Om børnelitteraturens paradoks og drenges svigtende læselyst

Om det særligt børne- og ungdomslitterære paradoks der opstår, når en ellers intenderet realistisk romankarakterers måde at agere og handle på rammer fuldstændig skævt af karakterens faktiske alder. Og det problem der ligger i, hvis smagsdommerne ikke evner at spotte dette paradoks, idet de jo dermed heller ikke kan bedømme det. Og hvordan jeg med alt dette ender med at komme nærmere på et nyt bud på drenges svigtende læselyst.

Har lige læst Bo Green Jensens sympatiske og stemningsfulde ungdomsbog, 'Dansen gennem sommeren' her til eftermiddag og var især inspireret af den sanselighed og poesi, der gennemstrømmer bogen, og får historien til at leve. En poesi, der desværre stadig, lidt over tredive år efter bogens udgivelse, ser ud til at være lidt af et særsyn i ungdomsbøger, der som regel baserer sig på et langt mindre poetisk sprog.

Overordnet set, var det en rigtig inspirerende bog at læse, som gav mig adskillige idéer til egen skrivning, men i denne sammenhæng var det dog en lidt mindre heldig ting, som faldt mig i øjnene, og som egentlig var det, jeg ville tale om her, nemlig at nogle af personerne i bogen forekom mig at være endog lige lovlig voksne til tider.

Forfatterens mørkt filosofiske gidsel i teksten 
Bo Green Jensen har benyttet sig af det litterært ofte benyttede trick, at han har lavet en dyb og mørkt filosofisk karakter som ven til den mere ligefremme jeg-person, en fyr der kaldes Stankelben, som fremsiger monologer så filosofiske og indsigtsfulde, at de lyder som om det er Michael Strunge, der taler ud af hans mund. Dermed gør forfatteren delvist Stankelben til gidsel for forfatterens egen samfundskritiske betragtninger, under påskud af, at det er en troværdig karakter i en bog, der fremfører dem.

Jeg har også været venner med kloge 16-årige dengang jeg var yngre, men aldrig nogen 16-årige, der ud i én køre har fremført noget helt på niveau med Stankelbens 'junkie'-tale, som han fremfører rundt om et bål på Bornholm:

"- Alle er narkomaner. Junkien er blot en karikatur, alle afhængige mennesker i fortættet version. Alkoholikeren, flaskemennesket, er hans fætter, men vi er alle sammen afhængige. Hele verden er junkie. Den skal have olie og energi og velfærd og sprøjter gerne gift ind i sit blod, hvis det kan holde byernes hjul i gang. Og vi helmer ikke, før jorden er tom. I den moderne mennesker er der ingen frie mennesker, og junkien er indbegrebet af denne slaveeksistens. Tv er junk. Benzin er junk. Hver har sin gift, og hver har sin nål, og de, der foragter junkier, er idioter i et glashus. Vil jeg mene." 

Om det børnelitterære paradoks
I det hele taget er det ikke noget særsyn i ungdoms- og børnelitteratur, at romankarakterernes måde at agere på rammer fuldstændig skævt af karakternes faktiske alder. Jeg har adskillige gange undret mig over, at der ikke bliver bedømt noget mere ud fra dette, når de voksne leger smagsdommere og udvælger bøger til børnene, hvad enten det er i form af anmeldere, folkeskolelærere, seminarielærere, fagbogsforfattere etc. For dermed kommer voksne tit til at vælge litteratur, som er god litteratur, set fra voksnes øjne, men som overhovedet ikke har taget stilling til, om litteraturen rammer børnene der, hvor de er.

Jeg siger ikke, at man skal tale ned til børnene, og det er helt bestemt også godt at give børn noget intellektuelt at tænke på, som i 'Junkie'-talen ovenfor - men jeg synes problemet kommer, når de voksne, som er børnenes og de unges stort set eneste adgangsvej ind til litteraturen, ikke i høj nok grad ser ud til at være i stand til at spotte, hvornår romankarakterer rammer plet i den psykologiske udvikling, og hvornår de overhovedet ikke gør.

