At se sin bog i en boghandel

I går, da jeg var ude for at købe fødselsdagsgaver, så jeg for første gang min bog i en boghandel på Nørrebro. Pludselig stak den sin smalle ryg frem og lyste hele boghandlen op.

Jeg havde lyst til at sige det til nogen, til den kvindelige, smilende ekspedient eller en af de tilfældigt forbipassende handlende, men jeg holdt det for mig selv.

Det var sandsynligvis en præmie for at være en god kunde i forretningen - flere bøger, skrivegrej, overstregningstusser, mapper og spil har jeg købt i den boghandel på det seneste - og nu blev jeg så præmieret ved at få et eksemplar af min bog på hylden. Måske skulle man sige tak eller trykke nogen i hånden.

Jeg tog den ned og bladrede diskret, som var det en tilfældig forfatters bog, eller måske nærmere som var det en nær vens bog. Jeg indrømmer gerne, at jeg blev en anelse skuffet over selve bladringsakten. Havde vel et eller andet sted en absurd forventning om, at der ville ske noget mere end blot det at opdage, at dette eksemplar var præcis magen til alle dem, jeg fik tilsendt af forlaget efter bogens udgivelse. At der ville komme nogen stormende med fanfarer og truthorn, eller med flag og sang, som når man blev vækket på sin fødselsdag som lille.

Men det kunne ikke tage glæden fra mig, for jeg havde set den, med egne øjne, min egen bog i en boghandel på Nørrebro. Jeg skyndte mig at købe en gave til min far, for han havde fødselsdag dagen efter [i dag, lørdag], i øvrigt samme dag som min kæreste og min kærestes mor, hvilket i sig selv burde være en umulighed, men intet er åbenbart umuligt i denne verden, selv ikke det at se sin egen bog i en tilfældig boghandel på Nørrebro. Måske er det ved at være tid til at finde flagene frem og få vækket min kæreste med flag og sang. Med mindre man skulle vælge truthorn og fanfarer?

Tag i øvrigt gerne selv ned og se: Bog & Idé på Nørrebrogade 163

Bogen, der måske er skrevet af Claus Beck-Nielsens korpus

Korpus forklædt som Warhol

Jeg læste Claus Beck-Nielsens nye bog 'Jeg taler til jer' forleden. Eller det vil sige: Jeg tror nok jeg læste hans nye bog forleden, for efter endt læsning fandt jeg ud af, at Claus Beck-Nielsens borgerlige navn åbenbart står ledigt som et forladt internet-domæne, efter han igennem ti år har forsøgt at opløse sin egen identitet (kulminerende med begravelsen af hans identitet på Assistens Kirkegaard i oktober sidste år, et optog jeg selv deltog i), så enhver nu i princippet kunne være forfatteren til 'Jeg taler til jer'. Dette påpegede Claus Beck-Nielsens omvandrende korpus da også selv over for Informations anmelder, Tue Andersen Nexø:

»Da ethvert menneske i princippet kan være Claus Beck-Nielsen, så er det absolut muligt, at jeg er forfatter til Claus Beck-Nielsens nye roman. Men det kan lige så godt være dig, der er forfatteren.«

Jeg må indrømme, at jeg faldt lige på halen i, da jeg læste bogen, idet hele denne litteraturdebat var gået hen over hovedet på mig i løbet af efteråret. Så jeg læste med stor fryd, idet jeg ikke har læst hans bøger siden den fantastisk fængende 'Claus Beck-Nielsen - Biografi 1963-2001' i 2004, og derfor glædede mig til at se, hvilke skinner han nu lagde ud foran sig selv.

Biografien, her i en svensk udgave

Hele projektet med 'Jeg taler til jer' forekom mig hurtigt som værende en lettere fortyndet udgave af Claus Beck-Nielsen, som jeg kender ham, et slags mellemspil i hans forfatterskab, men da jeg først havde accepteret dette, begyndte den faktisk at blive temmelig morsom på en temmelig plat måde, og jeg tænkte da også flere gange over, hvad han dog havde gang i med denne udgivelse - hvorfor var han pludselig ude på at træde hele verden over fødderne, hvorfor ville han med ét slag fornærme både afrikanerne på Nørrebro, og tale nedsættende om kvinder og hele den danske bestand af forfattere og anmeldere? Men jeg læste troligt videre, fint underholdt, og tænkte, at det var jo Claus Beck-Nielsen, og han kunne jo i princippet finde på hvad som helst, og dette var måske et absurd forsøg på at skifte fuldstændig spor.

Da jeg havde læst bogen søgte jeg selvfølgelig om bogen på nettet, og så begyndte skuffelsen for alvor at brede sig. For det viste sig, at rygterne om den egentlige forfatter bag 'Jeg taler til jer' allerede var ilet dens udgivelse i forvejen, så bogen var blevet ignoreret af store dele af anmelderkorpset, da den udkom i oktober i år.

Og så begyndte brikkerne selvfølgelig at falde på plads, og skuffelsen meldte sig. For nu havde jeg siddet i flere timer og troet jeg læste en bog af en mand, som jeg finder vældig inspirerende og interessant, og hvis fremtidige kunstneriske udvikling jeg havde afventet med stor spænding. Hvilket træk kan han om muligt lave efter han bogstavelig talt havde sænket sit ti år lange identitetsprojektet i jorden? Forhåbentlig ville han skifte ham og finde helt nye veje at betræde.

Beck-Nielsens 'enke' lægger roser på kisten

Da jeg begyndte at tænke mig lidt om, så kunne jeg heller ikke få denne temmelig nedladende og usympatiske bogs fortæller til at harmonere med Claus Beck- Nielsen. Jeg mødte ham (hans korpus, undskyld) på Spot Festival for et par år siden, hvor jeg rendte rundt og anmeldte for Bandbase/Gaffa, og der hilste jeg på ham og fortalte at jeg var fan af hans 'Biografi', og jeg må sige, at jeg fik indtrykket af en nærmest selvudslettende høflig og venlig mand, som tydeligvis satte stor pris på min kompliment.

Nå, men tilbage er der vel bare at sige, at jeg har været lidt for naiv i min litteraturlæsning, og at jeg glemte at friske op på, hvad Claus Beck-Nielsens projekt egentlig har handlet om. Men min temmelig ukritiske og autoritære tilgang til forfatternavne og bogtitler, samt til Claus Beck-Nielsens projekt, bed mig bagi, så jeg nu endte med at sidde sad tilbage med en temmelig stor irritation over at have spildt min tid, idet jeg ikke fandt ud af noget som helst om hans fremtidige projekt, og i stedet endte med at blive temmelig træt af hele dette identitetsprojekt.

Tue Andersen Nexøs artikel i Information

 'Claus Beck-Nielsen's hjemmeside, Das Beckwerk

Køb bogen her!