Min mor siger at Nynne er Gud

Fint omslag der matcher bogens tone fortrinligt - af Leo Scherfig.

Der er langt mellem humoristiske talenter, som samtidig har vandtætte skodder rent kunstnerisk - men det viser Stine Pilgaard at hun har, med sin stensikre debutroman, 'Min mor siger', som jeg tidligere har blogget om her.

Hvis man skulle beskrive hendes stil ganske kort og grovkornet, kunne man gøre det ved at placere den et sted imellem Jens Blendstrups fabelagtigt galgenhumoristiske nyklassiker, 'Gud taler ud', og den skægge kæmpesucces indenfor triviallitteraturengenren, 'Nynnes Dagbog'.

Det mest iøjenfaldende og særegne i Stine Pilgaards stil er i mine øjne hendes fabelagtige humor og timing i sproget, hvilket næsten får ens opmærksomhed til at fjernes fra alle hendes andre sproglige facetter.

Grunden til, at jeg tænker på Nynnes Dagbog er, udover fællestrækkene i humoren, at 'Min mor siger' også ironiserer over smerten og ikke har samme absurde vanvid, samme dybde i sorgen, som er med til at få Jens Blendstrups til at ætse sig ind i erindringen.

Det er på sin vis hamrende uretfærdigt at spille Stine Pilgaard ud mod garvede Blendstrups hovedværk, 'Gud taler ud' allerede efter hendes første bog - men på den anden side fortæller det en hel del om størrelsen af hendes talent.

Ved første øjekast undrede det mig såre, da jeg læste Berlingskes Sarah Skarums halvlunkne, trestjernede anmeldelse af 'Min mor siger', idet anmelderen i dén grad underspillede tilstedeværelsen af den enorme, lyserøde elefant, der trampede rundt i glasbutikken inde i bogen. I stedet for at bruge kræfter på at fremhæve humoren, pegede Sarah Skarum på, at bogen manglede at tage sorgen alvorligt.

Men nu, hvor jeg selv har læst bogen færdig, kan jeg godt give anmelderen ret i en del af anklagerne - for hvis 'Min mor siger', skulle have været oppe i nærheden af Blendstrups 'Gud taler ud', så skulle Stine Pilgaard nok have ladet hovedpersonen have haft mere tyngde og alvor i sorgen og livskrisen, som modspil til den fantastiske humor.

For humor og sorg hænger uløseligt sammen, som Amos Oz [frit efter min hukommelse] så fint fortalte om under sit nylige besøg i den Sorte Diamant, hvilket i øvrigt blev genudsendt en sen nattetime på DR2.

Måske behøver man ikke kræve af en debutant, at vedkommende skal skrive et mesterværk i første hug. Så længe hun fortsætter hvor hun slap, og bliver ved med at bygge på, så er jeg glad.

Jeg håber Stine Pilgaard får lige så stor anerkendelse som Blendstrup og lige så stor udbredelse som Nynnes Dagbog. For 'Min mor siger' er en glædelig oplevelse, som man ikke bør snyde sig selv for at læse. Så er anbefalingen om at købe den i gave til sin kæreste, sin ven eller endog sin mor, hermed givet videre.


Her kommer første side af 'Min mor siger' - så kan man selv bedømme:

"Min mor synes jeg skal komme op i hendes sommerhus nu hvor jeg har ferie. Det er svært at komme til Amtoft uanset hvor i landet man befinder sig. Man skal både med tog og bagefter skifte bus op til flere gange, og de kører hver især en til to gange om dagen. Jeg hader blå busser, siger jeg. Had er et stærkt ord, siger min mor. Jeg siger at det er sindssygt at investere i et sommerhus i Amtoft, hvis man ønsker nogen kontakt med sin familie i ferier og til højtider. Hun taler om Limfjorden og den fredelige natur. Jeg siger at krabberne i Limfjorden faktisk er kendt som de mest aggressive i hele Danmark. Min mor kalder mig lille skat og mener at jeg er negativ. Jeg siger at jeg bare videregiver information om dårlige busforbindelser og krybdyr i Danmark. Skaldyr, råber min mors mand i baggrunden. Jeg siger at krabber nok kryber mere end de skaller, og at min kæreste er dyrepasser, så den slags ved jeg nok bedst. Hun træner da søløver og ikke krabber, siger min mor. Jeg tænder en cigaret. Min mor siger at der findes noget der hedder Rejseplanen på Internettet, og at jeg virkelig bør prøve at finde en transportvejledning. Jeg siger at jeg godt kender Rejseplanen. Hun begynder at stave det. Jeg siger at jeg godt kan stave til rejseplan. Dot.dk, råber hendes mand. D-O-T, siger min mor. Jeg trækker vejret."

Køb bogen her!
Se filminterview med Stine Pilgaard om 'Min mor siger' her.

Pilgaard: Det er ikke mig, der er sjov, men verden

Stine Pilgaard på stol. Pressefoto af Per Morten Abrahamsen

Om når forfattere benægter deres åbenlyse talent, og sammenligningen med blondinen, der ikke vil høre, at hun er smuk, men at hun er klog.

Er i færd med at læse Stine Pilgaards uovertruffent morsomme, veloplagte og anmelderroste debutbog, 'Min mor siger', og sidder og sammenligner den med gårsdagens interview i Information af forfatteren, som jeg sjovt nok hilste på til en reception i går. En af de ting, der falder mig i øjnene i Interviewet, er forfatterens undvigelse på interviewerens åbenlyse og uundgåelige spørgsmål om, hvor hun får sine mange sjove indfald fra:

"... Nogle har sammenlignet med stand-up og dåselatter. Lidt fornærmende, synes jeg, for jeg sidder ikke og indfører vittigheder, for at det skal være sjovt. Sådan har jeg slet ikke tænkt over det."

