stationerne. En sendetid, som alle andre visionære og vægtige kunstnere ser ud til at have flygtet fra, fordi de af forfængelige grunde ikke ville forbindes med den.

I øvrigt en bedste sendetid, som musikeren Peter Bastian i sin nye bog, ’Mesterlære’ - som jeg vil anmelde her på siden senere - fortæller at han sagde nej til for mange år siden, fordi han på daværende tidspunkt var ved at miste jordforbindelsen. Set i det lys er det imponerende at en mand som Thomas Blachman har sagt ja til fire sæsoner på trods af, at han i perioder undervejs har hængt og svævet et sted ude i atmosfæren, hvorfra kun de færreste desværre forstod transmissionen af hans ellers ofte helt præcise og ægte budskaber fra kunstens himmerige.

Der har været tider, hvor man har kunnet mærke at Blachmanns dømmekraft er svigtet på grund af påvirkningen fra det forum af ukunstneriske mennesker, som han har været en del af, eller fordi han har ladet sig rive med af hele mediemaskinen - men i det store og hele har han trods omstændighederne holdt ekstremt godt fast i sin egen præmis for sin deltagelse i programmet langt det meste af tiden – nemlig at kunsten kommer før både egotrip og underholdningsværdi.

Overordnet set har han sagt de kunstnerisk set rigtige ting til folk, også selvom det har gjort ondt. For eksempel her til aften, hvor han sagde farvel til sine egne deltagere, eller senere i samme show, hvor han fortalte den færøske sanger, Sveinur, at han lignede en 12-årig dreng, der i stedet for at dyrke al den overfladiskhed skulle have fat helt inde i sig selv - at han skulle have fat i sit røvhul når han sang. I øvrigt et råd, som forfatteren Bjørn Rasmussen også taler om i sin skarpe debutbog, som jeg tidligere anmeldte meget positivt her på siden – måske er det derfor der er så fandens meget nerve i Rasmussens bog, mens Sveinurs sang blot forbliver smukt fyld uden dybdegående substans. Kunst overfor pseudokunst.

Læs iøvrigt dette interview med Blachmann, fra Politiken - 'Jeg har aldrig fået en diagnose'.