At skrive i flow og uden begrænsninger

En af de skrivebøger, jeg havde mest gavn af i min kamp for at komme ud af min skrivekrise for nogle år tilbage, var Bo Skjoldborgs meget overskuelige og let anvendelige bog, 'Flowskrivning'. Jeg købte den af ham igennem et af de kurser i Dansk Forfatterforening, hvor han var oplægsholder.

Indholdet

Bogen giver en lang række råd til selve skriveprocessen - ikke direkte tekniske råd om, hvordan man bliver bedre til at skrive rent kunstnerisk, eller hvilke kneb man benytter, når man skal skrive en roman i tredje person osv. Men mere råd til selve processen med at få idéer og det at få skrevet ordene.

Man bliver hjulpet igennem en lang række problemstillinger såsom: Hvordan bliver jeg mere produktiv som skribent; hvordan får jeg flere gode idéer; hvordan får jeg den tilstand af flow - som de fleste skrivende elsker at opleve, fordi man her skriver sit bedste - til at opstå så ofte som muligt når jeg skriver? Hvordan undgår jeg at gå i stå med skriveprojekter, eller bliver bedre til at håndtere problemerne når de opstår. En lang række problemstillinger som disse, og mange flere, guider han os igennem via en række øvelser osv.

Modstand mod at få hjælp

Jeg ved fra mig selv, og fra mange jeg kender og er stødt på, at mange kunstneriske sjæle har en modvilje mod at læse bøger som denne, eller i det hele taget til at modtage direkte lærdom fra andre - i hvert fald en modvilje mod at bekende sig til, at man benytter den slags. Jeg tror det har noget at gøre med, at man føler, at skrivningen er ens frirum, og at dette frirum bliver mindre særegent hvis nogen kommer og blander sig. Desuden ligger der også noget stolthed i det: Andre mennesker skal i hvert fald ikke fortælle mig, hvordan man bærer sig ad med dette.

Min oplevelse er det stik modsatte. Desto mere viden jeg har opsøgt om skrivekunsten, desto bedre er jeg blevet. Men jeg er ikke blevet bedre af selve det at opsøge ny viden, men tvært imod fordi jeg via denne viden har opnået et langt højere flow, og dermed har fået opnået en skriveproces der så og sige altid er flydende og igang - og derigennem har jeg oplevet, at jeg blevet dygtigere, men først og fremmest har jeg fået færdiggjort langt flere ting.

Logbogs- og nonstopteknik

Det er blandt andet via logbogsteknikken og nonstop-teknikken, som mange skrivende kender, enten bevidst eller ubevidst. Her tvinger man sig selv til at skrive uden stop. Fingrene skal altså holdes kørende på tastaturet indtil man synes det er nok. Jeg begyndte at lave en logbog i august 2007, og har skrevet hver dag, selvfølgelig med undtagelser - i begyndelsen var det en kamp at få skrevet, men efterhånden skrev jeg så mange ord, at jeg måtte skære ned, fordi det simpelthen tog for meget tid, og var for krævende. 

To opsatte regler
Vendepunktet kom, da jeg satte en to regler for mig selv, udover at dokumentet var hemmeligt for andre end mig selv: Jeg skulle skrive præcis hvad der dukkede op i min bevidsthedsstrøm i min logbog, og måtte altså ikke censurere mig selv på nogen måde. Desuden skulle jeg starte med at skrive ud fra lige præcis det første, der faldt mig ind i hovedet, eller det første jeg kiggede på.

Disse regler gjorde, at en ny kreativitet åbnede sig op, og frem fra dokumentet voksede tusindvis af sider med en blanding af dagbogsnotater, prosa, anmeldelser, artikler, blogindlæg, selvterapi, grublerier, nonsenssnak, idéudvikling og en masse tanker omkring mine igangværende manuskripter.

Flere gange forsøgte jeg at sige til mig selv, at hvis blot jeg kunne forsøge at få vinklet mine ord noget mere over på prosaen, så ville jeg kunne skrive mange romaner om året - men når jeg forsøgte mig med den slags, gik det hele ligesom i stå, idet jeg forbrød mig mine to regler: At alt hvad der kom ud af mit hoved, var tilladt, samt at jeg skulle starte lige nøjagtig hvor jeg var. 

