Mesterlæren der forsvandt - Peter Bastian



En mand med vigtige budskaber: Peter Bastian



Jeg må indrømme, at jeg har en svaghed for nogle af de vise kunstnere, der med stor iver siger sin ufortrødne mening om samfundets indretning i disse år, det være sig Thomas Blachman, som med liv og sjæl har forsøgt at tage kampen op i det populære underholdningsmusikprogram, X-factor - hvilket jeg tidligere talte om her på bloggen - og Peter Bastian, med sin seneste bog, 'Mesterlære'.

Det er en fabelagtig energibombe af en bog fra en mand, der "vil samtiden noget", som han selv formulerer det. Dette er hans eneste bog efter den fantastisk inspirerende 'Ind i Musikken' fra 1989, og jeg tvivler på, at der kommer flere bøger fra hans hånd. Han har sagt det, der skulle siges, lader det til. Og det var noget vigtigt der skulle siges.

Egentlig vil jeg blot fremhæve nogle af de ting, som ramte mig i bogen, og så kan man selv bedømme, om man vil stemme på hans bog til Læsernes Bogpris 2012, hvor han er en af de få nominerede - her først et rammende uddrag fra afsnittet 'Vilje', som omhandler evnen til at tage beslutninger og ikke lade sig omdirigere af tvivl:

"Den typiske senmoderne beslutning lyder: "Jeg vil kaste mig ud i det med liv og sjæl og se, om det er noget for mig." Den beslutning er ikke stærk nok overhovedet! Hvis vi for eksempel indgår et ægteskab med så forkølet en beslutning, er vi ret sikre på at fejle, for sådan en beslutning kan ikke hjælpe os, når vi oplever tvivl. Tvivl opstår lige så sikkert som amen i kirken. Vi har dårligt nok sagt Ja i kirken, så melder tvivlen sig: "Hun har måske lidt korte ben!" Men det, at jeg oplever tvivl, betyder jo ikke nødvendigvis at jeg tvivler! Tvivl kommer og tvivl går. Hvis jeg tager den alvorligt hver gang, ender jeg med at være fuldstændig utroværdig, også i mine egne øjne. Hvis vi genovervejer vores beslutning, hver gang vi oplever tvivl: "Er det nu virkelig noget for mig?" så står vi efter kort tid tomhændede og virrer med hovedet: "Hvor blev beslutningen af?"

En rigtig beslutning lyder: Jeg vil gøre, hvad der skal til for at gennemføre. Punktum!"

Jeg skrev selv en sang i 2007, som hed 'De evige tvivlere', (som man kan høre en ældgammel demoindspilning af her), hvor en del af teksten måske viser, hvorfor lige netop dette afsnit i 'Mesterlære' ramte plet.:

"Kulden den blafrer mod murene her, det blæser på mig alle siderne rundt. Min ungdom blev brugt på en kamp mod mig selv, som hverken er afgjort eller vundet endnu. Men jeg håber jeg en dag kan følge mit hjerte uden evige tvivl som flænser mig op. For hver gang jeg møder en ven jeg holder af, tør jeg ikke holde fast, for jeg tør kun holde fast i min evige tvivler. Der er ikke noget hjem, nej der er ikke noget hjem hos de evige tvivlere."

En anden af de utallige ting, der vakte stor genklang hos mig ved læsningen af 'Mesterlære', var kapitlet, der omhandler kønsrollerne i samfundet, hans opfordring til, at mændende skal se at komme ind i kampen. Han forklarer, at det er fantastisk, at kvinderne fik deres frigørelse med kvindeopgøret, men at det også havde den bivirkning, at mændene blev identitetsløse. Mændene...

"... hænger grusomt bagud! Kvinderne har diskuteret køn og kønsroller aktivt i årevis, og de har defineret sig selv som frie og uafhængige. Men i en situation, hvor kvinderne heroisk har kæmpet sig til historisk og globalt set enestående selvstændighed, har mændene fuldstændig mistet identitet. Og når kvinderne så glædestrålende vender sig om efter os, får de øje på en samling duknakkede og usikre barnerøve, som fuldkommen æreløst og pinagtigt umodne forsøger at følge med som det tynde øl." 

Der bliver ikke lagt fingre imellem. Løsningen er, at vi mænd skal begynde at diskutere vores roller.

"Det sensitive selv skal inkluderes i os, men vi bliver nødt til en gang for alle at afstå fra at trække offerkortet... fra det punkt hvor offerbevidstheden er droppet, dér begynder festen. I det øjeblik vi træder autentisk i karakter som mænd, falder familiestrukturen på plads... Vi bliver nødt til at begynde nu, og vi bliver nødt til at gøre det sammen. Samfundet kvæles i feminim konsensus og mangler desperat maskulint fokus og vertikal omsorg for vækst." 

Peter Bastian kommer vidt omkring. Børneopdragelse, skolelivet, kønsroller, bevidsthed, autencitet. Om mesterlæren, der forsvandt. Om at man skal afstå fra at være et offer, uanset hvad. Han har stærke holdninger til det hele, og han har noget at have det i. Han har ganske enkelt ret i sine påstande, set fra min stol. For mig var det som at læse en bog, som jeg har gået og ventet på. Endelig var der nogen, der formåede at formulere det, jeg har tænkt på i adskillige år, uden at svine kvinderne til, tværtimod. Men han leger heller ikke alvidende Gud, men lader løsningen hænge i luften, og giver mændene og kvinderne spaden i hånden, til at tage de første spadestik: 

" ...spørgsmålet er nu, hvordan relationen mellem kønnene kommer til at tage sig ud. Det svar kan vi ikke gætte os til, jeg kan ikke pege på det, det svar må vi finde, det svar må vi udvikle sammen, og det handler med sikkerhed ikke om, at mænd og kvinder skal bytte deres gamle, slidte kønsroller med hinanden."

Sådan kunne jeg fortsætte. Måske kommer det til at fremstå lidt for overfladisk, når man sådan plukker nogle enkelte ting ud på denne måde. Men det er en vigtig bog, fra en mand, der vil sin samtid noget væsentligt. Og som argumenterer med liv og sjæl for sin sag, men heldigvis uden at inddrage forskningsresultater eller noget i den dur. For han er kunstner. Og kunsten kan noget andet end forskningen, kunsten kan noget, som forskningen formentlig aldrig nogensinde vil kunne.

Peter Bastian kan med sin fintunede kunstneriske sans føle og fornemme om ting er sande, fordi han selv i perioder har været ude i det usande, hektiske, megalomane liv, i perioden efter sin første bog, 'Ind i musikken', og siden har brugt lang tid på at finde en dybere kontakt med med sig selv igen. Fordi han lytter efter indeni i stedet for udelukkende at lytte til omverdenen.

På samme måde som Thomas Blachman også musicerer sine indfald om musik, samfund og den menneskelige udvikling frem fra autenciteten og ægtheden i sig selv. Ægtheden og autenciteten dybt inde i os selv er absolut et af de stærkeste kort vi har til at finde løsningerne på livets vigtigste områder, måske mere end nok så mange rapporter, undersøgelser eller forskningsresultater. De har så til gengæld deres berettigelse på en lang række andre felter.

'Mesterlære' er et vigtigt debatoplæg, som jeg på det varmeste kan anbefale. Og så skriver han flydende og godt, med levende beskrivelser og sanselige detaljer fra sit liv. Jeg håber han vinder Læsernes Bogpris. Det har han fortjent.

Køb 'Mesterlære' her.

