Syng med røvhullet – en takketale til Thomas Blachmann



Foto: Thomas Borberg, Politiken


Mange af de musikere og musikelskere, som af ideologiske grunde ikke har værdiget X-factor et blik, har i mine øjne fuldkommen overset at kunstneren Thomas Blachmann – som en af de eneste kunstnere i landet - i bedste sendetid har forsøgt at tage et ansvar for, at landets kunstneriske og menneskelige tilstand er ved at drukne i overfladiskhed og populisme. Han har taget kampen på kunstens vegne, hvilket han – efter nogle mindre downperioder rundt omkring - endnu engang beviste i aftenens udsendelse.

I min verden er det til hver en tid tusinde gange mere respektværdigt at tage denne kamp ved at stille op i et program, hvis præmis man grundlæggende hader, end det er at sætte sig hen i en krog og mukke, som langt de fleste kunstnere og musikelskere ser ud til at gøre. Det svarer lidt til dem, der af ideologiske grunde ikke stemmer til folketingsvalg, men i stedet bruger al tiden på at brokke sig over samfundets elendige tilstand på valgdagen. Thomas Blachmann har til sammenligning stillet op til folketingsvalg, og har efter bedste evne stået og brølet sine vigtige pointer ud i folketingssalen igennem fire år. På trods af, at han grundlæggende hader konceptet.

På et tidspunkt sagde han at: ”Man vil først kunne se effekterne af mit arbejde om 2-300 år,” hvilket trods den milde overdrivelse ikke udelukkende var ment som en joke. Han beviste endnu engang i aftenens show, at han rent faktisk mener noget med det, idet han sendte sine egne deltagere hjem, på bekostning af talentet Morten Benjamin, hvis tidligere performance jeg for nogle uger siden benyttede som udgangspunkt for et kritisk debatindlæg her på bloggen, idet han havde leveret en af de eneste reelle X-factor-performances i programmets historie – en sådan beslutning er vist aldrig før eller siden set fra en X-factordommer. De plejer at kæmpe med næb og kløer om deres egne deltagere, armeret med dårlige undskyldninger, der kamuflerer det faktum, at de sætter deres eget ego over kunsten.

Thomas Blachmann skal her på falderebet for hans deltagelse i X-factor have al ære og respekt for, at han havde nosser nok til at lægge sit ego og sine fine fornemmelser til side til fordel for kunsten, og tage kampen op lige der, hvor den er allermest vigtig, nemlig midt i den mest usmagelige, fordummende og som regel tandløse bedste sendetid på tv-stationerne. En sendetid, som alle andre visionære og vægtige kunstnere ser ud til at have flygtet fra, fordi de af forfængelige grunde ikke ville forbindes med den.

I øvrigt en bedste sendetid, som musikeren Peter Bastian i sin nye bog, ’Mesterlære’ - som jeg vil anmelde her på siden senere - fortæller at han sagde nej til for mange år siden, fordi han på daværende tidspunkt var ved at miste jordforbindelsen. Set i det lys er det imponerende at en mand som Thomas Blachman har sagt ja til fire sæsoner på trods af, at han i perioder undervejs har hængt og svævet et sted ude i atmosfæren, hvorfra kun de færreste desværre forstod transmissionen af hans ellers ofte helt præcise og ægte budskaber fra kunstens himmerige.

Der har været tider, hvor man har kunnet mærke at Blachmanns dømmekraft er svigtet på grund af påvirkningen fra det forum af ukunstneriske mennesker, som han har været en del af, eller fordi han har ladet sig rive med af hele mediemaskinen - men i det store og hele har han trods omstændighederne holdt ekstremt godt fast i sin egen præmis for sin deltagelse i programmet langt det meste af tiden – nemlig at kunsten kommer før både egotrip og underholdningsværdi.

Overordnet set har han sagt de kunstnerisk set rigtige ting til folk, også selvom det har gjort ondt. For eksempel her til aften, hvor han sagde farvel til sine egne deltagere, eller senere i samme show, hvor han fortalte den færøske sanger, Sveinur, at han lignede en 12-årig dreng, der i stedet for at dyrke al den overfladiskhed skulle have fat helt inde i sig selv - at han skulle have fat i sit røvhul når han sang. I øvrigt et råd, som forfatteren Bjørn Rasmussen også taler om i sin skarpe debutbog, som jeg tidligere anmeldte meget positivt her på siden – måske er det derfor der er så fandens meget nerve i Rasmussens bog, mens Sveinurs sang blot forbliver smukt fyld uden dybdegående substans. Kunst overfor pseudokunst.

Læs iøvrigt dette interview med Blachmann, fra Politiken - 'Jeg har aldrig fået en diagnose'.

Hårdtslående og mindeværdig debut



Pressevenligt pressebillede af forfatteren.

For nylig læste jeg en af de mest iøjenfaldende debutudgivelser jeg har læst fra en dansk forfatter. Det var Bjørn Rasmussens kortroman med den lange titel: 'Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet'.

Bogens fortæller bærer samme navn som forfatteren Bjørn, og i selve bogen er der også temmelig mange konkrete ting der peger i retning af, at dette er en roman med stærkt selvbiografiske træk, i og med, at der fx midt i bogen er fotografier af Bjørn Rasmussens heste-standpunktskarakterer, eller hvad man nu skal kalde dem.

