Viser opslag med etiketten Assistens kirkegård. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Assistens kirkegård. Vis alle opslag

onsdag, december 28, 2011

Bogen, der måske er skrevet af Claus Beck-Nielsens korpus

Korpus forklædt som Warhol
Jeg læste Claus Beck-Nielsens nye bog 'Jeg taler til jer' forleden. Eller det vil sige: Jeg tror nok jeg læste hans nye bog forleden, for efter endt læsning fandt jeg ud af, at Claus Beck-Nielsens borgerlige navn åbenbart står ledigt som et forladt internet-domæne, efter han igennem ti år har forsøgt at opløse sin egen identitet (kulminerende med begravelsen af hans identitet på Assistens Kirkegaard i oktober sidste år, et optog jeg selv deltog i), så enhver nu i princippet kunne være forfatteren til 'Jeg taler til jer'. Dette påpegede Claus Beck-Nielsens omvandrende korpus da også selv over for Informations anmelder, Tue Andersen Nexø:

»Da ethvert menneske i princippet kan være Claus Beck-Nielsen, så er det absolut muligt, at jeg er forfatter til Claus Beck-Nielsens nye roman. Men det kan lige så godt være dig, der er forfatteren.«

Jeg må indrømme, at jeg faldt lige på halen i, da jeg læste bogen, idet hele denne litteraturdebat var gået hen over hovedet på mig i løbet af efteråret. Så jeg læste med stor fryd, idet jeg ikke har læst hans bøger siden den fantastisk fængende 'Claus Beck-Nielsen - Biografi 1963-2001' i 2004, og derfor glædede mig til at se, hvilke skinner han nu lagde ud foran sig selv.

Biografien, her i en svensk udgave

Hele projektet med 'Jeg taler til jer' forekom mig hurtigt som værende en lettere fortyndet udgave af Claus Beck-Nielsen, som jeg kender ham, et slags mellemspil i hans forfatterskab, men da jeg først havde accepteret dette, begyndte den faktisk at blive temmelig morsom på en temmelig plat måde, og jeg tænkte da også flere gange over, hvad han dog havde gang i med denne udgivelse - hvorfor var han pludselig ude på at træde hele verden over fødderne, hvorfor ville han med ét slag fornærme både afrikanerne på Nørrebro, og tale nedsættende om kvinder og hele den danske bestand af forfattere og anmeldere? Men jeg læste troligt videre, fint underholdt, og tænkte, at det var jo Claus Beck-Nielsen, og han kunne jo i princippet finde på hvad som helst, og dette var måske et absurd forsøg på at skifte fuldstændig spor.

Da jeg havde læst bogen søgte jeg selvfølgelig om bogen på nettet, og så begyndte skuffelsen for alvor at brede sig. For det viste sig, at rygterne om den egentlige forfatter bag 'Jeg taler til jer' allerede var ilet dens udgivelse i forvejen, så bogen var blevet ignoreret af store dele af anmelderkorpset, da den udkom i oktober i år.

Og så begyndte brikkerne selvfølgelig at falde på plads, og skuffelsen meldte sig. For nu havde jeg siddet i flere timer og troet jeg læste en bog af en mand, som jeg finder vældig inspirerende og interessant, og hvis fremtidige kunstneriske udvikling jeg havde afventet med stor spænding. Hvilket træk kan han om muligt lave efter han bogstavelig talt havde sænket sit ti år lange identitetsprojektet i jorden? Forhåbentlig ville han skifte ham og finde helt nye veje at betræde.

Beck-Nielsens 'enke' lægger roser på kisten
Da jeg begyndte at tænke mig lidt om, så kunne jeg heller ikke få denne temmelig nedladende og usympatiske bogs fortæller til at harmonere med Claus Beck- Nielsen. Jeg mødte ham (hans korpus, undskyld) på Spot Festival for et par år siden, hvor jeg rendte rundt og anmeldte for Bandbase/Gaffa, og der hilste jeg på ham og fortalte at jeg var fan af hans 'Biografi', og jeg må sige, at jeg fik indtrykket af en nærmest selvudslettende høflig og venlig mand, som tydeligvis satte stor pris på min kompliment.

Nå, men tilbage er der vel bare at sige, at jeg har været lidt for naiv i min litteraturlæsning, og at jeg glemte at friske op på, hvad Claus Beck-Nielsens projekt egentlig har handlet om. Men min temmelig ukritiske og autoritære tilgang til forfatternavne og bogtitler, samt til Claus Beck-Nielsens projekt, bed mig bagi, så jeg nu endte med at sidde sad tilbage med en temmelig stor irritation over at have spildt min tid, idet jeg ikke fandt ud af noget som helst om hans fremtidige projekt, og i stedet endte med at blive temmelig træt af hele dette identitetsprojekt.

Køb bogen her!