For er dette ikke bare en bekræftelse af klicheen om den smukke blondine, der helst vil høre, at hun er klog, den kloge pige, der helst vil høre hun er smuk, og den hylende morsomme forfatter, der helst vil høre, at hun fx er en alvorstung, minimalistisk sværvægter?

Alle bliver de fornærmede og vender i overført betydning om på hælen, hvis man fortæller dem de åbenlyse ting, og i Stine Pilgaards tilfælde handler det åbenlyse om, at hun har en fantastisk timing og et særegent komisk talent, hvis lige måske ikke findes i yngre dansk litteratur, selvom Lone Aburas kravler op mod Pilgaards sokkeholdere i sin fine debut, 'Føtexsøen'.

Vigtigt for Stine Pilgaard at huske er det, at blot fordi det åbenlyse uundgåeligt må fremhæves af enhver dygtig formidler, er det jo ikke nødvendigvis en udelukkelse af, at hendes bog kan være god og fin litteratur, eller at hun også besidder en lang række af andre, virkelig stærke kvaliteter som forfatter, som hæver sig op over gennemsnittet, og uden hvis tilstedeværelse humoren ikke kunne have kommet til sin ret i en litterær sammenhæng. Men for en formidler der tager sig selv og opgaven seriøst, gælder det jo om at udpege de punkter, hvor der er stjernepotentiale, og ikke bruge tiden på at fremhæve ligegyldige ting, hvor man vil falde i ét med en mængde af andre dygtige forfattere.

Og hvad skulle man egentlig ellers sammenligne med, udover 'dåselatter og stand-up', for at få den formidlingsmæssigt vigtigste pointe frem: At dette her er superdygtig forfatter med en i litteraturen sjældent set stærk sans for humor. At hun så benægter at skulle have tænkt på, at hendes bog er komisk, da hun skrev den, er jo nærmest komisk i sig selv.

Det kan da også godt være at hun ikke har skænket det en tanke. Men hendes sprog er blot lidt for gennembearbejdet og stramt til, at man rigtig kan tro på den. Det hun mener er måske, at humoren er noget, der falder hende fuldstændig naturligt, og at hun ikke på den måde har siddet og tænkt på, at det skulle være sjovt. Det er blot noget, der kommer til hende. Alene i intervewet med Kristen Bjørnkjær mærker man op til 3-4 gange, at hun er [frivilligt eller ufrivilligt] morsom, at hun har en fin og underspillet humor, et eksempel på dette er afslutningssekvensen i interviewet:

"Afslutningsvis henter Stine Pilgaard en bog frem fra sin reol. Den viser sig minsandten at være skrevet af intervieweren for en menneskealder siden. Kærestesorg hedder den. Hun fortæller, at hendes mor forærede den til hende, mens hun selv "sad og vrælede".
   "Og det var noget med, at damerne blev helt vilde, fordi det var en mand, der havde følelser, og så har du bare scoret helt vildt meget på den bog der, ikke?"
   Det benægter intervieweren ikke. Nå, men Stine Pilgaard syntes blot, det var et sjovt sammentræf - og får sin dedikation."

Det er en sjov ting, denne med, at vi mennesker ofte ikke vil høre om det åbenlyse, også selvom det er en positiv ting. Og hvis nogen er så taktløse at påpege det, så gør vi modstand eller bliver sårede, og gør alt hvad vi kan, for at vige udenom. Også selvom det ville være en hel del nemmere for os selv i det lange løb, og kræve langt mindre anstrengende undvigemanøvrer, bare at se sandheden i øjnene og acceptere den. Men sådan er vi mennesker så sjove og finurlige.

I Stine Pilgaards tilfælde handler det vel blot om at omfavne sit komiske talent som en gave, som er næsten ingen andre forundt [selv kun et fåtal af stand-up-komikere eller dåselatter-serier er jo i virkeligheden rigtig sjove, når det kommer til stykket?], og acceptere, at det er på denne front hun for alvor vil kunne skabe sig et helt unikt navn i dansk litterær sammenhæng, et navn som vil kunne få både stor folkelig gennemslagskraft, samt finlitterær anerkendelse, mens hun formentlig vil falde i et med tapetet af et par hundrede andre dygtige forfattere, hvis hun undlader at benytte sig af dette talent i fremtiden.

Men dette er hun sandsynligvis også godt bevidst om, og måske prøver hun i virkeligheden blot at undlade at gøre sit komiske talent alt for bevidst for sig selv, idet hun måske er bange for, at en bevidsthedsgørelse af det unikke kan være en dræber af det selvsamme. Og det kan hun måske have ret i? Eller også er det fordi hun, forståeligt nok, hellere vil have anerkendelse for alle de litterære aspekter, der har været et knaldhårdt arbejde for hende at udføre, og ikke alt det, som hun bare har slynget ud af ærmet uden at tænke over det, nemlig humoren. Men læseren er ligeglad med, hvilken del af en bog, der har været hårdest eller lettest at udføre, vi tænker kun på, hvad der er bedst at læse. Og derfor hun slipper næppe for at høre på spørgsmålet utallige gange fremover: "Hvor får du dine mange sjove indfald fra?" Egentlig er første del af hendes svar ret sympatisk, men dog lige lovlig ydmygt, grænsende til det selvfornægtende:

"Det er ikke mig, der er sjov, men verden ..."

Ok, what ever gets you through the day, Stine Pilgaard, det skal vi ikke mundhugges mere om. Så længe du bare fortsætter med at gøre det, du gør.
Køb bogen her!