Månedens forfatter - interview

Her i marts er jeg månedens forfatter på Æseløre.dk, en blog der drives af min børnelitteraturforfatterkollega (dejlig langt ord) Rikke Dyrhave Nissen. I interviewet svarer jeg på en række spørgsmål om min bog, 'Jeg er modig', om hvordan jeg skriver, om gode læseoplevelser, samt om der er forskel på at skrive sange og litteratur, som i dette uddrag:

"4. Du skriver også sange. Er der forskel i den måde du arbejder med en litterær tekst og en sangtekst? Og hvilke?

Det er egentlig meget samme teknik jeg benytter. Jeg forsøger at arbejde så intuitivt som muligt. At mærke mig frem til resultatet. At holde mig selv åben for idéer, sætninger, indfald, stemninger og følelser, også selvom det første idéer lyder dumme, mærkelige, kluntede og upoetiske. I den første fase gælder det for mig om at få min indre dommer til at holde mund, for ellers begynder det at gå galt. Eller gå i stå. Eller også bliver sætningerne usmidige, pompøse, klicheprægede osv. Min indre kunstner skal have lov at fornemme sig frem til et bud, for det giver altid det bedste resultat i sidste ende."

Læs hele interviewet her.

Læs den tidligere omtale af 'Jeg er modig' på Æseløre.dk

At ændre en roman fra 3. person til jeg-fortæller

Påbegyndte i går de gennemgribende ændringer i min roman, som jeg for nylig fik en slags vision om, var en nødvendighed at udføre. (læs ’Som splintret glas – en skriveerkendelse’)

Det tager sin tid at ændre en hel roman fra 3. person til jeg-fortæller. Selvom skriveprogrammerne har deres ’søg og erstat’-funktioner, så giver det jo fx ikke meget mening blot at skrive ’jeg’ alle de steder, hvor der før stod ’han’ – i hvert fald ikke når der også optræder en hel del andre hankønsvæsener i bogen. Så det eneste, der dur er hårdt, manuelt arbejde.

Men jeg har allerede nu, efter 4-5 timers arbejde, fået et klart bevis på, at det var et rigtigt valg. Nu kan jeg pludselig se romanens sproglige svagheder lyse mig i øjnene. Sætninger, som jeg før havde ophøjet som små sproglige perler, forekommer mig pludselig trivielle og patetiske. Jeg troede, at bogen var langt mere færdig end tilfældet var, men der er stadig et stykke vej før sproget er derhenne, hvor jeg ved det skal hen.

Jeg har tit hørt, at når man er færdig med et udkast skal man lade det ligge i seks uger før man tager fat på det igen. Det kan give den nødvendige distance til, at man kan læse sit manuskript som om det var en anden der havde skrevet det, og dermed få en mulighed for at komme videre med projektet, idet man derved på en måde agerer sin egen konsulent.

Det har vist sig at være nødvendigt et utal af gange med dette manuskript. Fordi jeg undervejs ofte er gået i stå, og ikke har vidst, hvad jeg skulle gøre, hvilket hænger sammen med, at manuskriptet har været med mig i stort set samtlige faser jeg selv har gennemgået i min udvikling som forfatter. Og når man ikke ved, hvad man skal gøre, så er pausen en oplagt mulighed, nogle gange en nødvendighed.

Men hvis man mærker at man ved, hvad man skal gøre, for at komme i land, så er det, at tage en pause, nogle gange bare dovenskaben der viser sit ansigt. For der kan godt gå så lang tid, at man kommer for langt væk fra alle de vidt forgrenede, mere eller mindre ubevidste, strømme, der ligger som et netværk under romanens temaer og sprog.

Derfor kan det også ofte, hvis man er inde i et godt flow, være en stor fordel at færdiggøre tingene i en glidende bevægelse, en bevægelse som kan gå over dage, uger eller måneder. Så kommer der ofte til at stå mange flere kloge og skarpe og smukke ting på siderne, som man ikke selv var klar over, og som ikke var bevidste. Og derudover er det som oftest også sjovere og langt hurtigere.