Efterhånden måtte jeg indse, at når jeg gjorde alle tanker og skriftlige udgydelser tilladt for mig selv, så opstod der stille og roligt en overflod af brugbart materiale, og jeg fandt også hurtigt ud af, at når blot jeg fik lov at afreagere og tune mig ind på projekterne med lidt 'fri leg' så drejede min skrift som regel hurtigt hen på forskellige skriveprojekter. Måske ikke altid i form af direkte prosa, men så som skrivning omkring projekterne, som ofte kan være lige så vigtigt - altså tanker, hvor man lærer sit stof bedre at kende, hvilket ofte er et overset aspekt af overhovedet at kunne skrive manuskriptet.

Stephen King

Hvad der virker

I virkeligheden havde jeg stødt på rigtig mange af Skjoldborgs indsamlede teknikker før, på de skriveskoler jeg har gået på igennem årene, men det var nok første gang jeg for alvor gav mig hen til teknikkerne, og accepterede, at det ikke bare var tilfældigt at man på skrivekurser opererer med fx nonstopskrivning og feedback, men at man rent faktisk gør det fordi de mest produktive og bedste forfattere stort set altid ser ud til at benytte sig af de teknikker - fordi det virker.

At undlade at presse citronen

En af de centrale ting, som kendetegner mange af de bedste og mest produktive forfattere er fx også, at de er fleksible omkring deres skrivning, og at de ikke skriver utallige timer i fx hver tredje weekend, men i stedet ser ud til at skrive forholdsvist kort tid ad gangen, og så meget ofte i stedet. Så de så at sige altid befinder sig i skriveprocessen. 

En forfatter, der bliver hevet frem som eksempel er forfatteren Stephen King, der skriver tre timer dagligt, hver eneste dag, året rundt. Det kan måske lyde som meget for nogen, men når man tænker på, at manden er uhørt produktiv så er det jo i virkeligheden ikke voldsomt meget. 

Hvis man forsøger at presse citronen og skrive alt for mange timer hver dag, så vil man ofte opleve, at kvaliteten begynder at dale, og at man ikke har lyst til at skrive før måske flere uger eller måneder efter. Hvis man gerne vil øge sine chancer for at forbedre sig som skribent, og sine chancer for at færdiggøre sine ting, og samtidig gøre det på en måde, hvor man oftere er i flow, og dermed nyder skriveprocessen mere end ellers, så viser erfaringen altså at det er bedre at skrive kort og ofte end langvarigt og sjældent. Og med kort menes lige nøjagtig så kort, at man standser et stykke tid før end man er kørt død, og ikke venter med at standse til man har kørt sig selv helt ud. 

Køb bogen her!

Indignation som kunstnerisk drivkraft

Jeg lå i sengen nytårsnat og burde egentlig sove, da klokken var blevet syv og alkoholens trættende virkning burde have fået mig til at gå omkuld. I stedet for at falde til ro, begyndte tankerne at vandre derudaf, og inden længe kunne jeg mærke, at det var noget, jeg var nødt til at skrive ned. 

At skrive oven på Hemingway 
Jeg var dog for træt til at stå op og skrive, og måtte derfor, efter i lang tid at have forsøgt at få tankerne til at standse, tænde lyset og finde nogle forhåndenværende skriveremedier. Og det viste sig at være Ernest Hemingways bog, 'Om at skrive', som jeg har læst flere gange siden jeg købte den, senest i forbindelse med den skriveundervisning, jeg kørte igennem efteråret. 

Efter at have overvejet det obskøne i at skrive ovenpå mesterforfatterens ord, besluttede jeg mig for, at det faktisk ikke fandtes noget mere perfekt - for helt ærligt, så skal man passe på med at tage skriveråd alt for bogstaveligt, især når de kommer fra en skråsikker machomand, der endte med at pløkke sig selv som 61-årig.