En nostalgisk læretid

Peder Frederik Jensen. Foto: Robin Skjoldborg

Peder Frederik Jensens anden roman, Læretid, beskriver i 79 ultrakorte skitseagtige kapitler forfatterens egen tid som bådebygger-lærling for 10-15 år siden, efterfulgt af en 'værktøjskasse' på et par sider, som skulle hjælpe læseren til at holde hoved og hale i alle de værktøjer, som selv jeg - som interesseret og nysgerrig søn af en selvlært og dygtig håndværker med stort set alle værktøjer i sin værktøjskasse - stadig kun kender en mindre del af. Et par ordforklaringer fra forfatterens 'Værktøjskasse' lyder fx:

"Kalfatrejern: Jern der bruges til kalfatring." Ok, så er vi så langt. Lad os tage en anden: "Sætjern: Bruges til at sætte værket ved kalfatring. Hvorpå man slår det til med rabatjernet." Aha. Og selvom der skulle være nogen, der havde forstået hvad kalfatrejernet var, hvad er så rabatjernet? Det minder mig mest af alt om 'Anders Lund Madsens ÆØÅ - ordbog over ting, der ikke findes', hvor et tilfældigt eksempel lyder: "Belabön: Lydløs men indtrængende bøn til Gud fra en erklæret ateist, hvis lille hund er løbet væk."

'Læretid' er på mange måder en blandet fornøjelse. På en og samme tid er der noget utroligt sympatisk og utroligt irriterende over bogen. Det sympatiske ligger i Peder Frederik Jensens forholdsvis loyale og fine beskrivelse af et miljø og et fag, som man ikke hører om så tit, og hvilket jeg nemt kan relatere til idet jeg for det første er opvokset på landet blandt håndværksmæssige typer, men som sagt også har haft mange håndværkere omkring mig i min familie, og derudover også har haft mange fritidsarbejder og småjobs igennem mit liv, som giver mig en fin referenceramme. Fx fem måneders arbejde på en fiskefabrik, hvor jeg mødte en del af samme slags typer, som findes i Peder Frederik Jensens 'Læretid'. 

Det irriterende består blandt andet i, som man måske kan fornemme, at man føler sig holdt underligt unødvendigt udenfor under læsningen. Der er side op og side ned med arbejdsmæssige beskrivelser fra bådebyggerlærlingens tid, men de bliver på en eller anden måde beskrevet så ordknapt, at det som regel er helt umuligt at forestille sig hvordan det tager sig ud i virkeligheden. Og dermed står man tilbage med en lang række beskrivelser, som ikke siger læseren en dyt, med mindre man selv er bådebygger eller måske snedker og tømrer. Ind imellem giver disse beskrivelser dog en for læseren sjov og lummer dobbeltbetydning, som passer fint ind i jargonen:

"Han lærte at bruge en porehammer, når skibsspigerne skulle knaldes i plankerne." Og nej, jeg har ikke stavet forkert, det er spigerne og ikke pigerne, der hentydes til.

Det skal dog med, at bogen på en måde fungerer bedre efterhånden som man skrider frem i den, idet man som læser langsomt fatter en anelse mere af håndværket, og på den måde bliver læsningen dermed en allegori over selve det at lære et fag fra bunden, hvilket nok også er den måde, de fleste litteraturfolk vil læse bogen på, kunne jeg forestille mig. Som læser, der ikke gider udelukkende at læse bøger på dette metaplan, får man sin belønning i form af et poetisk brag af et feststemt afslutningskapitel, her gengivet i sin fulde længde:

"Svendebrevet kom med posten i en konvolut fra Metalindustriens Lærlingeudvalg.
   Det er bordeauxfarvet med guldskrift og ligner et pas."

Man tror næsten det er løgn, at bogen slutter på denne måde, men det gør den. Historien minder mig på mange måder om min nu afdøde morfars gamle memoirer, som han nedskrev i sine sidste år, inden han døde som 91-årig. Min mor læste, vistnok som den eneste, dem alle sammen, fra ende til anden - de fleste af os gav op efter et par sider. Hun gav da også selv forklaringen: Det hele manglede ligesom de sanselige beskrivelser af hvordan det føltes at være der. Det var bare en lang opremsning af begivenheder set på lang afstand.

Præcis det samme kan man på sin vis sige om 'Læretid'. For selvom der mange steder er glimt af en dygtig forfatter, så strander det hele i en underlig form for snobbet anekdote, der forekommer at foregå i en tid der er langt forud for forfatterens egen erindring. Og ligegyldigheden opstår fordi man ikke kommer nærmere fortælleren. Man hører ganske vist små brudstykker om hans civile liv. At han har en kæreste, der forlader ham, at han taler med venner og forældre, og finder en ny kæreste - måske endda en antydning af, at han er sammen med en luder?

Men det hele kommer aldrig ind under huden fordi vi ikke får lov at få nogen som helst indikationer på, hvordan fortælleren har det, og fordi vi kun hører meget henkastet om det hele. En ting er, at forfatteren har valgt at tage et stilistisk valg, og har valgt at det mere skal være en metafortælling end en realistisk fortælling, men derfor kunne man godt have givet lidt mere ved dørene, i det mindste indirekte. Et metalag giver for mig ingen mening, hvis det bliver på bekostning af, at realplanet ikke fungerer, hvis det bliver på bekostning af, at jeg ikke kan mærke personerne i bogen. En ting er, at man som forfatter måske ikke har ønsket at udlevere sine egne følelser, men vi lærer gudhjælpemig heller ikke nogen af de andre personer i bogen at kende. Svenden og Mester forbliver fx også beskrevet på en lidt nedladende, overfladisk, men dog også kærlig, måde, i stedet for som hele mennesker:

"[Læredrengen] skar sig og fik væltet bøtter med maling.
Man kan ikke vinde hver gang, lød det fra Svenden.
Eller:
Op på hesten.
Om igen.
En gang til for prins Knud."

Og mere dybdegående er det ikke, når han taler med vennerne: "Man gør, hvad der forventes, sagde han i telefonen til sin ven." Så er det kapitel slut.

Man søger og søger efter nogle dybder eller noget mening med historien. Men det hele forbliver simpelthen en beskrivelse af en læretid, beskrevet med nostalgisk erindring, med manglende farver og sansninger, manglende følelser. Man kan næsten forestille sig at forfatteren har stået med hele planen parat, hele bogens tema, og så har haft muligheden for at puste liv i bogen, og give det hele følsomhed og alt det, der betyder noget for mennesker, men så i stedet har valgt at sige: Næ, det skal sgu være en skitse. For sådan var de mennesker og den tid, jeg beskriver. Der var ingen følelser og ingen dybde.

Men historien er dog stedvist spændende og flot beskrevet, og den har sine løsrevne og direkte småhistorier fra bådebyggersalonen i det vestsjællandske, fx en dramatisk og lyslevende anekdote som denne, der vises i kapitlets fulde længde:

"En ven fik kappet fire fingre på rundsaven. Når han fortæller om det, siger han, at han var helt rolig. At han havde fuldkommen overblik, og at det ikke gjorde ondt.
   Han slukkede maskinen, bandt sin hånd ind i en serviet og ringede 112.
   Da han havde lagt på, samlede han sine fingerstumper med den frie hånd og lagde dem på høvlebænken.
   Monterede så spaltekniv og sikkerhedsklap på saven, dem, han havde taget af for at kunne komme til. Nu skulle de på af hensyn til forsikringen.
   Han holdt hånden højt og ventede på ambulancen. Først da den kom, gik han i chok og husker ikke mere.
   Men fingrene blev syet på, og de virker.
   Dog mangler der fire milimeter af de midterste led.
   Det er klingens bredte."