Jeg forsøger af min erkendelse, som går på, at man ikke skal forspilde flowet når det er der, med diverse undskyldninger om alt muligt mellem himmel og jord. Det gælder om at udnytte det til fulde. For så kan man også give sig selv ro og lave noget andet, når der ikke er noget flow.

At sende ind til forlagene

Om at tage imod feedback fra forlagene, om persontegninger og om ligheden mellem Erlend Loe og Jon Fosses skrivestil.

Venter på svar fra min redaktør. Før jul sendte jeg de første tyve sider af en børnebog til hende, for at høre, om det kunne være noget for dem at arbejde videre med. Ingenting er sikkert, men jeg har da en god fornemmelse omkring projektet.

Dertil har jeg voksenromanen, som jeg dog endnu ikke har sendt ind til forlagene - i hvert fald ikke i dets nuværende format - jeg har ladet det ligge mere eller mindre ulæst siden jul, hvor første rå-udkast blev færdigt. Ord kan have godt af at hvile ind imellem. Pausen giver mulighed for at lade som om det er en anden, der har skrevet manuskriptet, hvilket man kan have brug for, hvis man skal kunne være så nøgtern som mulig i omskrivningen og redigeringen. Og skrivning handler meget om omskrivning, i hvert fald hvis man skal gøre sig forhåbninger om at andre skal gide læse det man laver af fri vilje, og måske endda ville udgive det.

At bruge et forlags feedback
Processen med at komme ind på forlagene handler om at blive ved med at dygtiggøre sig og dermed holde fast i skrivningen. I årevis. Og i mellemtiden gælder det om at lytte til redaktørernes feedback, hvis man altså er så heldig, at de kommenterer ens afslåede manuskripter. Kommentarer kan vel ses som forlagenes form for talentpleje. Desto mere uddybende de er, desto mere fremtidsperspektiv, kunstnerisk talent eller salgspotentiale ser de i ens tekst.

De har ikke tid til at give dybdegående feedback til hver eneste forfatter eller hvert eneste manuskript, så når der begynder at dukke mere tekstnære kommentarer op i afslagsbrevene, i stedet for høflige standartafslag som lyder noget i retning af 'manuskriptet passer ikke ind i vores udgivelsesprogram', er det i virkeligheden det første store vendepunkt som forfatter. For det viser at de har overvejet ens arbejde seriøst. Ofte er feedbacken i begyndelsen så sporadisk, at man skal kigge dybt for at finde noget, der kan bruges konstruktivt.

Det kan være noget i retning af: 'Sød historie, men dine personer forbliver noget overfladiske.' Hvilket kan være ekstremt svært, for ikke at sige umuligt, at bruge til noget som uerfaren forfatter, ud over at det nærmest kan virke som en hån at de skriver 'sød historie' - nærmest som om de klapper en lille dreng på hovedet. Og det er vel også netop det, et sådant afslag er et udtryk for: 'Sød historie' henviser netop til, at historien er velment og sød, men mangler de afgørende litterære kvaliteter der kan få den op i nærheden af noget, som de vil overveje at udgive.

Den skjulte hjælp
Dog får man lige en lille hjælp med på vejen, en hjælp som langt fra er dækkende på dette stadie af ens forfatterskab, men som dog kan give en et hint om udviklingsmuligheder, nemlig det at man fx kunne arbejde med personerne i ens historie. Hvis de skriver, at ens personer forbliver noget overfladiske drejer det sig altså om at gå i dybden med disse personer, så de bliver levende mennesker. Man kan begynde at aflure dygtige forfatteres persontegninger. Hvordan gør de? Beskriver de karaktererne gennem direkte beskrivelser: 'Han var en høj, mørkhåret mand med et flakkende blik', eller inddirekte gennem det, personen siger og gør?
Hvilke forfattere gør det på en overbevisende måde? Mit bud er, at de bedste persontegninger kommer fra virkelige mennesker, der har gjort et stærkt sanseligt indtryk på forfatteren, og ikke fra opdigtede forestillinger i hovedet.