 

Jeg købte 'Om at skrive' i H.N. Jakobsens boghandel i Tórshavn for ti år siden,
hvilket jeg husker fordi jeg læste en tredjedel af bogen inde i boghandleren,
og efterfølgende læste resten på en café ikke langt derfra, før jeg tog tilbage
til Vestmanna, hvor jeg boede.

At have noget på hjerte

Mine tanker kredsede om, hvorvidt man som forfatter skal benytte indignation som kunstnerisk drivkraft eller ej. Hvorvidt det overhovedet er sandt, at det gælder om at have noget på hjerte, hvis man gerne vil være forfatter - en sætning jeg har hørt rigtig mange gange i mit liv.

For jeg har oplevet, at hver eneste gang jeg har forfattet en tekst med social eller politisk indignation som drivkraft, hver eneste gang jeg har haft en eller anden form for agenda i mine tekster, eller har haft et budskab, som er trængt igennem teksten, så har jeg fået afslag fra forlagene. Det har naturligvis ført til en del grublerier omkring forlagsbranchen, omkring mine egne skriverier, og samfundets udvikling generelt.

Svækker indignationen den kunstneriske dømmekraft?

I begyndelsen er det meget naturligt at skyde skylden over på forlagene, for at beskytte sig selv: De tænker også kun på penge, og har ikke begreb om litteratur eller kunst. Men efterhånden som indsigten i forlagsverdenen vokser, finder man ud af, at det ofte er nogle af landets dygtigste litteraturfolk der sidder på forlagene, og derfor kan det ikke alene være fordi de ikke har begreb om kunst eller litteratur, at de afslår ens mere indignerede tekster. Måske handler det så om pengene? Det skal jeg ikke kunne afvise.

Men i sidste instans har jeg vendt blikket indad - måske er sandt det de ofte siger til mine indignerede tekster: Det er simpelthen bare ikke godt nok! Tidligere ville jeg have tænkt: Men kan I ikke se potentialet i min tekst? Burde det, at jeg rent faktisk har noget at sige, ikke opveje at teksten ikke er god nok? Man skulle mene, at det er nemmere at arbejde videre på en tekst, der har noget på hjerte, for at gøre den udgivelsesegnet, end det er at forsøge at proppe mening og nerve ind i en tekst fra en forfatter, der ikke har noget på hjerte? 

Måske er det virkelig forlagsverdenen der er stram og kedelig - eller også hænger det også sammen med, at den kunstneriske intuition og fornemmelse svækkes i takt med at indignationen stiger? Lidt ligesom menneskets evner sløves af at indtage alkohol, mens dets vurdering af egne evner stiger.

Som Hemingway skriver et sted i den bog, som notaterne til disse tanker er forfattet på, så må man som forfatter være som en kirurg med sin skalpel, trofast mod det sår, man opererer i, når man skriver, for at kunne skrive op til sit kunstnerisk bedste.

Ernest Hemingway som - tør man sige indigneret? - ung mand

Indignation som udgangspunkt for udvælgelse og bedømmelse

Indignationen kan med andre ord fjerne kunstnerens fokus fra det, som det i bund og grund handler om, når man skriver, nemlig den litterære kvalitet. Man kan godt være indigneret som forfatter, men det vil i en bedømmelsessituation, som det jo altid er, når man sender noget ind til et forlag, altid komme efter den litterære kvalitet. Det at have noget at sige er altså ikke det væsentligste i forlagenes eller læsernes bedømmelsessituation, og det er slet ikke et krav på nogen måde, så længe man bare skriver godt.

På en måde kan man måske sige at det er ærgerligt, at man ikke starter med at bedømme skribenter eller kunstnere ud fra, hvorvidt de har noget at sige eller ej, inden man overhovedet går videre til at bedømme den kunstneriske kvalitet. For der findes masser af mennesker, som kan finde ud af at skrive, men som ikke ser ud til nogensinde at ville sige noget, med det de laver, og som i princippet bare laver pyntet ordgejl. 