Et undervurderet aspekt i bedømmelsessituationer 
Dette er et aspekt i børne- og ungdomslitteraturen, som der måske ikke i høj nok grad bliver taget stilling til i bedømmelsessituationer - måske bliver det ofte blot taget for givet, at anmelderen har taget stilling til det, selvom det burde være et mere eksplicit og afgørende bedømmelseskriterium. De tilfælde, hvor der bliver taget stilling til det, ligger primært når de voksne mener, at noget bliver grænseoverskridende for børnene, og 'junkie'-talen er jo ikke på den måde grænseoverskridende.

Problemet ligger måske i virkeligheden i, at langt de fleste voksne anmeldere, lærere etc. tror de har fantastisk god indsigt i netop dette felt, mens det ofte slet ikke er tilfældet? Og at de mennesker, som ansætter dem, som skal bedømme, endnu mindre har indsigt i dette felt, og derfor stoler blindt på deres indsigt i børnenes verden, fordi deres indsigt trods alt er bedre end deres egen?

Et konkret eksempel
Et eksempel på noget af ovenstående er fx dengang i 2009, da min egen bog, 'Hvad så, Vilmer?', i en lektørudtalelse (bibliotekernes anmeldersystem, som har afgørende betydning for biblioteksindkøbet) blev sammenlignet med Haye Van der Haydens 'Små kys'-serie. Dette var i mine øjne en lettere absurd sammenligning, som i virkeligheden udstillede lektørens manglende sans for, hvornår forfattere har indblik i barnesindet, og hvornår de ikke har.

For det var efter min mening netop en af min bogs allerstørste forcer, som vedkommende uforvarende kom til at nedgøre ved at sammenligne den med 'Små kys'-serien, idet 'Hvad så, Vilmer?', bedre end langt de fleste børnebøger jeg har læst til denne målgruppe, formår at ramme børnenes alder, sind og måder at agere på lige på kornet, mens 'Små kys'-serien ofte er så tåkrummende elendig indenfor denne kategori, at man undrer sig over, hvorfor den er blevet udgivet i Holland i første omgang, og endnu mere undrer sig over, hvorfor den er blevet oversat til dansk. For eksempel er der nogle uskyldige, seksuelle beskrivelser som ligger et godt stykke fra, hvordan et barn ville opfatte og udføre dem, at det er tydeligt at der er tale om en voksen, der ikke er i stand til at sætte sig ind i et barns måde at opfatte verden på.

Et bud på årsagen til drenges svigtende læselyst 
Når man hører så meget om, at drenge ikke gider at læse litteratur, så kan det undre, at man i stedet for at tage så meget hensyn til læsebearbejdelse og lix-tal, at man risikerer at kvæle poesien, ikke i stedet tænker på, om man skulle arbejde noget mere med ovenstående problemstilling? Børn vil i mine øjne have godt af en langt mere poetisk børnelitteratur, hvilket Bo Green Jensen med sin bog for 31 år siden slog et virkelig fint slag for - for børn er langt mere sanseligt kompetente end voksne tror - men hvis det skal være en rigtig succes, skal det i mine øjne stadig gøres på en måde, der afspejler, at de voksne har sat sig endnu bedre ind i børnenes verden, og viser at de respekterer romankarakterernes reelle psykologiske alder.

Det drejer sig i virkeligheden også om at den litterære troværdighed i børnelitteraturen ofte bliver brudt uden konsekvenser: Voksne ville jo heller ikke acceptere, hvis detektiven i en kriminalroman taler som en 15-årig teenager lige pludselig, så hvorfor skulle børn acceptere at en 15-årig begynder at tale som en 27-årig Michael Strunge på hallucinerende stoffer, og hvorfor skulle fx drengene så acceptere det og gide læse det? Meget af det, vi tror handler om drenges manglende læselyst, bunder måske lige så meget i litteraturens manglende kvaliteter på ovennævnte punkt?

Indignation som kunstnerisk drivkraft

Jeg lå i sengen nytårsnat og burde egentlig sove, da klokken var blevet syv og alkoholens trættende virkning burde have fået mig til at gå omkuld. I stedet for at falde til ro, begyndte tankerne at vandre derudaf, og inden længe kunne jeg mærke, at det var noget, jeg var nødt til at skrive ned. 

At skrive oven på Hemingway 
Jeg var dog for træt til at stå op og skrive, og måtte derfor, efter i lang tid at have forsøgt at få tankerne til at standse, tænde lyset og finde nogle forhåndenværende skriveremedier. Og det viste sig at være Ernest Hemingways bog, 'Om at skrive', som jeg har læst flere gange siden jeg købte den, senest i forbindelse med den skriveundervisning, jeg kørte igennem efteråret. 