Et eksempel på en god persontegning som jeg lige kan komme på, er Erlend Loes to supergode bøger, 'Naiv.Super' og 'Fakta om Finland'. Disse to bøger får netop deres styrke i persontegningen af de afvigende mandeskikkelser med aspergers syndrom og begyndende panikangst og stress, fordi forfatteren benytter nogle af sine egne, indre psykologiske mekanismer, som han uden tvivl kender indgående, og ikke forsøger at spise læseren af med overfladiske pap-figurer, som han desværre gradvist er gået mere og mere over til i sine nyere bøger. Dog skal det nævnes, at jeg har en mistanke om, at Erlend Loe har ladet sig kraftigt inspirere til sin skrivestil af Jon Fosses stil - fx er der en meget stor lighed mellem Loes 'Fakta om Finland' og Fosses 'Bådehuset' - Loes bidrag er så at dreje det hele i en endnu mere grotesk retning, og benytte sig af humoren i endnu højere grad.

Har næsten altid ret
En ting jeg har lært er, at forlagene stort set altid har ret, når de kommer med kritik. Det kan være ekstremt irriterende at indse, men det er sjældent de tager fejl i deres kommentarer. Så derfor er der meget at lære i disse meget vage pejlepunkter fra de spæde afslag.

Med min nuværende redaktør forholder det sig som fx sådan, at hun stort set altid har ret, når hun påpeger at nogle specifikke steder i teksten halter. Det er dog ikke altid at hendes diagnose eller medicineringsforslag er korrekt - men hun har altid ret i, at der er noget galt lige netop der, hvor hun satte fingeren ned i første omgang, og hendes forslag til ændringer leder en på sporet af løsningen, hvis ikke hun altså fandt løsningen i første hug. 

Som forfatter er man nødt til at få mere dybdegående og jævnlig respons, hvis man skal udvikle sit manuskript og sig selv som forfatter. Man skal ind i en rutine med at skrive og få feedback, med at læse og studere andre forfatteres teknikker gennem litteraturen. I denne proces kan det altså være en god idé at tage imod forlagenes hjælp, og anskue redaktørernes forslag som de gode råd fra eksperter, som de er et udtryk for i de fleste tilfælde.

Om at tage ved lære og holde fokus

To fyrtårne, fødselshjælpere og store inspirationskilder.
Foto af Sif Meinke, lånt fra Torben Weinreichs hjemmeside.

 Tanker om nogle store personligheder i børnelitteraturen, og hvad deres hjælp har gjort for mig; tanker om en af forfatterens største faldgruber: at komme til at bruge tiden på ting, der lugter af litteratur, men ikke er det; og sidst, men ikke mindst: tanker om hvordan det hele hænger sammen med afslutningen på en forfatters krise.

Man kan vel ikke sige, at det, at jeg efter fire et halvt år stopper som webmaster for min tidligere lærer på Forfatterskolen for Børnelitteratur, professor, forfatter m.m. Torben Weinreich, ligefrem er en nyhed der kommer til at ramme verdenspressens forsider - men alligevel synes jeg det er værd at dokumentere med et indlæg der fortæller lidt om den betydning Torben Weinreich og hans kone Kari Sønsthagen har haft på mit forfatterskab.

Det vigtigste mit arbejde med hjemmesiden gav mig, var ikke pengene - idet jeg lavede det for vennepris, krydret med diverse løbende gaver i form af de nyeste bøger fra hans hånd - men derimod et tættere bånd til Torben, og dermed en tættere kontakt med en kæmpe inspirationskilde, som har viet hele sit liv til en utrættelig og imponerende indsats for dansk børnelitteratur. Jeg forsøgte at undlade at forstyrre eller udnytte denne forholdsvist tætte kontakt, af respekt for, at han altid så ud til at have vigtige ting i søen, som jeg syntes ikke en enkelt forfatter skulle forstyrre med sine trivielle problemer.



Min udgave af Torben Weinreichs hjemmeside, som den så ud 5. januar 2012.