På den anden side kan man så sige, at for at man overhovedet gider at læse en forfatter, så er kvaliteten af ordenes sammensætning, eller den litterære kvalitet, fuldstændig altafgørende. Men implicit i den holdning ligger vel så også det syn, at man i højere grad mener at kunne lære en forfatter eller en kunstner det 'at have noget på hjerte', end man kan lære dem 'det at skrive'?

Grunden til, at man kan sige det er ærgerligt at man bedømmer litterær kvalitet inden forfatterens 'indignation' er, at det måske kan spærre for, at kunsten og litteraturen får en vigtigere plads i samfundet end den har? De smalle nåleøjer ind til forlagene kan gøre, at folk skriver mere populært og orienterer sig mere imod at efterligne det, der sælger eller får anerkendelse, i stedet for at orientere sig indad, for at finde ud af, hvad de har af unikke kvaliteter at byde ind med, som kan forandre verden omkring dem. 

At Dostojevski ligefrem skriver ubegribeligt
dårligt, er måske en Hemingwaysk tilsnigelse?

Her er det vist belejligt med endnu et Hemingway-citat: "Hvordan kan det være, at en mand [Dostojevski] kan bære sig ad med at skrive så ubegribeligt dårligt og på samme tid få en til at føle så dybt?" Nu er Hemingway selvfølgelig ingen gud, men hvis han har ret, så er svaret vel at Dostojevskis største styrker ikke er hans sprog som sådan, men hans ekstreme psykologiske indsigt. Tænk, hvis man uden at tænke over det, ofrer talenter eller gode manuskripter med stor psykologisk indsigt eller med vigtige ting på hjerte, blot fordi den skriftlige kvalitet ikke er helt god nok - på trods af, at en stor del af skrivekunsten er et håndværk der kan læres ved en vedholdende indsats, mens de andre to ting vel må anses som værende temmelig unikke kvaliteter?

 
En række spørgsmål til kunstnerens rolle
De ovenstående kort skitserede problemstillinger er nogle tilbagevendende overvejelser jeg gør mig omkring min fremtidige rolle i kunstens verden. I hvor høj grad er man som forfatter overhovedet en kunstner, hvis man alligevel ikke skriver ud fra et dogme om, at man skal have noget på hjerte? Kan jeg overhovedet bruge mit iboende ønske om at gøre verden til et bedre sted, til noget i litteraturen og i min kunstneriske praksis?

Somme tider gør det mig lettere opgivende at tænke på, at jeg måske i bund og grund ville nå meget længere, meget hurtigere og ville komme op på et meget højere niveau, hvis jeg formåede at smide min indignation og politiske bevidsthed overbord, når jeg skrev - hvis jeg lod være med at forsøge at have noget på hjerte, når jeg skrev. Det smertelige ligger i at skulle se i øjnene, at kunstnerisk, politisk eller social indignation formentlig ikke fører mig nogen vegne, og at jeg muligvis ikke vil formå at få koblet min indignation sammen med min kunst.

Det efterlader mig med spørgsmålet: Skal jeg bare acceptere at jeg er en slags ordenes arbejdsmand, en lønslave som alle andre, som i bund og grund ikke skal gå og mene alt muligt, men som blot skal gøre det, jeg er bedst til, og følge mit idéflow, eller skal jeg modarbejde det og bevidst forsøge at kanalisere mine 'meninger' ind i mine kunstneriske udgydelser? Eller skal jeg gå den vej hvor jeg siger til mig selv, at hvis jeg ubevidst kommer til at mene noget, eller have noget på hjerte i det jeg skriver, så er det fint nok - men jeg skal ikke forsøge at gå efter idéer og tekster, hvor jeg har noget på hjerte, men derimod efter den litterære kvalitet. Det, at have noget på hjerte kan være et biprodukt af det at skrive og udgive bøger, men det er ikke hovedmålet.

Det var blandt andet en lang række tanker som disse, der lå og rumsterede i mit hoved nytårsnat, men meget længere end dette nåede jeg ikke i overvejelserne, idet søvnen ankom lige så pludseligt som altid, som den usynlige hjælper, der fører en over i den anden verden, hvor alt kan ske.