En dramatisk og klart beskrevet sekvens, som står fint for sig selv. Men som dog også er helt løsrevet fra resten af bogen. Som en af de mest mindeværdige anekdoter fra erindringerne. Men dog er den også ultrakort. Og man aner ikke hvem vennen er, og vender hverken før eller siden tilbage til ham. Bogens længste kapitel [på 5½ af de meget ordknappe sider] beskriver nogle delvist uforståelige sekvenser, hvor Læredrengen arbejder på værkstedet, og hvor han vist for alvor har fået rigtig godt greb om faget.

Det meste strander dog desværre i et alt for ordknapt stileksperiment, uden nogen nævneværdige former for udvikling i Læredrengens personlighed, og det på trods af hans fire års prægning i et direkte miljø, som ligger langt fra hans opdragelse blandt to teologforældre.

Men på trods af alle disse kritikpunkter, så kan man ikke lade være med at mærke en sympati for bogen. For på trods af, at Peder Frederik Jensen også gør lidt grin med sit miljø - i hvert fald er det mange steder skrevet på en måde, så det af de fleste mennesker nok vil opfattes sådan - på trods af det, så mærker man at han holder af sin tid som Læredreng, og han holder af miljøet og hele tiden som bådebyggerlærling - i hvert fald set i erindringens og nostalgiens tåger. Det er som nævnt lidt som at læse en gammel mands erindringer, hvor man udmærket ved, at alle de grumme følelser er blevet sparet væk, så det hele fremstår i et rosenrødt skær, der ikke gør ondt at fortælle om. Det var nu en dejlig tid! Men denne nostalgiske kærlighed redder delvist bogen i land, selvom den er ved at gå under, ligesom bilen der kører i havnen på side 127:

"Det viste sig, at Falcks pionerer var blevet sparet væk i byen, så de skulle komme helt fra Korsør.
 Da den røde vogn med gummibåden på taget ankom, var det eneste, redderne kunne gøre, at bjerge liget."

Peder Frederik Jensens bog står på en eller anden måde for mig som et skib, der er gået på grund på en banke uden for havnen, men uden nogen er døde af det. Fiskerne sprang bare i vandet og svømmede i land, og skibet står stadig derude i vandet, som et minde om noget, der kunne have været voldsomt, dramatisk og mindeværdigt, men som blot forblev en hyggelig og varm anekdote i lokalbefolkningen, en anekdote af den slags, som er med til at definere livet i en lokalbefolkning.

Hvis bogen skulle have fungeret på et højere plan for mig, så kunne jeg dog godt have tænkt mig at have hørt historien fra den person, der rent faktisk var til stede på skibet, da det gik på grund, og som rent faktisk følte noget omkring hele situationen - fortalt som om det foregik nu og her - og ikke fra den person, der stod inde på land og kiggede på hele hændelsen, og viderefortalte den som om den var foregået i en fjern barndom engang for halvtreds år siden.

Man kan undre sig lidt over, hvem Peder Frederik Jensen har haft mest i tankerne, da han har skrevet sin bog: Sig selv og sit forfatterego, samt sine litteratur- og metalagskyndige venner og bekendte - eller de ægte håndværkere og de ægte læsere og de ægte mennesker af kød og blod? Jeg synes det ville klæde ham hvis han blev mindre bevidst om sproget og litteraturfolkene, og sprængte sin vej ud af de snævre sætninger, og så bare skrev sine historier med noget mere menneskelig og sansemæssig indlevelse, glemte alt om, hvad litteraturfolkene mener er god stil, og så bare skrev derudaf, med ægte indlevelse, med ægte og fuldbyrdet kærlighed til de mennesker og de miljøer, der er med i hans bøger, og ikke som dette, hvor han holder det hele lidt ude i en strakt arm, i stedet for at omfavne det fuldstændig betingelsesløst.

Det handler om at skrive som man er, og ikke som man gerne vil være. Som Borum sagde til Dan Turéll engang: Skriv som du er, vær som du skriver. Og min anke er så måske, at jeg tror at Peder Frederik Jensen har en mere jordbunden natur i sig, end denne bog antyder, for hvorfor skulle man ellers have holdt en læretid ud i fire år, i et miljø så konkret og direkte som det, han beskriver? Og det er denne jordbundenhed og sympati jeg godt kunne tænke mig kom lidt mere til udtryk i hans skrift. Jeg har ikke lyst til at have Forfatterskolen og de litteraturkyndige folk med deres snævre sætninger åndende mig i nakken i hver anden sætning, når jeg læser en bog om et så jordnært emne som at være i lære som bådebygger. Så har jeg mere lyst til at læse noget i retning af fx Dan Turéll eller Leon Nielsens 'Ballader om vold om ømhed', som også omhandler et miljø som Peder Frederik Jensens. Leon Nielsen skriver her i et simpelt sprog, hvor intet er forceret, men hvor kærligheden til livet stråler ud gennem siderne. Det er mere i denne retning jeg ser Peder Frederik Jensen udvikle sit talent, og finde sit publikum og sig selv som forfatter. Ved at droppe tankerne om sproget, men bare skrive sine historier.


Læretid af Peder Frederik Jensen
140 sider, 2012, Samlerens Forlag
Køb bogen her!

Når anmeldere går efter manden og ikke bolden

Om anmeldernes mangel- og fordomsfulde læsning og bedømmelse af Klaus Riskær Pedersens bog, 'Ankomsten', som de fx rubricerer som fakta og selvbiografi, selvom det er et debatoplæg og et stykke fiktion. 

Har netop læst Klaus Riskærs roman om første del af sit fængselsophold i Sdr. Omme Statsfængsel, 'Ankomsten', der skulle være første del af en planlagt trilogi om hans fængselsdom. Ved udgivelsen for et par år tilbage blev bogen åbenbart sablet ned af stort set samtlige anmeldere, fra Berlingske over Politiken, til BT og Fyens Stiftstidende, hvilket jeg dog alt sammen først fandt ud af efter endt læsning.

At læse en bog ud fra dens præmis
Jeg må indrømme at flere af anmelderne slet ikke læser bogen ud fra dens eget præmis, men mere ser ud til at læse den ud fra egne forventninger om, hvad de havde regnet med at få at vide, samt ud fra egne fordomme om en fyr som Klaus Riskær. For det første anmelder de den alle som en selvbiografi og et stykke fakta, selvom der i det indledende ord står ret præcist at: "Personerne i bogen er ikke virkelige personer ... Bogen indeholder optrin og begivenheder, der er opdigtet og fiktion for at opnå en sammenhæng i den samlede fortælling, som har ligget mig på sinde at tilsikre..."

Hvis jeg må have undskyldt anmelderne her, så burde de vide, at denne bog ikke kan anmeldes så entydigt som en fagbog eller en selvbiografi, når den korrekte betegnelse faktisk ligger et sted mellem fiktion og debatoplæg (hvilket jeg forklarer senere).