Et kritisk punkt
Dog blev vigtigheden af min relation til Torben og Kari for alvor synlig for et års tid siden. På det tidspunkt nåede mine problemer med at få færdiggjort ungdomsbogen 'Jeg er modig' et kritisk punkt. Jeg havde nu gået rundt om den varme grød i lige præcis fem år, siden jeg skrev den første udgave, og der var ikke sket fremskridt med teksten overhovedet. Præstationspresset blev bare større og større indeni mig - og tre ellers lykkeligt og stolt modtagne legater fra Kunstrådet på samme projekt havde ikke gjort presset mindre.

Jeg havde gjort adskillige forsøg, men kom ligesom til at starte på en ny historie hver eneste gang. Til forskel fra de foregående år, så havde jeg nu et forlag og en redaktør, som havde sagt god for bogens udgivelse, dog selvfølgelig på den betingelse, at bogen skulle skrives færdig, hvortil jeg havde fået nogle anvisninger. Det var dog langt fra lige så konkrete anvendelige anvisninger som de to tidligere projekter vi havde lavet, de to bøger om Vilmer, hvilket skyldtes projektets mere særegne karakter.

Men trods anvisningerne blev blokeringen nu blot endnu mere total, og jeg blev klar over, at jeg måtte have endnu mere hjælp udefra. Fem års opbygget forventningspres var blevet en knude jeg ikke kunne løse alene, hvis jeg nogensinde skulle skrive bogen færdig. Jeg kunne på ingen måde ramme den tone, som det oprindelige udkast så fint havde haft, et udkast jeg skrev meget hurtigt, på omkring en måned, med tæt daglig dialog med min gode ven og forfatter, som i samme periode sad og skrev på sin fine debutsamling, der udkom i 2005 - en dialog uden hvilken bogen sandsynligvis ikke var blevet til i første omgang.

At råbe på hjælp
Jeg skreg min nød ud til en række folk, heriblandt Torbens kone, Kari Sønsthagen, der lagde hovedet i blød sammen med Torben, og vendte tilbage for at tilbyde mig at Torben kunne tage en samtale med mig. Det er det bedste, der findes, sagde Kari, han har hjulpet store forfattere videre gennem tiden - og hun sagde også, at jeg tilsyneladende havde udgivelsesangst. Jeg var angst for at blive færdig med mine ting, en angst, der på sin vis har siddet i mig i alle de år. Jeg har haft angst for at folde mig ud som forfatter, for at stole på, at jeg var god nok, for at turde indse, at jeg havde et talent, som egentlig bare havde brug for albuerum og tiltro for at få optimale vækstbetingelser.

Lars Vegas Nielsens smukke forside.

Jeg havde håbet at mine problemer nu var løst efter denne fortrinlige samtale med Torben, hjemme i deres hus på Sydsjælland, men nej: Bogens endelige tilblivelse var mig stadig en gåde. Jeg nåede endda at skrive et udkast til min redaktør, som hun blev lettere forarget og hidsig over, og med det samme bad mig skrotte næsten fuldstændig, på nær et par enkelte små brudstykker: Hun mente jeg havde ødelagt alt det fine ved det oprindelige udkast, og i princippet havde brugt resterne af den gamle bog til at gå igang med at skrive en helt ny og meget mere grænseoverskridende bog til et meget ældre publikum. Og hun havde fuldstændig ret. Hvilket hun som regel har. Så det var tilbage til tasterne igen.

Opslidende arbejde kulminerer
Efter mange års hårdt, mentalt arbejde, som nærmest var en hån mod den legende lethed, hvormed første udkast var fremkommmet, blev jeg færdig med bogen i 2011. Det var ikke spor sjovt, og hele processen ødelagde en del af min glæde ved både det at skrive, men også selve bogen.

Men det var med Karis ord forhåbentlig den prop, som skulle fjernes, for at mit forfatterskab kunne begynde at blomstre uden alle disse problemer. Jeg sagde høfligt ja, for at vise respekt for, at både hun og Torben midt i deres hverdag havde taget sig tid til at hjælpe mig på vej - en hjælp de ikke på nogen måde havde behøvet at give mig - men inderst inde følte jeg det nærmere som om, at dette ville blive det sidste jeg nogensinde ville skrive, og at jeg aldrig nogensinde ville skrive et ord igen.