Efter at have overvejet det obskøne i at skrive ovenpå mesterforfatterens ord, besluttede jeg mig for, at det faktisk ikke fandtes noget mere perfekt - for helt ærligt, så skal man passe på med at tage skriveråd alt for bogstaveligt, især når de kommer fra en skråsikker machomand, der endte med at pløkke sig selv som 61-årig.

 

Jeg købte 'Om at skrive' i H.N. Jakobsens boghandel i Tórshavn for ti år siden,
hvilket jeg husker fordi jeg læste en tredjedel af bogen inde i boghandleren,
og efterfølgende læste resten på en café ikke langt derfra, før jeg tog tilbage
til Vestmanna, hvor jeg boede.

At have noget på hjerte

Mine tanker kredsede om, hvorvidt man som forfatter skal benytte indignation som kunstnerisk drivkraft eller ej. Hvorvidt det overhovedet er sandt, at det gælder om at have noget på hjerte, hvis man gerne vil være forfatter - en sætning jeg har hørt rigtig mange gange i mit liv.

For jeg har oplevet, at hver eneste gang jeg har forfattet en tekst med social eller politisk indignation som drivkraft, hver eneste gang jeg har haft en eller anden form for agenda i mine tekster, eller har haft et budskab, som er trængt igennem teksten, så har jeg fået afslag fra forlagene. Det har naturligvis ført til en del grublerier omkring forlagsbranchen, omkring mine egne skriverier, og samfundets udvikling generelt.

Svækker indignationen den kunstneriske dømmekraft?

I begyndelsen er det meget naturligt at skyde skylden over på forlagene, for at beskytte sig selv: De tænker også kun på penge, og har ikke begreb om litteratur eller kunst. Men efterhånden som indsigten i forlagsverdenen vokser, finder man ud af, at det ofte er nogle af landets dygtigste litteraturfolk der sidder på forlagene, og derfor kan det ikke alene være fordi de ikke har begreb om kunst eller litteratur, at de afslår ens mere indignerede tekster. Måske handler det så om pengene? Det skal jeg ikke kunne afvise.

Men i sidste instans har jeg vendt blikket indad - måske er sandt det de ofte siger til mine indignerede tekster: Det er simpelthen bare ikke godt nok! Tidligere ville jeg have tænkt: Men kan I ikke se potentialet i min tekst? Burde det, at jeg rent faktisk har noget at sige, ikke opveje at teksten ikke er god nok? Man skulle mene, at det er nemmere at arbejde videre på en tekst, der har noget på hjerte, for at gøre den udgivelsesegnet, end det er at forsøge at proppe mening og nerve ind i en tekst fra en forfatter, der ikke har noget på hjerte? 

Måske er det virkelig forlagsverdenen der er stram og kedelig - eller også hænger det også sammen med, at den kunstneriske intuition og fornemmelse svækkes i takt med at indignationen stiger? Lidt ligesom menneskets evner sløves af at indtage alkohol, mens dets vurdering af egne evner stiger.

Som Hemingway skriver et sted i den bog, som notaterne til disse tanker er forfattet på, så må man som forfatter være som en kirurg med sin skalpel, trofast mod det sår, man opererer i, når man skriver, for at kunne skrive op til sit kunstnerisk bedste.

Ernest Hemingway som - tør man sige indigneret? - ung mand

Indignation som udgangspunkt for udvælgelse og bedømmelse

Indignationen kan med andre ord fjerne kunstnerens fokus fra det, som det i bund og grund handler om, når man skriver, nemlig den litterære kvalitet. Man kan godt være indigneret som forfatter, men det vil i en bedømmelsessituation, som det jo altid er, når man sender noget ind til et forlag, altid komme efter den litterære kvalitet. Det at have noget at sige er altså ikke det væsentligste i forlagenes eller læsernes bedømmelsessituation, og det er slet ikke et krav på nogen måde, så længe man bare skriver godt.

På en måde kan man måske sige at det er ærgerligt, at man ikke starter med at bedømme skribenter eller kunstnere ud fra, hvorvidt de har noget at sige eller ej, inden man overhovedet går videre til at bedømme den kunstneriske kvalitet. For der findes masser af mennesker, som kan finde ud af at skrive, men som ikke ser ud til nogensinde at ville sige noget, med det de laver, og som i princippet bare laver pyntet ordgejl. 