Om at ramme muren
For det andet skriver fx Berlingskes anmelder, Jens Andersen, at: "Som forfatter til en selvbiografi må man være indstillet på at give mere end fligen af sin sjæl. Det er Klaus Riskær ikke i sin første bog om det første år i Søndre Omme Statsfængsel"

Det siger mere om hvilken hånd Jens Andersen har benyttet til at udføre dette arbejde, end det siger om Klaus Riskærs bog. Jens Andersen går åbenbart ud fra, at fordi en 'charlatan' som Klaus Riskær kommer i fængsel, så skal han pludselig være en helt anden person, end den han er. Hele bogens præmis og dramatiske opbygning går på, at bogen slutter lige der, hvor Klaus Riskær indser, at han har mødt 'Muren', muren som medfangerne påstår vil ændre hans syn på fængselsopholdet. Dette får vi vist i en sekvens hvor Klaus Riskær i et af sine evindelige forsøg på at omgøre fængselsdommen til et positiv break i sin tilværelse, et break med positive påtvungne fællesskaber, hvortil den unge medfange, Arvid, svarer:

"Det er udelukkende et spørgsmål om tid. Før eller siden rammer du muren. Du rammer muren, som alle før dig har ramt muren. Når du er kommet dertil, så tager vi en ny snak om gentagelser og påtvungne fælleskaber."

Hvordan skal man forvente af en kæk og humørfyldt og positiv og kreativ hovedperson, at han skal begynde at selvransage sig selv dybdegående inden han har ramt denne 'mur'? Og i sin iver for at sige, at Klaus Riskær ikke graver dybt nok, så undgår det Jens Andersens opmærksomhed, at Klaus Riskær med sin bog faktisk giver et ganske væsentligt indblik i en af sine kernekompetencer, nemlig hvordan han er i stand til at anlægge et relativt blik på alting, så det passer til hans aktuelle virkelighed, og han dermed kan sætte sig selv i stand til at kringle sig en vej igennem enhver tænkelig situation, så den ender med at falde ud på en fordelagtig måde. Denne evne bruger han både på en mindre heldig måde (hvorfor han nok er endt i fængsel), men han anvender den også på konstruktive måder, ved fx at skabe nye virksomheder, ved at påpege nye alternativer til fængselsvæsenet (som Ankomsten egentlig gør, se nedenfor), samt skriver kronikker om nye vinkler på store, samfundsøkonomiske problemstillinger, senest for nylig i Information.

Dermed er det fuldstændig forkerte præmisser anmelderne anmelder bogen ud fra, når de fx angriber Klaus Riskær for ikke at give nok af sig selv og for at man ikke kommer nok ind under huden på ham. De vil gerne have en bog, som går ind under huden på Klaus Riskær, men måske er han netop ikke denne dybdegående føleperson, men mere et rationelt og utroligt kreativt tænkende menneske? I hvert fald indtil han rammer denne mur, eller muren rammer ham, hvilket hans anden bog i trilogien skulle handle om, en bog som Gyldendal dog kun ville udgive, hvis bogen nåede et vist salgstal - et salgstal den ikke så ud til at opnå, idet fortsættelserne i hvert fald desværre ikke er udkommet.

Riskærs debatoplæg, der blev tiet ihjel
Men hvad der er mest ubegribeligt er, at anmelderne fuldstændig formår at undgå at omtale det, der er hele Klaus Riskærs ærinde med bogen, nemlig en revolution af den måde, vi tænker fængselsvæsen og fængselsstraffe og resocialisering her i Danmark. Klaus Riskær påstår at fængselsvæsenet nærmest ikke har udviklet sig siden 2. verdenskrig, og før det nærmest ikke havde udviklet sig siden 1700-tallet. Bogens hovedsigte er at vise et fængselsvæsen som mere er optaget af at deponere og nedbryde mennesker end af at benytte den åbenlyst oplagte lejlighed af varetægten til at give folk den mulighed for at komme på fode i deres liv, en mulighed som de fleste indsatte ikke ser ud til at have fået igennem skolesystemet eller på hjemmefronten, hvor det meste er gået skævt. I bogen omtales fx et af Klaus Riskærs idéer som 'Projekt Paradis', som præsenteres af en ung, kvindelig studerende ved navn Kathrine, som er en (selvfølgelig lækker) illusion, opstået til lejligheden i Klaus Riskærs hoved:

"At fængslet ikke længere skal ses som indespærring af ånd og sjæl, men i stedet for som et kloster. En renselsesproces, hvor den indsatte får kræfter og 'gåpåmod', støtte, hjælp og bistand. At meningsfulde værdier skal erstatte meningsløs afstraffelse, forsumpning i nedbrudte sociale miljøer og destruktion af den indsattes evne til at komme ud på den anden side som et helstøbt menneske." 

Uanset hvad der er Klaus Riskærs motiv med at begynde at komme med forslag til om omvendelse af hele fængselssystemet - om det er for selv at komme hurtigere ud, eller få lov til at lave noget mere spændende indenfor murene, eller hvad det nu er - så synes jeg det er mystisk, at hans bog ikke i det mindste bliver anskuet som et debatoplæg, hvis nu anmelderne mener - hvilket de fleste ser ud til at være enige om - at bogen er så dårligt skrevet, at man ikke skal beskæftige sig med den som et litterært værk.

Systemets evige fanger
Hvorfor har ingen i det mindste taget bogen seriøst som et debatoplæg om et temmelig vigtigt emne, som vedrører hele samfundets sammenhængskraft? For nylig fandt jeg ud af, at fængslede, når de er færdige med straffen, modtager en kæmpe regning, for at dække sagsomkostninger, hvilket for nogles vedkommende kan løbe op i mange hundrede tusinde eller en million kroner. En straf oveni straffen, som skal betales efter løsladelse, en straf som for manges vedkommende er umulig at betale, og som derfor inddirekte fordrer enten ugidelighed og uendelig offentlig forsørgelse, eller ny kriminalitet. Klaus Riskær kommer i bogen med adskillige eksempler på, hvordan systemet ødelægger menneskers mulighed for resocialisering.

De litterære kvaliteter 
Ud over at være et vigtigt debatoplæg synes jeg faktisk bogen også fortjener ros for sine litterære kvaliteter. Selvom Klaus Riskær ikke er forfatter, så viser han med denne bog, at han har et kreativt talent som er større end de flestes, og som fuldt ud matcher og overgår en lang række af professionelle forfatteres talent. Fx har han et godt øre for samtaler, en god sans for detaljer samt en intuitiv fornemmelse for, hvordan man stykker en roman sammen, så den bliver interessant, fængslende og for sin læser. Han mangler blot at skrue mere op for poesien og ned for de litterært forstyrrende elementer - alt sammen noget han kunne have fået at vide, hvis hans bog havde fået lidt mere kvalificeret redaktionel modstand, hvilket han måske kunne have fået, hvis bogen var røget i fiktionsafdelingen hos Gyldendal, istedet for fakta-afdelingen. Men vigtigst af alt, og til modsætning for rigtig mange andre udgivelser så har Riskærs bog faktisk noget på hjerte - han har rent faktisk noget at meddele verden med sin bog.

Men ingen af anmelderne undede ham alligevel at få at vide, at han har gjort et ganske godt job her - det virker på mig som om det er andre ting, som de har imod manden, som har ligget til hinder for at give bogen en fair og ordentlig bedømmelse ud fra dens egne præmisser, hvilket de jo normalt ville have gjort i enhver anden sammenhæng. På den måde synes jeg mest af alt anmelderne udstiller sig selv som uprofessionelle anmeldere. De har fået en bog i hånden, som har mere på hjerte, og er bedre skrevet, end måske halvfems procent af de bøger, der rammer avisernes redaktioner, og alligevel tager de ikke opgaven rigtig seriøst.