Hvornår lysten returnerede
Der gik da også sin tid før lysten kom igen. Faktisk gik der et helt år, og først en måneds tid før oprettelsen af denne blog, begyndte idéerne igen at røre på sig, på en hemmelig måde. Jeg greb pludselig mig selv i at gå igang med at skrive lange begyndelser til helt nye romaner, og langsomt er lysten og glæden til at eksperimentere, læse og skrive, vendt tilbage.

Og netop tiltroen til mine egne eksperimenter var en af grundstenene for, at Jeg er modig's struktur og sprog overhovedet blev til i første omgang. Jeg fik godt nok skudt i skoen af Jyllandspostens anmelder, Karen Lise Søndergaard Brandt, i den ellers ok anmeldelse af bogen, at mit forsøg på at spille smart "ikke er noget der ikke er set før" - men så er der i hvert fald nogle kapitler i børnelitteraturen der er gået hen over hovedet på mig, for jeg har ikke set min bogs mage før, hvis man ser på både formen, indholdet og målgruppen, og derfor føler jeg at den har en større berettigelse end hun mener. Til gengæld har hun i sin anmeldelse nok desværre ret i, at teksterne taber en anelse højde undervejs. Jeg skrev den så godt som jeg kunne på daværende tidspunkt, men den kunne have været en anelse bedre når først historien tager fat. Men det var en svær udfordring at bevare en høj litterær kvalitet og korte, afrundede tekster samtidig med at en meget konkret handling skulle tage fart.

At bevare fokus
Tilbage er blot at sige, at Kari fik ret i sin spådom: Tilblivelsen af Jeg er modig blev i sandhed den prop, jeg skulle have ud af systemet, før jeg kunne begynde at se vejen fremad, en vej der ellers var totalt tilsandet igennem mange år. Og Torben og Karis hjælp og urokkelige tro blev altså en uvurderlig hjælp i processen. Aldrig har jeg mødt nogen, der brænder så meget for børnelitteraturen som de to mennesker, hvilket i sig selv er utroligt inspirerende. Men hjemmesidedesigner? Det skal jeg ikke være igen.

For hvis der er én ting webmasterperioden også har været med til at lære mig, er det vigtigheden af at holde fokus på selve skriften, og ikke af ren desperation (for anerkendelse og for at bruge sine kompetencer) komme til at forfalde til at lave alle mulige ting der lugter lidt af litteratur eller musik, men i princippet slet ikke er det. Det være sig webmasterarbejde for en litteraturprofessor som Torben, bestyrelsesarbejde i musikforeninger, gratis feedbackarbejde til tonsvis af musikere og sangskrivere, og hvad jeg ellers har rodet mig ud i igennem årene. Det lugter lidt af litteratur og musik, men det har intet at gøre med det. En formulering min før omtalte gode ven og forfatter vist fandt på engang, vi gik i en af vores lange samtaler. Og faktisk forsøgte Kari at lære mig dette allerede flere år tidligere, hvor hun kommenterede mig og min vens desperate forsøg på at starte eget forlag, så vi kunne blive udgivet, ved at sige, at hun syntes det var en elendig idé, fordi det at være forfatter handlede om at bevare fokus på skriften.

En sidste stolt bemærkning
Som en sidste gave som tak for min arbejdsindsats, og som tak for mit tilsendte eksemplar af den færdige 'Jeg er modig'-bog, sendte Torben mig sin seneste bog, Forfattere i nyere dansk børnelitteratur, som giver et indblik i de - efter hans mening - fire vigtigste danske børnelitterære forfattere, og desuden fortæller om en del af de forfattere, som ligger i laget lige under, og som har potentialet til måske i fremtiden at blive blandt de vigtigste. I den håndskrevne dedikation skriver han at jeg, hvis jeg fortsætter i samme spor som 'Jeg er modig', måske kommer med i den næste udgave. Det er da noget, der får en til at bøje sig i støvet. Så hjælper det alligevel at tage ved lære og holde fokus.