På den anden side kan man så sige, at for at man overhovedet gider at læse en forfatter, så er kvaliteten af ordenes sammensætning, eller den litterære kvalitet, fuldstændig altafgørende. Men implicit i den holdning ligger vel så også det syn, at man i højere grad mener at kunne lære en forfatter eller en kunstner det 'at have noget på hjerte', end man kan lære dem 'det at skrive'?

Grunden til, at man kan sige det er ærgerligt at man bedømmer litterær kvalitet inden forfatterens 'indignation' er, at det måske kan spærre for, at kunsten og litteraturen får en vigtigere plads i samfundet end den har? De smalle nåleøjer ind til forlagene kan gøre, at folk skriver mere populært og orienterer sig mere imod at efterligne det, der sælger eller får anerkendelse, i stedet for at orientere sig indad, for at finde ud af, hvad de har af unikke kvaliteter at byde ind med, som kan forandre verden omkring dem. 

At Dostojevski ligefrem skriver ubegribeligt
dårligt, er måske en Hemingwaysk tilsnigelse?

Her er det vist belejligt med endnu et Hemingway-citat: "Hvordan kan det være, at en mand [Dostojevski] kan bære sig ad med at skrive så ubegribeligt dårligt og på samme tid få en til at føle så dybt?" Nu er Hemingway selvfølgelig ingen gud, men hvis han har ret, så er svaret vel at Dostojevskis største styrker ikke er hans sprog som sådan, men hans ekstreme psykologiske indsigt. Tænk, hvis man uden at tænke over det, ofrer talenter eller gode manuskripter med stor psykologisk indsigt eller med vigtige ting på hjerte, blot fordi den skriftlige kvalitet ikke er helt god nok - på trods af, at en stor del af skrivekunsten er et håndværk der kan læres ved en vedholdende indsats, mens de andre to ting vel må anses som værende temmelig unikke kvaliteter?

 
En række spørgsmål til kunstnerens rolle
De ovenstående kort skitserede problemstillinger er nogle tilbagevendende overvejelser jeg gør mig omkring min fremtidige rolle i kunstens verden. I hvor høj grad er man som forfatter overhovedet en kunstner, hvis man alligevel ikke skriver ud fra et dogme om, at man skal have noget på hjerte? Kan jeg overhovedet bruge mit iboende ønske om at gøre verden til et bedre sted, til noget i litteraturen og i min kunstneriske praksis?

Somme tider gør det mig lettere opgivende at tænke på, at jeg måske i bund og grund ville nå meget længere, meget hurtigere og ville komme op på et meget højere niveau, hvis jeg formåede at smide min indignation og politiske bevidsthed overbord, når jeg skrev - hvis jeg lod være med at forsøge at have noget på hjerte, når jeg skrev. Det smertelige ligger i at skulle se i øjnene, at kunstnerisk, politisk eller social indignation formentlig ikke fører mig nogen vegne, og at jeg muligvis ikke vil formå at få koblet min indignation sammen med min kunst.

Det efterlader mig med spørgsmålet: Skal jeg bare acceptere at jeg er en slags ordenes arbejdsmand, en lønslave som alle andre, som i bund og grund ikke skal gå og mene alt muligt, men som blot skal gøre det, jeg er bedst til, og følge mit idéflow, eller skal jeg modarbejde det og bevidst forsøge at kanalisere mine 'meninger' ind i mine kunstneriske udgydelser? Eller skal jeg gå den vej hvor jeg siger til mig selv, at hvis jeg ubevidst kommer til at mene noget, eller have noget på hjerte i det jeg skriver, så er det fint nok - men jeg skal ikke forsøge at gå efter idéer og tekster, hvor jeg har noget på hjerte, men derimod efter den litterære kvalitet. Det, at have noget på hjerte kan være et biprodukt af det at skrive og udgive bøger, men det er ikke hovedmålet.

Det var blandt andet en lang række tanker som disse, der lå og rumsterede i mit hoved nytårsnat, men meget længere end dette nåede jeg ikke i overvejelserne, idet søvnen ankom lige så pludseligt som altid, som den usynlige hjælper, der fører en over i den anden verden, hvor alt kan ske.