Samfundets affaldsprodukter
På den måde virker deres anmeldelser præcis efter den hensigt, som Klaus Riskær beskriver i bogen: Fanger skal gemmes væk, så samfundet ikke skal forholde sig til de affaldsprodukter af samfundet, som fangerne er, affaldsprodukter som er udledt af samfundet selv. Anmelderne gemmer Klaus Riskær af vejen som et affaldsprodukt, hvis ord man ikke behøver at lytte til, og tager dermed ikke hans debatoplæg eller hans skønlitterære skrift alvorligt, som et skrift vi rent faktisk kunne - og burde! - lære en masse af som samfund.

Klaus Riskærs humor undgår åbenbart også anmeldernes lettere sløvede blik, men i hvert fald er der ret mange temmelige morsomme betragtninger i bogen, fx er det da meget sjovt da Klaus Riskær efter at have været henne til en vigtig og alvorlig samtale med den piberygende direktør for Kriminalforsorgen stjæler direktørens pibetobak, som en slet skjult tak for, at Riskærs egen pibetobak tidligere blev taget fra ham fordi det var imod fængslets regulativer.

NOTE: Sjov detalje er, at da Klaus Riskær er på sviptur med fængslet i Sønderho, så kommer en ældre 'kunstnerlignende' modstandsmand op til Klaus Riskær, og fortæller ham at hans egen samvittighed er det vigtigste han har, fordi retsvæsenet ikke altid dømmer retfærdigt. Sjovt er det fordi Klaus Riskjærs egen far ifølge Wiki både er tidligere modstandsmand og kunstner - er det mon en fiktiv samtale med hans egen far han her får filtret ind i 'fagbogen'?

Shaun Tan - Ankomsten

Ind imellem støder man på bøger, der får andre bøger til at fremstå som ligegyldigheder. Shaun Tan har skrevet - eller rettere illustreret, for bogen har ingen ord - en sådan bog. Den hedder Ankomsten, og er en fabulerende billedfortælling for børn og voksne, som handler om det at forlade dem man elsker for at rejse til et fremmed sted.

Shaun Tan har også fået udgivet den fantastisk inspirerende 'Udkantsfortællinger' i Danmark, og han vandt sidste år verdens største pris for børnelitteratur, Alma-prisen, og fik 6 hjerter i Politiken. Der er noget ved hans japansk inspirerede stil, der får mig til at tænke på den japanske animator Hayao Miyazaki, som blandt andet har lavet den uforglemmeligt søde film, 'Min nabo Totoro', som man kan se en lille trailer for her:

Køb bogen her!

Hårdtslående og mindeværdig debut



Pressevenligt pressebillede af forfatteren.

For nylig læste jeg en af de mest iøjenfaldende debutudgivelser jeg har læst fra en dansk forfatter. Det var Bjørn Rasmussens kortroman med den lange titel: 'Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet'.

Bogens fortæller bærer samme navn som forfatteren Bjørn, og i selve bogen er der også temmelig mange konkrete ting der peger i retning af, at dette er en roman med stærkt selvbiografiske træk, i og med, at der fx midt i bogen er fotografier af Bjørn Rasmussens heste-standpunktskarakterer, eller hvad man nu skal kalde dem.

Grænseoverskridende smukt
Når det er interessant er det fordi selve handlingen er temmelig voldsom og lige på, rå og poetisk. Den handler om en ung, homoseksuel fyr, der er blevet seksuelt misbrugt af sin mor og som dreng har et hemmeligt SM-forhold til sin voksne ridelærer. Som helt ung østjyde i København vælger Bjørn at få arbejde på et bordel, hvor han gudhjælpemig krydser samtlige 27 seksuelle præferencer af, da bordelmutter beder ham fortælle, hvad kunderne kan få hos ham.

Man skiftevis græmmes, frastødes og tiltrækkes af Bjørn Rasmussens bog, men man kan ikke undgå at læse den færdig, fordi der er så meget på spil for både forfatteren og fortælleren Bjørn, og fordi sproget mange steder flyder så smukt og er så særegent sprudlende, at det er en ren nydelse at læse.

Psykologi som religion
En af de ting, der falder i øjnene er balancen mellem det ekstremt eksplicitte og det meget implicitte - nogle steder er sexscenerne beskrevet voldsomt detaljeret, og andre steder antydes tingene kun let. Og det fungerede rigtig godt for mig. Hele hans seksuelle og psykologiske udvikling er ekstremt interessant at studere fordi man får lov at komme helt ind til personen - eller i det mindste har forfatteren formået at opbygge en illusion om, at man kommer helt tæt på personen - dog spidder fortælleren flere gange psykologer og psykologien, og fejer således psykologiserende mennesker af banen med den mindeværdige sætning: Psykologi er jeres religion.

Det kan føles som et lettere absurd angreb (eller forsvarsmekanisme) fra både fortæller og forfatter, absurd fordi hele Bjørns væsen tilsyneladende er blevet flænset op og lagt blødende til skue på jorden, men hvis nogen ikke kan dy sig for at pille lidt i kadaveret (lege psykologistuderende) så får de et rap over nallerne af Bjørn. På en måde føles det som en løftet pegefinger om, hvordan forfatteren ønsker at hans værk skal læses, hvilket han jo i bund og grund (heldigvis) ikke har noget at skulle have sagt omkring alligevel.

Når man trækker i land
Det eneste, der dog direkte irriterer og får en ellers virkelig god bog til at falde en anelse i niveau, er et afvigende afsnit hen imod slutningen, hvor forfatteren af en eller anden grund ser ud til at føle trang til at afvæbne og svække hele bogen med en masse ord omkring, at man jo ikke skal tro på alt, hvad man har læst, og at man jo skal huske på, at det er fiktion: "At du læser 'mig' er selvfølgelig en hovedløs fortalelse, og i forlængelse heraf  bør jeg nævne, at jeg ikke har fundet på det hele selv," hvorefter han opremser en masse forfattere, hvis sætninger han har lånt, og herefter glider direkte over i en ligegyldig takketale til Copydan-midlerne og en række menneskenavne, som læsere, der ved en del om forfatterskolen (hvor Bjørn Rasmussen har gået), udmærket kan afsløre som ægte forfattere. Fx er der næppe mange andre end Pablo Llambias der hedder Pablo til fornavn, og navnet Christel skulle vel ikke efterfølges af et Wiinblad?, og Solvej måske af et Balle?, og Merete måske Pryds Helle?

I det hele taget så kunne bogen godt være sluttet lige inden denne opremsning og takketale. Det er i hvert fald der bogen slutter for mig. Et irriterende træk, som enhver redaktør med respekt for sig selv burde have overtalt Bjørn Rasmussen til at fjerne - eller flytte om i nogle noter - inden udgivelse. Men på den anden side - hvis det var mig, der havde skrevet en så ekstrem bog ville jeg nok også have følt trang til at afvæbne bogen inden den skulle ud til verden. Det er blot synd for litteraturen, når man laver den slags numre.

En vild udgave af Tomas Espedal
Det er dog petitesser, for overordnet set er det en fantastisk spændende debutbog, som man aldrig vil glemme igen. Faktisk minder bogen lidt om en vild udgave af Tomas Espedal - den associerende skrivemetode, hvor sproget i sig selv er i front, og hvor forfatteren skifter mellem meget konkrete sceniske beskrivelser, flettet ind imellem lyriske og mere abstrakte formuleringer. En vældig effektiv og poetisk skrivestil, der tiltaler mig vældig meget, og som sætter forventningerne til hans fremtidige forfatterskab helt i vejret.