Tanker om skrivekunstens psykologi

På det skrivehold, jeg havde kort før jul, gik en kvindelig psykolog, som adskillige gange i løbet af kurset kom med nogle vældig interessante ytringer omkring, hvor meget de teknikker, indfaldsvinkler og øvelser jeg introducerede dem til i skrivekunstens navn, havde af påfaldende ligheder med teknikker man benyttede som terapeutiske redskaber indenfor psykologien.

Jeg har tænkt en del over dette siden, og egentlig er det jo ikke så underligt, da jeg udover at interessere mig meget for menneskets psykiske processer som en naturlig del af forfatterhvervet, også har interesseret mig meget for de psykologiske aspekter ved selve det at skrive, ikke mindst efter flere længerevarende perioder med skrivekrise og manglende motivation og skaberglæde.

Når man først har prøvet at skrive noget, som var rigtig godt, og har fundet stor glæde ved det - det kan i mit tilfælde både have været et digt, et stykke prosa, en sang eller for den sags skyld et maleri - og man så efter en periode slet ikke ser sig selv i stand til at frembringe noget der har tilnærmelsesvist samme niveau, og heller ikke kan finde gejsten omkring det længere, så er det naturligt at begynde at spekulere over, hvad der var grunden til den manglende kvalitet og lyst.

Jeg grublede over forskellige tanker om sammenhænge, og måtte blandt andet erkende, at der er en tæt sammenhæng mellem ens læsning og kvaliteten og kvantiteten af ens skrivning. Men jeg tænkte også på, hvordan det kunne være, at jeg den ene dag så let som ingenting kunne skrive noget blændende klar prosa, som jeg kunne modtage legater på, mens jeg på et senere tidspunkt havde så patetisk lidt tiltro til min skrivning, at jeg måtte få min kæreste til at skrive første udkast af en mindre tekst, der skulle afleveres til et forlag under deadline - en tekst der i øvrigt senere blev solgt til Norge, som den eneste af de ti afleverede tekster.

Resultatet af de mange overvejelser omkring min skiftende tilstand af selvtillid omkring min skrivning blev selvfølgelig, at jeg fandt ud af, at en stor del af mine skriftlige problemer var psykisk betingede. Selvfølgelig kan man være mere eller mindre inspireret i forskellige perioder af sit liv, men den nærmest groteske forskel på kvaliteten af det jeg skrev, kunne ikke forklares udelukkende med at jeg var holdt op med at læse litteratur, eller var blevet dårligere til at skrive. Det måtte også have noget at gøre med min indstilling til mit kunstneriske arbejde - det måtte have noget at gøre med blokeringer, som følge af manglende selvværd og selvtillid.

Og så kunne jeg vælge at tro på, som nogle forfattere gør, at den slags skal løses af tiden alene, og kun i streng ensomhed - en kamp jeg så som et blodigt og måske uendeligt langt slag på en smal, halvrådden planke hen over en dyb afgrund, en kamp med kun én vinder - eller også kunne jeg vælge at tage skeen i den anden hånd og begynde at ændre min indstilling ved at søge hjælp for mine problemer fra eksperterne. Jeg valgte - ganske hårdt presset af min jammerlige uduelighed - den sidste vej, hvilket forklarer en del af de ligheder, som min kursist fandt mellem psykologien og skrivekunstens redskaber i min undervisning.

Tanker om sammenhænge

Jeg mistede lysten til at læse og derfor holdt jeg op - eller også var det omvendt - uanset hvad, mistede jeg i samme ombæring grundlaget for den prosa, som havde formet sig gennem tanker, sætninger og indskudte idéer under læsningen af litteraturen; mit før så naturlige og skarpe blik fik en mælkehvid hinde hen over sig; øjnene tørrede ind i deres huler, jeg kunne ikke længere se; jeg mistede lysten til at prøve og endte med at lade blikket falde i.