Grænseoverskridende smukt
Når det er interessant er det fordi selve handlingen er temmelig voldsom og lige på, rå og poetisk. Den handler om en ung, homoseksuel fyr, der er blevet seksuelt misbrugt af sin mor og som dreng har et hemmeligt SM-forhold til sin voksne ridelærer. Som helt ung østjyde i København vælger Bjørn at få arbejde på et bordel, hvor han gudhjælpemig krydser samtlige 27 seksuelle præferencer af, da bordelmutter beder ham fortælle, hvad kunderne kan få hos ham.

Man skiftevis græmmes, frastødes og tiltrækkes af Bjørn Rasmussens bog, men man kan ikke undgå at læse den færdig, fordi der er så meget på spil for både forfatteren og fortælleren Bjørn, og fordi sproget mange steder flyder så smukt og er så særegent sprudlende, at det er en ren nydelse at læse.

Psykologi som religion
En af de ting, der falder i øjnene er balancen mellem det ekstremt eksplicitte og det meget implicitte - nogle steder er sexscenerne beskrevet voldsomt detaljeret, og andre steder antydes tingene kun let. Og det fungerede rigtig godt for mig. Hele hans seksuelle og psykologiske udvikling er ekstremt interessant at studere fordi man får lov at komme helt ind til personen - eller i det mindste har forfatteren formået at opbygge en illusion om, at man kommer helt tæt på personen - dog spidder fortælleren flere gange psykologer og psykologien, og fejer således psykologiserende mennesker af banen med den mindeværdige sætning: Psykologi er jeres religion.

Det kan føles som et lettere absurd angreb (eller forsvarsmekanisme) fra både fortæller og forfatter, absurd fordi hele Bjørns væsen tilsyneladende er blevet flænset op og lagt blødende til skue på jorden, men hvis nogen ikke kan dy sig for at pille lidt i kadaveret (lege psykologistuderende) så får de et rap over nallerne af Bjørn. På en måde føles det som en løftet pegefinger om, hvordan forfatteren ønsker at hans værk skal læses, hvilket han jo i bund og grund (heldigvis) ikke har noget at skulle have sagt omkring alligevel.

Når man trækker i land
Det eneste, der dog direkte irriterer og får en ellers virkelig god bog til at falde en anelse i niveau, er et afvigende afsnit hen imod slutningen, hvor forfatteren af en eller anden grund ser ud til at føle trang til at afvæbne og svække hele bogen med en masse ord omkring, at man jo ikke skal tro på alt, hvad man har læst, og at man jo skal huske på, at det er fiktion: "At du læser 'mig' er selvfølgelig en hovedløs fortalelse, og i forlængelse heraf  bør jeg nævne, at jeg ikke har fundet på det hele selv," hvorefter han opremser en masse forfattere, hvis sætninger han har lånt, og herefter glider direkte over i en ligegyldig takketale til Copydan-midlerne og en række menneskenavne, som læsere, der ved en del om forfatterskolen (hvor Bjørn Rasmussen har gået), udmærket kan afsløre som ægte forfattere. Fx er der næppe mange andre end Pablo Llambias der hedder Pablo til fornavn, og navnet Christel skulle vel ikke efterfølges af et Wiinblad?, og Solvej måske af et Balle?, og Merete måske Pryds Helle?

I det hele taget så kunne bogen godt være sluttet lige inden denne opremsning og takketale. Det er i hvert fald der bogen slutter for mig. Et irriterende træk, som enhver redaktør med respekt for sig selv burde have overtalt Bjørn Rasmussen til at fjerne - eller flytte om i nogle noter - inden udgivelse. Men på den anden side - hvis det var mig, der havde skrevet en så ekstrem bog ville jeg nok også have følt trang til at afvæbne bogen inden den skulle ud til verden. Det er blot synd for litteraturen, når man laver den slags numre.

En vild udgave af Tomas Espedal
Det er dog petitesser, for overordnet set er det en fantastisk spændende debutbog, som man aldrig vil glemme igen. Faktisk minder bogen lidt om en vild udgave af Tomas Espedal - den associerende skrivemetode, hvor sproget i sig selv er i front, og hvor forfatteren skifter mellem meget konkrete sceniske beskrivelser, flettet ind imellem lyriske og mere abstrakte formuleringer. En vældig effektiv og poetisk skrivestil, der tiltaler mig vældig meget, og som sætter forventningerne til hans fremtidige forfatterskab helt i vejret.

Dog er det altid interessant at se, hvad en ung forfatter, der i den grad ser ud til at have plukket sin hovedstol i sin debut, vælger at fortsætte med i fremtiden. Jeg håber han fortsætter med at gå tæt på mennesket, og ikke bliver fristet til at gå ud af et ligegyldigt sidespor. For om hans bog er selvbiografisk eller ej, er jeg i bund og grund ligeglad med, så længe han formår at overbevise mig om, at det er "mere virkeligt end hvis det var sket i virkeligheden," som er et af Ernest Hemmingways mantraer om skrivekunsten i 'Om at skrive'.

Køb i øvrigt også gerne Bjørn Rasmussens debut alene for det smukke bogomslag, lavet af Thomas Joakim Winther, der dog kun delvist kan ses her til højre.