Dog er det altid interessant at se, hvad en ung forfatter, der i den grad ser ud til at have plukket sin hovedstol i sin debut, vælger at fortsætte med i fremtiden. Jeg håber han fortsætter med at gå tæt på mennesket, og ikke bliver fristet til at gå ud af et ligegyldigt sidespor. For om hans bog er selvbiografisk eller ej, er jeg i bund og grund ligeglad med, så længe han formår at overbevise mig om, at det er "mere virkeligt end hvis det var sket i virkeligheden," som er et af Ernest Hemmingways mantraer om skrivekunsten i 'Om at skrive'.

Køb i øvrigt også gerne Bjørn Rasmussens debut alene for det smukke bogomslag, lavet af Thomas Joakim Winther, der dog kun delvist kan ses her til højre.

Når romankarakterens indre udvikling afspejles i sprogets struktur

Om forfatterens indre præstations- og forventningspres, om Klougarts tilsyneladende ikke særlig ’svære toer’, ’Hallerne’ og associationen til Wung-Sungs ungdomsbog ’Kopierne’




Josefine Klougart - her portrætteret af
Sofie Amalie Klougart

Jeg har med spænding set frem til at læse noget af den hypede forfatterinde, Josefine Klougart, som allerede med sin første bog, ’Stigninger og fald’ - og i en alder af bare 25-26 år - formåede at blive indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2010.

Det vidner om et litterært talent ud over det sædvanlige. Også selvom der var kritik af udvælgelsen af Klougart i Information, idet Sven Holm mente, at hendes bog ikke var gjort af det stof, som indstillinger til Nordisk Råds Litteraturpris skulle besidde:

»Klougart er bestemt en dygtig og talentfuld forfatter, men Stigninger og fald er ikke oppe på det niveau, hvor den er en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris værdig. Det er ikke at tage prisens størrelse og betydning alvorligt at nominere den.«

Indstillingskomitéen, bestående af Asger Schnack og Lilian Munk Rösing, forsvarede derimod deres valg i selvsamme artikel, og fortsatte hypen i indstillingsskrivelsen, idet Asger Schnack forfattede så fine ord som:

”Der er passager i denne bog, hvor sproget lyder som sproget selv, som om det inderst i sig fragter en indsigt, der ikke kan omskrives eller genfortælles, men kun kan erfares i form af netop disse sætninger. Denne egenskab ved litteratur karakteriserer det klassiske værk, som vi kender dem fra vores største digtere”

Weekendavisens Lars Bukdahl mente, at man gjorde en ung debutant en bjørnetjeneste ved at indstille hende så tidligt i hendes forfatterskab, når man måtte gå ud fra, at der ville komme bedre og mere vægtige bøger senere.

Hvad hype kan gøre ved forfatterens indre pres

Jeg skal love for, at uanset om Klougarts talent berettiger til at modtage en så stor hæder og opmærksomhed eller ej, så kan jeg tale med om den bjørnetjeneste, som Bukdahl taler om. For jeg modtog selv et legat på 150.000 kroner fra Kunstrådet i 2005, som 23-årig, og før end jeg havde udgivet andet end en selvtrykt digtsamling, som jeg skrev da jeg var 18-19 år.

Det var med til at give mig storhedsvanvid og indledte en langvarig skrivekrise, som jeg egentlig først føler jeg er blevet endeligt befriet for nu her, lidt over seks år senere. Der var også en masse andre tungtvejende ting, der gjorde, at jeg gik i skrivekrise dengang, men legatet var i hvert fald en ikke ubetydelig del af det.

Det gav mig på en måde en alt for usund bevidsthed omkring, at jeg var god til det, jeg lavede, på et tidspunkt, hvor jeg i princippet blot skulle have været ydmyg og lyttende overfor mine ’læremestre’ i form af det forlag, som jeg var i dialog med på daværende tidspunkt. Set i bakspejlet føler jeg på sin vis det var alt for tidligt i mit forfatterskab at modtage en sådan hæder, fordi jeg var så meget i tvivl om alt hvad jeg skrev, og i høj grad stadig var så søgende en forfatter, som jeg var. Jeg havde jo ikke engang fået hul igennem til forlagene endnu.

Det skal ikke lyde som en beklagelse, for jeg er da stadig fantastisk stolt over at de fandt mig god nok til et legat, især når man tænker på, hvor snævert nøglehullet er. Det skal blot forstås som en nuancering: Det er på sin vis lettere at få lov at gå og udvikle sit forfatterskab i det skjulte, i hvert fald hvis man ikke er i besiddelse af et vældig fasttømret selvværd, men derimod et selvværd som er sensitivt overfor omverdenens signaler, meninger og kritik.

Om Klougarts tilsyneladende ikke særlig ’svære toer’

Udefra set ser det ud som om, at Josefine Klougart fuldstændig strøget udenom de ovenstående forhindringer: Året efter hendes debut udkom kortromanen ’Hallerne’, som jeg altså gav mig til at læse for nylig – for med ovenstående in mente var det for mig utroligt spændende at læse, hvordan hun slap af sted med ’Den svære toer’, som utallige forfattere har oplevet at brænde nallerne på. Nogle går ligefrem i stå inden denne anden bog, mens andre angriber problemstillingen fra andre vinkler - det sjoveste eksempel er forfatteren Lone Aburas, der på temmelig opfindsom vis har sørget for at punktere alle muligheder for indre blokeringer ved simpelthen at kalde sin anden bog: 'Den svære toer'.

I mit tilfælde var hele psykologien, som gør ’Den svære toer’ så forbandet svær for rigtig mange mennesker, ikke henlagt til nogen opfølger efter en succes, men derimod til legatet fra Kunstrådet. Psykologisk set handler det jo om de samme mekanismer. Men for at vende tilbage til Klougart, så er hun sluppet virkelig godt fra det massive forventningspres, der må have ligget og luret i hende (hvis hun ligner mange andre det mindste) – det må være min konklusion efter endt læsning af ’Hallerne’, også selvom jeg indtil videre kun har læst en kort tekstprøve af hendes debut til sammenligning.

At mærke historien uden at forstå den

Hun er ikke blot sluppet fra sin anden udgivelse, men har lavet et lille kunstværk, hvor hun viser sig selv frem som et lyrisk talent, der formår at kanalisere sin lyrik ind i en prosaform, som er skåret så smukt, og med så stor en menneskelig indsigt, at man mærker historien i stedet for at forstå den. Og det er en svær disciplin at mestre, og vel nok en af de helt specifikke ting, man ikke kan lære en forfatter på nogen skoler, i hvert fald ikke på det niveau, som Klougart mestrer.

Man mærker hendes sprog og hendes historie, og man mærker ikke mindst omfanget af den destruktive, nedadgående psykologiske spiral, som har standset kvindens (bogens hovedperson) fremadskridende udvikling, og sat hende ind i en tilstand, hvor hun nærmest ikke mærker noget længere, men blot er et tomt registrerende hylster. Man mærker og accepterer at hun ikke længere kan undvære at leve uden den dominerende mand, og at hun derfor heller ikke har muligheden at flygte fra det hele.

Når den indre udvikling afspejles i sprogets struktur

Hvis man overhovedet skal finde luppen frem og give noget kritik til den ellers temmelig overlegne Klougart, så er det faktisk, ironisk nok, i hendes sprog man kan lede - måske er hun lige lovlig dygtig og kunne gøre tingene lidt mere simpelt ind imellem? Som jeg selv fik af vide af en redaktør engang, hvilket jeg stadig husker: Du har så god psykologisk sans og indblik i dine karakterer, at du ikke behøver at garnere det med så mange villet ’kunstneriske/litterære’ ting i dit sprog.

I Josefine Klougarts tilfælde synes jeg det kammer en lille smule over til tider, så man sidder og bliver en anelse irriteret - men det er en ekstremt hårfin balance – for langt hen ad vejen er hendes sproglige stil, med de mange gentagelser, de mange kolonner og det forfinede og billedrige sprog netop med til at understøtte kvindens udvikling, der som sagt ser ud til at være gået i stå.

Men jeg synes at den slags sproglige understøttelser af personernes indre udvikling kan antage lidt patetiske og unødvendigt opmærksomhedskrævende former i litteraturen. Jeg er sikker på, at langt de fleste litteraturstuderende vil klappe i deres små hænder over at kunne analysere sig frem til sådanne ting, men jeg er bare helst fri for alt for meget af den slags, fordi jeg synes det føles lidt fortænkt og anstrengt, hvilket er synd for et værk, som det i bund og grund var unødvendigt at garnere med den slags ’litterære' krummelurer.

Eksemplet Jesper Wung-Sung og eksemplet mig selv

Et andet eksempel på en bog jeg netop har læst, og som i endnu mere udpræget grad benytter sig af samme sproglige underbyggelse af hovedkarakterens psykologiske udvikling, er i Jesper Wung-Sungs roman Kopierne, der vandt Kulturministeriets Børnebogspris i 2010.

Her begynder bogen gradvist i anden halvdel at bestå af meget kortere sætninger og opbrudte tankerækker, hvilket er en idé, der skal ser ud til at skulle underbygge og afspejle hovedkarakterens udvikling, idet han er ved at gå i stå, blive opløst, dø – men her er det endnu mere ekstremt ført ud i livet, idet den sproglige forvandling er temmelig påfaldende og massiv (flere af siderne i anden halvdel består af meget få ord, og anden halvdel fylder vel det samme som de første tredive sider af bogen i ord-mæssigt omfang), hvilket, synes jeg, er unødvendigt og på en eller anden måde svækker en ellers stærk ungdomsbog en anelse i min verden.

Tanken er sjov nok, og jeg kender den udmærket fra mig selv, idet jeg selv benyttede den i første udkast af min ungdoms-/børnebog ’Jeg er modig. Indtil bladene en dag forsvinder’, som endte med at få en helt anden udvikling i redaktionen. Nogle vil måske tænke, at jeg så blot siger dette fordi jeg ikke selv formåede at få udgivet bogen med det oprindelige, ’litterære kneb’, som jeg altså mener at kunne spotte sporene af hos både Josefine Klougart og Jesper Wung-Sung, men jeg er temmelig sikker på, at min egen bog ikke var blevet spor bedre af at have fasthold knebet, men tværtimod mere prætentiøs.

(En sidebemærkning: I øvrigt tænkte jeg på, at det er sjovt, at ingen anmeldere har kommenteret ligheden mellem den fængslende ’Kopierne’ og Cormac McCarthy's uden sammenligning fremragende bog, ’Vejen’? Begge bøgers dystopiske univers med den udsultede flugt mod skibet ude i havet osv.?)



Filmatiseringen, som jeg endnu ikke har set

Den slags sproglige kneb, hvor sproget i mere eller mindre påfaldende grad ser ud til at efterligne karakterens indre udvikling, skal man efter min bedste overbevisning forsøge at lade ligge i skuffen, for hvis man ønsker at skrive virkelig stor litteratur, så skal de opstå som en nødvendighed i teksten, eller som en automatisk, ubevidst handling fra forfatterens side. Det kan måske godt tænkes at Klougart ikke har tænkt over det, men det har Wung-Sung formentlig.

Patetiske darlings eller fantastiske sprogblomster

Omsat i virkelighed i Josefine Klougarts tekst, så mener jeg, at hun ind imellem tangerer det lettere patetiske i sprogbrugen, hvilket på sin vis er på nippet til at få mig til at overveje at droppe den færdige læsning.

Fornemmelsen siger mig, at hvis hun havde holdt en lille bitte smule igen, og skruet bare en anelse ned for sine darlings i den redaktionelle proces, og i stedet havde brugt lidt mere energi på at give historien en anelse mere gods på det mere konkrete handlingsmæssige plan i stedet, så havde hun måske stået med et mere isnende klart værk, som var gået endnu dybere ind under huden på læseren, end den gør i forvejen.

Jeg gætter på, at hun ville afvise det jeg siger, med en forklaring gående på noget i retning af, at det netop er det, der er med til at skille hende ud og definere hendes stil som forfatter – men det tror jeg bare ikke det er. Jeg tror nok hun skulle skille sig ud under alle omstændigheder, med den sproglige kraft hun besidder. Det er heller ikke en mere leverpostejsfarvet omjustering af hendes skrivning jeg overvejede, blot en minimal nedtoning. Hvis jeg havde været forfatteren eller redaktøren, altså. 

Fremtidens talentudfoldelse

Men uanset om der er hold i noget af det jeg siger, eller ej, så glæder jeg mig til at læse ’Stigninger og fald’, og til at følge Josefine Klougarts ubestridelige talent udfolde sig i fremtiden, og ikke mindst til at se, om Nordisk Råds Litteraturpris kommer til at gå til hende engang i fremtiden. En ting er man da i hvert fald ikke i tvivl om, og det er, at hun har fanget en hel del læsere med sit sanselige og poetiske sprog, heriblandt Nordisk Råds indstillingskomites ene halvdel, Asger Schnack:

”Er man følsom over for sproglig artikulation, vil man tabe vejret; er man en cool intellektuel, der søger indre linjer, vil man begynde at føle; og er man den blinde læser, der farer på, vil man begynde at se.”

Køb bogen her!

Lone Aburas og Føtexsøen

Lone Aburas, f. 1979

Bøger er i princippet alt for dyre til, at det giver mening, at nogen mennesker gider at bruge deres hårdt optjente penge på at købe dem, men alligevel kan jeg også se mig selv falde i gang efter gang, ligesom idag, hvor jeg ikke kunne lade være med at anskaffe mig to styks af den, efter nogens mening, truede art.

Den ene var Tomas Espedals fremragende Mod kunsten (notesbøgerne), som jeg læste tidligere på året, og den anden var Lone Aburas anden bog, 'Den svære toer'.

Lone Aburas er en af de nyere, unge forfattere, der har fanget min opmærksomhed i de senere år. Ikke at jeg læser alt hvad der kommer af debutanter, langt fra, men Aburas har noget særligt over sin måde at skrive på i sin debutbog, 'Føtexsøen', som jeg godt kan lide, og som jeg også selv benytter mig af.

Lad os lige få fejet det dårlige af bordet til at starte med: Det eneste jeg ikke kan lide, er titlen på bogen: Føtexsøen. Vi havde også en sø ved mit gymnasium, og den hed Kvickysøen. Der stod vi og drak øl når vi pjækkede fra gymnasiet. Det er i sig selv et meget skægt minde at få kastet i hovedet, men det gør bare ikke 'Føtexsøen' til en god titel i mine øjne. For selvom jeg godt kan se, at det uprætentiøse og humoristiske er en stor del af Aburas identitet som forfatter, hvilket jeg nærer stor sympati for, så kan det også blive så uprætentiøst, at det kammer over og bliver upoetisk og ligegyldigt. Titler er et emne jeg sandsynligvis vil skrive videre om en anden dag. For nu var det jo egentlig ikke meningen, at dette skulle være et kritisk blogindlæg, for jeg kan jo som sagt rigtig godt lide bogen...

'Føtexsøen's største styrke er måske dens fortællestemme. Jeg må indrømme, at jeg har en svaghed for jegfortællere, der ikke forsøger at være prætentiøse eller give sig ud for at være noget andet, end de er - med det mener jeg, at man kan mærke at fortælleren ikke bare en karakter i en roman, men et oprigtigt og mere eller mindre vellykket forsøg på at portrættere et menneske, som det er, og ikke som man ville ønske det var.

Om det så er forfatterens eget liv, Lone Aburas skildrer, eller ej, er jeg sådan set ligeglad med i denne sammenhæng, så længe bogen er god litteratur. Forbilledet for Lone Aburas har højst sandsynlig været en bog som 'Forbandede ungdom' af J.D. Salinger, en bog jeg vender tilbage til gang på gang på grund af dens flotte portrættering af en ung, søgende mand - en bog som for nogle år siden blev nyoversat af Klaus Rifbjerg til den måske mere korrekte, men utroligt umulige titel: 'Griberen i rugen'

Lone Aburas er af nogle anmeldere (Fx Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken) blevet fremhævet som en af de første repræsentanter af andengenerationsindvandrere i dansk litteratur, en betragtning der måske er rigtig nok, men som i princippet også er inderligt ligegyldig - for det er som sådan ikke det, der gør Lone Aburas bog god. Hun kunne i princippet have været bornholmer, russer eller halvblods spanioler, og bogen ville formentlig stadig have været god.

Og en af grundene er, at Aburas formår at give noget af sig selv og sin slægtshistorie, på en ærlig og hengiven måde, hvor ironi og humor bærer en ikke ubetydelig del af bogens let flydende og ærlige portræt af en ung kvinde, der arbejder i Føtex, og knokler med at finde sin plads i tilværelsen som spirende forfatter, og sin rolle i forholdet med kæresten Johan - alt sammen mens vi hører om familiens skæbne, ikke mindst faderen, der i årevis har forsøgt at få det umulige projekt, grillbaren Coctail, op at køre som en overskudsforretning, men i desperation ender med at låne en bunke penge af en yderst tvivlsom bekendt.

Det er afvæbnende og let fortalt, og det rammer altså en åre i mig, som tilsyneladende er umættelig: Ærlige og humoristiske jeg-fortællinger om det hele menneskes liv, og jeg glæder mig til at læse hendes opfølger, 'Den svære toer', som både med titel og forside formår at sætte en høj barre for mine forventninger: Titlen er ligeså fin, som jeg synes 'Føtexsøen's titel er dårlig, og forsideillustrationen er så lækker, at den burde ligge på alle byens caféer som postkort eller mindre plakater. Glæder mig til at læse videre.

Se et klip på Saxo.com hvor Aburas fortæller om at skrive - tryk på 'tv' i øverste venstre hjørne, og søg på Lone Aburas.

Køb bogen her.

Bogen, der måske er skrevet af Claus Beck-Nielsens korpus

Korpus forklædt som Warhol

Jeg læste Claus Beck-Nielsens nye bog 'Jeg taler til jer' forleden. Eller det vil sige: Jeg tror nok jeg læste hans nye bog forleden, for efter endt læsning fandt jeg ud af, at Claus Beck-Nielsens borgerlige navn åbenbart står ledigt som et forladt internet-domæne, efter han igennem ti år har forsøgt at opløse sin egen identitet (kulminerende med begravelsen af hans identitet på Assistens Kirkegaard i oktober sidste år, et optog jeg selv deltog i), så enhver nu i princippet kunne være forfatteren til 'Jeg taler til jer'. Dette påpegede Claus Beck-Nielsens omvandrende korpus da også selv over for Informations anmelder, Tue Andersen Nexø:

»Da ethvert menneske i princippet kan være Claus Beck-Nielsen, så er det absolut muligt, at jeg er forfatter til Claus Beck-Nielsens nye roman. Men det kan lige så godt være dig, der er forfatteren.«

Jeg må indrømme, at jeg faldt lige på halen i, da jeg læste bogen, idet hele denne litteraturdebat var gået hen over hovedet på mig i løbet af efteråret. Så jeg læste med stor fryd, idet jeg ikke har læst hans bøger siden den fantastisk fængende 'Claus Beck-Nielsen - Biografi 1963-2001' i 2004, og derfor glædede mig til at se, hvilke skinner han nu lagde ud foran sig selv.

Biografien, her i en svensk udgave

Hele projektet med 'Jeg taler til jer' forekom mig hurtigt som værende en lettere fortyndet udgave af Claus Beck-Nielsen, som jeg kender ham, et slags mellemspil i hans forfatterskab, men da jeg først havde accepteret dette, begyndte den faktisk at blive temmelig morsom på en temmelig plat måde, og jeg tænkte da også flere gange over, hvad han dog havde gang i med denne udgivelse - hvorfor var han pludselig ude på at træde hele verden over fødderne, hvorfor ville han med ét slag fornærme både afrikanerne på Nørrebro, og tale nedsættende om kvinder og hele den danske bestand af forfattere og anmeldere? Men jeg læste troligt videre, fint underholdt, og tænkte, at det var jo Claus Beck-Nielsen, og han kunne jo i princippet finde på hvad som helst, og dette var måske et absurd forsøg på at skifte fuldstændig spor.

Da jeg havde læst bogen søgte jeg selvfølgelig om bogen på nettet, og så begyndte skuffelsen for alvor at brede sig. For det viste sig, at rygterne om den egentlige forfatter bag 'Jeg taler til jer' allerede var ilet dens udgivelse i forvejen, så bogen var blevet ignoreret af store dele af anmelderkorpset, da den udkom i oktober i år.

Og så begyndte brikkerne selvfølgelig at falde på plads, og skuffelsen meldte sig. For nu havde jeg siddet i flere timer og troet jeg læste en bog af en mand, som jeg finder vældig inspirerende og interessant, og hvis fremtidige kunstneriske udvikling jeg havde afventet med stor spænding. Hvilket træk kan han om muligt lave efter han bogstavelig talt havde sænket sit ti år lange identitetsprojektet i jorden? Forhåbentlig ville han skifte ham og finde helt nye veje at betræde.

Beck-Nielsens 'enke' lægger roser på kisten

Da jeg begyndte at tænke mig lidt om, så kunne jeg heller ikke få denne temmelig nedladende og usympatiske bogs fortæller til at harmonere med Claus Beck- Nielsen. Jeg mødte ham (hans korpus, undskyld) på Spot Festival for et par år siden, hvor jeg rendte rundt og anmeldte for Bandbase/Gaffa, og der hilste jeg på ham og fortalte at jeg var fan af hans 'Biografi', og jeg må sige, at jeg fik indtrykket af en nærmest selvudslettende høflig og venlig mand, som tydeligvis satte stor pris på min kompliment.

Nå, men tilbage er der vel bare at sige, at jeg har været lidt for naiv i min litteraturlæsning, og at jeg glemte at friske op på, hvad Claus Beck-Nielsens projekt egentlig har handlet om. Men min temmelig ukritiske og autoritære tilgang til forfatternavne og bogtitler, samt til Claus Beck-Nielsens projekt, bed mig bagi, så jeg nu endte med at sidde sad tilbage med en temmelig stor irritation over at have spildt min tid, idet jeg ikke fandt ud af noget som helst om hans fremtidige projekt, og i stedet endte med at blive temmelig træt af hele dette identitetsprojekt.

Tue Andersen Nexøs artikel i Information

 'Claus Beck-Nielsen's hjemmeside, Das Beckwerk

Køb bogen her!